Klokken 8:15 om morgenen stod jeg ved toget og ventede på 21 9.-klasseelever. Vi skulle mod Aarhus og videre i biografen for at sammenligne Hella Joofs nye film ’Nøjsomheden’ med den roman, vi lige har læst sammen i dansk: ’Dig og mig ved daggry’ af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved.
Vi havde på forhånd lavet en aftale med biografen, så vi havde hele salen for os selv.
Biograferne i Aarhus er nemlig ganske velvillige overfor formiddagsgæster og alternative aftaler, da deres større indryk først sker senere på dagen. Derfor fik vi oven i oplevelsen lov til at have biografen en time efter, filmen var slut.
Det gjorde noget særligt, at vi ikke straks skulle forlade salen. Nu fik vi stedet mulighed for at blive i biografstemningen.
Det føltes som om, filmen stadig hang i biografens vægge, derfor var oplevelsen af at arbejde med værket efterfølgende ret intensiv.
Det var overvældende, at der ikke var andre gæster, og at det kun var os og lærredet.
Klassen fik en unik oplevelse, hvor de ikke skulle sidde og være nervøse for at påvirke andre betalende gæsters oplevelse. Eleverne kunne tale sammen, og biografen blev et undervisningsrum, fordi vi fik lov at være alene.
Det gjorde en større forskel, end jeg havde regnet med. Eleverne kunne sidde med mit analyseark, hviske kommentarer til hinanden undervejs og opleve filmen som noget, der tilhørte dem.
Fem hatte til biografen
Både filmen, vi så, og bogen, vi har læst, handler om kærlighed på tværs af sociale skel. Allerede inden rulleteksterne kom frem på lærredet, gik eleverne i gang med at beskrive forskelle og ligheder mellem de to værker. I salen sad eleverne individuelt og sammenlignede de to forskellige hovedpersoner, Mona og Louise, ud fra spørgsmål som:
- Hvorfor kaster den ene sig ud i en ny forelskelse, mens den anden synker dybere og dybere ned i misbrug og gæld?
- Hvad betyder familien for hver af dem?
- Hvorfor ender de to unges historie så forskelligt, når begge elsker på tværs af sociale skel?
Lige dér i biografens mørke var det pludselig ikke mig, der trak en analyse ud af eleverne. Nej, det var filmen og stemningen i salen.
Biografen kan altså noget ganske særligt. Den gamle DR-vært og filmanmelder Ole Michelsen havde i sit tv-program ’Bogart’ et slogan: ”Film skal ses i biografen”.
Helhedsoplevelsen med tiden før, under og efter værket på lærredet var til topkarakter. Bløde stole med mekanisk tilbagelæn, puf til benene, svingbart bord med god plads og så et mørke og en lyd af en anden verden bør kvitteres med en behørig anmeldelse af den fineste slags.
I Ole Michelsens ånd må jeg derfor denne belønne denne mandags oplevelse i Aarhus Bio med hele fem hatte.

Min klasse fik en unik oplevelse: Eleverne blev fordybet i biografmørket
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.