I en skole fyldt med forkortelser overser man hurtigt én af de vigtigste, nemlig DLD (Developmental Language Disorder red.). På dansk hedder den udviklingsmæssig sprogforstyrrelse. Den rammer omkring en til to elever i hver klasse og påvirker deres evne til at forstå og bruge sprog.
Det har store konsekvenser for både faglighed og trivsel – især i sprogtunge fag som matematik. Men med den rette viden og støtte kan vi skabe en mere inkluderende skole, hvor alle elever får mulighed for at lære og deltage – også i matematiktimerne.
En jungle af begreber
Skolen vrimler med forkortelser. Nogle ad dem skaber debat, andre har vi haft i årevis. Men indimellem dukker der nye op, som faktisk hjælper os med at forstå og støtte eleverne bedre. En af dem er DLD. Da min veninde, der er audiologopæd, for noget tid siden fortalte, at det var DLD-dag, vakte det min nysgerrighed. Og det satte gang i en ny forståelse af nogle af de elever, jeg møder i undervisningen. For de er i klasserne, men gør ikke synderligt væsen af sig selv.
DLD i matematik
Matematik er fyldt med særlige ord og begreber, derfor er sproget nøglen til den matematisk forståelse. Mange elever med DLD har svært ved at komme i gang, forstå opgaver og deltage i samtaler om løsninger.
De bliver stille, usynlige og måske misforstået som uengagerede og umotiverede. Men det handler i virkeligheden om sprog og deres sproglige udfordringer og ikke deres motivation.
Gode greb i undervisningen
Her er nogle konkrete strategier, som man kan bruge i sin undervisning til at hjælpe elever med DLD:
- Visuel støtte: Brug billeder, ikoner og skemaer.
- Gentagelser og struktur: Skab forudsigelighed og gentag vigtige pointer.
- Kort og konkret sprog: Undgå lange sætninger – vær tydelig.
- Forforståelse og begrebsarbejde: Introducér nye ord før undervisningen.
- Sproglige pauser og refleksion: Giv tid til at tænke og bruge sproget.
Det er vigtigt, at særligt matematiklærere kender til DLD, så de kan hjælpe eleverne i undervisningen. Derfor skal vi i gang med efteruddannelse af lærere, så vi kan sikre at alle kender til DLD og kan spotte det hos eleverne. Bagefter skal vi have en samtale om, hvordan vi skaber en DLD-inkluderende skole, hvor alle elever bliver mødt med den rette forståelse og støtte.

Lærer: Den nye bogstavdiagnose betyder meget i matematik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.