Lærer: Eleverne blev lidt som papegøjer, der havde lært en tekst udenad

Lad mig straks slå fast: Jeg er AI-amatør og har dybest set ikke forstået, hvordan det virker. På trods af det har jeg tidligere sat strøm til Christian d. 4., fået aflivet hunden Kvik fra Matador og skabt vikinger i 4.b. ved hjælp af AI. De sidste par uger har jeg oplevet både enorme fordele og set afgangsprøver blive væsentligt forringet.

Kildekritik på speed

I min 7. klasse arbejdede vi med kildearbejde. Fokus var på den amerikanske uafhængigheds-erklæring, og vi havde blandt andet set på malerier og arbejdet med George Washington. Den afsluttende opgave til forløbet lød på, at eleverne skulle rette en tekst fyldt med faktuelle fejl, og alle hjælpemidler var tilladt.

Det var en opgave, som tidligere klasser også havde lavet. Her havde det taget eleverne cirka 30 minutter at finde fejlene. En af mine elever var hurtig til at spørge, om han måtte få sin telefon, som lå i det aflåste telefonskab. Lettere undrende sagde jeg, at han da havde sin computer, men ærligt svarede han, at han ville tage et billede og lade ChatGPT finde svarene: ”Du sagde jo, at vi måtte bruge alt,” lød det.

Og han havde ret. Nysgerrigt lod jeg ham få telefonen, og sekunder senere havde han taget og uploadet et billede af opgaven, og de faktuelle fejl var fundet. Det, der imponerede mest, var, at ChatGPT problematiserede et afsnit i opgaven om, hvordan George Washington i sin barndom fældede sin fars kirsebærtræ, hvilket han angiveligt havde indrømmet over for faren, fordi han ikke kunne lyve. ChatGPT beskrev det som en myte, der næppe skulle tages bogstaveligt, men som senere var blevet brugt i politisk øjemed for at vise, hvor stor troværdighed USA's første præsident havde.

Med dette mytedrab fik eleven og jeg blod på tanden. Hvis ChatGPT kunne gennemskue myten om Washingtons kirsebærtræ, hvad sagde den så til Lorentzens berømte maleri af Dannebrog, der faldt ned fra himlen? Vi tog et billede af maleriet og stillede spørgsmålet. Få sekunder senere kom det skuffende svar.

Problemet var, at svaret handlede om Det Stockholmske Blodbad, ikke om slaget ved Lyndanisse og Dannebrog. Det var altså ikke engang det rigtige maleri, den forholdt sig til.

På få minutter havde AI både imponeret os med sin historiske indsigt og demonstreret sine meget tydelige mangler.

Afgangsprøven der gik i AI  

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at være censor ved afgangsprøven i samfundsfag. Jeg kendte læreren, som ud over at være yderst behagelig også var fagligt dygtig og tilmed tidligere beskikket censor. Omstændighederne var dog noget specielle, idet læreren først for nylig havde fået klassen.

Jeg vidste, at læreren havde forklaret alt om prøven – herunder brugen af AI – men trods det oplevede vi, at mange havde brugt AI mere, end godt var.

Produkterne så flotte ud, modellerne var veludførte, og sproget lød overbevisende. Men for flere grupper viste det sig, at de kunne gengive indholdet, men ikke forklare det. De blev lidt som papegøjer, der havde lært en tekst udenad, uden helt at forstå, hvad den betød.

Det blev særligt tydeligt, da de lærerstillede spørgsmål kom i brug. Det interessante var, at en af grupperne virkede oprigtigt forvirret over kritikken. Ved naturfagsprøven havde de fået ros for deres modeller.

Hvad gør vi?

Vores konklusion var, at AI kan hjælpe elever med at fremstille flotte produkter, men den kan ikke erstatte den forståelse, som prøven i sidste ende skal måle.

Så hvad gør vi? At slukke for strømmen er næppe klogt, men mon ikke vi skal gentænke vores undervisning – og ikke mindst afgangsprøven?

På mit bord ligger en helt ny bog, ’AI i kulturfagene’, skrevet af Esben Bækkelund Jensen. Den skal læses. For AI er ikke et fænomen, der forsvinder igen. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal forholde os til teknologien, men hvordan – og det svar har hverken George Washington eller jeg.