I tre billedbogsuniverser bliver følelser, relationer og hverdagsoplevelser sat i spil gennem varme fortællinger og rige illustrationer. Materialerne giver eleverne mulighed for at undersøge egne erfaringer gennem samtaler, leg, dramatisering og kreative forløb – både analogt og digitalt. De understøtter arbejdet med sprog, billedforståelse, fantasi og trivsel og giver læreren konkrete greb til at skabe et trygt rum, hvor eleverne kan sætte ord, billeder og krop på det, der fylder i elevernes liv.
"Alvilda vælter verden" er en billedbog på rim, der med både humor og varme rammer noget helt centralt i de yngste elevers hverdag: store følelser i små kroppe. En morgen, hvor Alvilda har mistet sin lykkesten, udvikler sig til et kaotisk følelsesudbrud, som billedsiden skildrer med både kraft, detaljerigdom og et glimt i øjet. Bogen inviterer eleverne til at spejle sig i frustration, vrede og længsel efter forståelse – og viser samtidig, hvordan voksne kan møde børn med nærvær, ro og anerkendelse. Materialet egner sig især til arbejde med sprog, rim, rytme og samspillet mellem tekst og illustrationer. Den pædagogiske CFU‑vejledning understøtter dette med legende og sanselige aktiviteter, der skaber nysgerrighed, bevægelse og refleksion. Her får du konkrete greb som følelsesbarometer, meddigtning, “NEJ‑rim”, nøglehulskig og små dramatiseringer, der alle giver eleverne mulighed for at undersøge Alvildas følelser og bogens univers på en kropslig og kreativ måde.
Elever reagerer typisk med genkendelse og engagement: de lever sig hurtigt ind i Alvildas frustration, hygger sig med bogens humoristiske udtryk og får lyst til selv at rime, tegne og dramatisere. Materialet styrker både deres sprogforståelse, deres blik for billedfortællinger og deres evne til at sætte ord på egne følelser.
"Den dag farverne fik nye venner" er en humoristisk og fantasifuld billedbog, hvor farvekridtene igen bryder ud af æsken – denne gang for at udforske verden og finde nye venner. Bogen giver oplagte muligheder for at arbejde kreativt og undersøgende i både dansk, engelsk og teknologiforståelse.
I dansk kan eleverne skrive deres egne breve fra ”farvekridtene”, inspireret af bogens fortælleform, hvilket styrker både forestillingsevne og begyndende skriftsprog. Med teknologiforståelse kan eleverne skabe deres egen “scene” i Scratch, hvor et farvekridt får liv og fortæller sin historie gennem lyd, bevægelse og små interaktioner. Kombinationen af tegning, kodning og fortælling engagerer selv de yngste elever og giver en legende introduktion til digital produktion.
Materialet fungerer særligt godt, fordi det inviterer eleverne til at forbinde fantasi, farver og fortælling – både analogt og digitalt. Elever reagerer typisk nysgerrigt og ivrige efter selv at skabe ”venner” til farverne.
"Først i aften, Kiko" er en poetisk og sanselig billedbog om ventetid, nærvær og længslen efter voksne, der har for travlt. I mødet mellem Kiko og den forvirrede døgnflue Kurt skabes et varmt og humoristisk univers, hvor hjælpsomhed, leg og nysgerrighed får lov at fylde. Bogen åbner for samtaler om tid, følelser og relationer – og giver eleverne mulighed for at spejle deres egne oplevelser af at vente, kede sig og finde nye venskaber.
Den medfølgende litteraturguide rummer en lang række oplevelsesorienterede aktiviteter: sanseøvelser i naturen, dramatisering, tegneopgaver, karakterarbejde og kreative forløb som ”insektvenner”, ”døgnfluedagbog” og ”send tak med båden”. Materialet giver stærk støtte til både dialog, leg og æstetiske læreprocesser, og eleverne engageres let i fortællingens univers. Perfekt til hverdagsnære klasserumsdialoger om, hvad der egentlig er vigtigt i livet.

Anbefalinger af tre bøger, der giver små elever plads til de store følelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.