Forleden blev jeg stoppet på gangen af en gruppe elever. De spurgte, om de måtte bruge musiklokalet i pausen til at øve. Det var svært ikke at blive begejstret. Her stod elever frivilligt og bad om mere tid til at dygtiggøre sig. De ville øve deres instrumenter, arbejde med de numre, vi spiller i undervisningen, og gøre sig klar til den afsluttende prøve. Det er præcis den slags initiativ, man som lærer håber på.
Det siger også noget om motivation. Når elever selv opsøger et fag i deres pause, er det ikke drevet af pligt, men af lyst. Det er der, læring for alvor flytter sig. De øver længere, de lytter mere, og de hjælper hinanden på en anden måde, end når det er lærerstyret.
Man kan med det samme mærke forskellen i undervisningen bagefter. Niveauet løfter sig, og især de elever, der tager ansvar, rykker markant.
Selvfølgelig fik de lov
Der er også en helt praktisk side af det. Op mod den afsluttende prøve har vi ofte flere grupper, der alle skal fremføre, men kun ét musiklokale og et begrænset antal instrumenter.
Det betyder, at nogle grupper må vente, mens andre øver, og værdifuld tid går tabt. For nogle elever skaber det frustration, fordi de ikke føler, de får nok tid til at blive klar. Derfor gav det rigtig god mening, at nogle elever brugte deres pauser effektivt. Det gav dem ro til at fordybe sig, mulighed for at finpudse detaljer og bedre tid til at få sammenspillet til at fungere. Samtidig aflaster det undervisningen, fordi flere møder forberedte op.
Så selvfølgelig fik de lov. Og i starten fungerede det rigtig godt. Eleverne øvede, samarbejdede og tog ejerskab. Musiklokalet blev et sted, de selv opsøgte – ikke fordi de skulle, men fordi de ville.
Men så skete der noget.
Uforudsete udfordringer
Andre elever begyndte at kigge ind i pauserne. Det så hyggeligt ud. Musikken trak. Først kom de for at lytte. Derefter for at prøve lidt selv. Og langsomt ændrede dynamikken sig.
Flere elever betød mindre overblik. Nogle begyndte at bruge instrumenterne uden den nødvendige respekt. Guitarer blev efterladt ude af stemning. Der lå slikpapir på gulvet.
Trommesættet blev behandlet lidt for hårdt. Og pludselig stod vi med et lokale, der ikke var klar til undervisning til næste time. Det kulminerede ovenikøbet i, at den juice, som var beregnet til skole-kirke-koret, blev drukket.
Det er her, den svære erkendelse kommer: Frihed uden ansvar holder ikke. Når nogle få ikke kan forvalte friheden, går det ud over de mange, der godt kan. Og så er man som lærer nødt til at handle – ikke for at begrænse, men for at beskytte det, der faktisk fungerer.
Vi valgte derfor at lave vigtige justeringer og indføre en ny regel.
Reglen blev, at det kun er elever fra valgholdet, der må være i musiklokalet i pauserne. Det lyder måske som en stramning. Og det er det også. Men det er en nødvendig en.
For nu er vi tilbage der, hvor det virker. Musiklokalet bliver brugt af elever, der virkelig vil det. Instrumenterne bliver behandlet ordentligt. Lokalet er klar til undervisning. Og vigtigst af alt: De elever, der tager ansvar, får lov til at beholde deres frihed.
Det handler i sidste ende ikke om regler, men om retning. Om at skabe rammer, hvor det gode får lov at vokse – og hvor ansvar er forudsætningen for frihed, ikke noget der kommer bagefter.
Og måske er det i sig selv en vigtig læring at tage med – både i musiklokalet og udenfor.
Først gik det helt galt da mine elever fik lov til at øve i pausen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.