Professionel bisidder: Sådan taler du til forældrene, så de forstår

”Forældre betaler mig 1.200 kroner for at sidde med til møder med skolen. De tør ikke møde op alene.”

Sådan lød overskriften på et debatindlæg, som tidligere lærer Fatima Osman skrev til Folkeskolen i august.

For et par år siden skiftede hun jobbet som lærer på specialområdet ud med et liv som selvstændig pædagogisk psykologisk konsulent, og én af hendes opgaver er nu at tage med forældre til møder på skolen.

”Forældre ringer til mig og siger, at de føler sig små i møderne med skolen. De forstår ikke, hvad der bliver sagt, og de er heller ikke sikre på, at skolen håndterer situationen godt nok,” siger Fatima Osman.

Cirka to gange om ugen bliver hun kontaktet af forældre, der har brug for en bisidder til en samtale med skolen, fortæller hun.

Den tidligere lærer har selv har været med til 20-25 møder mellem forældre og skole, og hver gang er udfordringen den samme:

”Forældrene er vant til at være vidende og til at blive talt til på en bestemt måde. Men når de møder skolen, føler de, at der bliver talt til dem, og ikke med dem,” siger Fatima Osman og understreger, at den sproglige barriere udelukkende er faglig.

Der er ikke en overvægt af to-sprogede forældre blandt hendes kunder, og forældrene er heller ikke mere rige eller fattige end gennemsnittet, fortæller konsulenten.

”Hvis jeg skal pege på en målgruppe, der kommer mest til mig, så er det ressourcestærke familier, som bare ikke forstår den pædagogiske verden,” fortæller Fatima Osman og kommer med fem gode råd til kommunikationen med forældrene.

Undgå fagsprog

Generelt bør man undgå at bruge fagsprog, når man står over for forældre. Ikke mindst i de situationer, hvor samtalen handler om følsomme emner som et barn, der på den ene eller anden måde er i mistrivsel eller opfører sig uhensigtsmæssigt i skolen.

Forældrene forstår nemlig ofte ikke, hvad der bliver sagt, og de tør ikke spørge, forklarer hun.

”Det er grænseoverskridende for forældrene at skulle sige, 'hvad betyder det?', når de sidder til et møde med skolen. Forældrene er ofte pressede i forvejen, når det handler om noget sårbart som, at deres barn er i mistrivsel eller, at deres søn eller datter larmer for meget i timerne,” siger Fatima Osman.

”Det er superfint at bruge begreber som inklusion, relationskompetence eller ressourcefokuseret tilgang, når man taler med sine kollegaer i den pædagogiske verden, men overfor forældre bør man bruge hverdagssprog,” lyder hendes råd.

Fire friske eksempler på vendinger lærere bruger, som forældre helt sikkert IKKE forstår...

Fagsprog #1

“Vi arbejder med differentieret undervisning for at imødekomme jeres barns læringsforudsætninger.”

Forældresprog #1

“Vi prøver at tilpasse opgaverne, så de passer til det niveau, hvor jeres barn bedst kan følge med og samtidig blive udfordret.”

Fagsprog #2

“Dit barn indgår ofte i uhensigtsmæssige samspil med de andre elever og reagerer med udadreagerende adfærd.”

Forældresprog #2

“Vi ser, at dit barn nogle gange kommer i konflikter med andre børn, især når hun/han bliver ked af det eller føler sig misforstået.”

Fagsprog #3

"Vi oplever, at jeres barn har vanskeligheder med overgange og profiterer af visuel struktur.”

Forældresprog #3

“Jeres barn bliver urolig, når der sker skift i løbet af dagen. Fx når vi går fra frikvarter til undervisning. Det hjælper jeres barn meget at se dagens plan på tavlen.”

Fagsprog #4

“Jeres barn profiterer af tydelig voksenstyring og lav arousal i læringsmiljøet."

Forældresprog #4

“Jeres barn trives bedst, når der er ro omkring ham/hende, og når læreren hjælper med at sætte klare rammer.”

Forklar personer og roller

Fatima Osman har selv siddet på skolens side af skrivebordet adskillige gange, og hun husker, hvordan hun som lærer med tiden blev blind for, at forældrene ikke havde den samme viden, som hun og kollegaerne, fortæller hun.

Som bisidder har hun blandt andet fået øjnene op for, at forældre ikke kender skolens mange roller og funktioner, og derfor temmelig ofte i tvivl om, hvem de sidder overfor, når de er til møde.

”Til et møde kan der sagtens sidde syv mennesker ud over forældrene. Mange af dem ved forældrene ofte ikke, hvem er, og det oplever de som grænseoverskridende,” siger Fatima Osman.

”For eksempel får forældrene ofte at vide, at der vil være nogen fra PPR til stede uden yderligere forklaring. Men forældrene ved jo ikke, hvad PPR er, hvad de laver, og hvorfor de er med til mødet,” siger Fatima Osman.

Som bisidder sørger hun derfor for, at alle mødedeltagere introducerer sig selv og fortæller, hvem de er, hvad deres rolle er i skolen, og hvorfor de sidder med til mødet, fortæller hun og opfordrer skolerne til at gøre det samme.

”Det skal forældrene simpelthen have at vide. Det kan enten være, når de bliver indkaldt, eller når mødet starter,” siger hun.

Oplys forældrene om rettigheder og muligheder

Forældre skal kende deres rettigheder og muligheder, når deres barn er i mistrivsel. Men det gør de næsten aldrig, fortæller Fatima Osman, der mener, at skolerne skal være bedre til at klæde forældrene på.

”Forældrene skal vide, at de selv kan bede om timer med en skolepsykolog, og at de selv kan bede PPR om at lave en vurdering, hvis de er bekymrede for deres barn,” siger hun.

Indimellem opfører børn i mistrivsel sig forskelligt i skolen og derhjemme, og forældrene kan derfor opdage problemer, der skal handles på inden lærerne og pædagogerne, forklarer hun.

”Forældrene kan også bede om et trivselsmøde med skolen om deres barn, men det gør de jo ikke. De tror, at det er sådan noget, som skolen skal indkalde til,” siger Fatima Osman.

Spørg hvad forældrene oplever derhjemme

”Der er langt imellem de møder, som jeg har sidder med i, hvor forældrene bliver spurgt, hvad de oplever med barnet derhjemme,” siger Fatima Osman.

Forældrenes møde med skolen har oftest karakter af et orienteringsmøde, og det er synd, mener konsulenten. Ikke mindst for det barn, som både forældre og skole gerne vil hjælpe.

”Hvis du spørger forældrene, om de oplever det samme, som personalet oplever i skolen, får de en følelse af ejerskab, og det sender et signal om, at deres mening og indsats også er vigtig. Det gør, at de bliver mindre bange for skolen og dukker op til næste møde med mere ro i maven,” forklarer konsulenten.

Forældrene kender altid deres barn bedst, og hvis de bliver involveret i stedet for at blive præsenteret for en færdig handlingsplan fra start, kan det være en stor fordel for alle parter.

”Hvis du involverer dem fra start, får du nogle forældre, der udover at være engagerede i at løse problemet også er mere tilbøjelige til at gå i dialog med skolen, hvis de oplever noget derhjemme, som har noget at gøre med den problematik, der foregår på skolen,” siger hun.

Alt for ofte arbejder skolen og forældrene hver for sig om at løse et barns problemer i stedet for at arbejde sammen, oplever Fatima Osman.

”Det er jo fjollet, hvis vi gerne vil have et barn tilbage i trivsel,” siger hun.

En bisidder bider ikke

Skolerne skal være bedre til at fortælle forældre, at de gerne må have en bisidder med, mener Fatima Osman.

Men i Danmark er der ikke en lige så stærk tradition for at bisiddere som i nogle af vores nabolande. Og den tidligere lærer oplever faktisk, at der er en form for tabu forbundet med fænomenet.

”Til ni ud af ti møder kan jeg se, at lærere og ledere bliver lidt utrygge og nogle gange vrede, når de opdager, at forældrene har en konsulent med. De tror, at jeg kommer for at tjekke, om de gør det godt nok. Men det er slet ikke det, jeg skal,” siger hun.

Undervejs bliver det dog altid tydeligt for skolens repræsentanter, at Fatima Osmans opgave er et oversætte fagsprog og at få samarbejdet til at køre, fortæller hun.

”Jeg har kun fået positiv respons fra lærere, og ofte siger de også bagefter, at de godt kan se, at den måde, vi taler til forældrene på, ikke giver mening,” siger hun.