Ti lærerstuderende deltog i Danmarks Lærerforenings kongres tirsdag og onsdag, og de deltog i høj grad debatten på kongressens talerstol.
Kongressen er Danmarks Lærerforenings øverste myndighed og lægger linjen for, hvad der skal kæmpes for i det kommende år.
For at være en del af kongressen skal man vælges som delegeret, og Lærerstuderendes Landskreds har ti af de omkring 300 delegeretpladser på kongressen.
Emnet på kongressens første dag var uddannede lærere i folkeskolen, og de lærerstuderende holdt sig ikke tilbage med at give deres besyv med om, hvad, de mener, er nødvendigt, hvis der skal være flere uddannede lærere i folkeskolen.
Emilie Fabricius Abery Rasmussen fortalte om, hvor godt hun føler, hun er blevet modtaget, når hun er kommet i praktik. Men der er et også et sted, hvor, hun mener, der er plads til forbedring.
Lærerstuderendes Landskreds studielivsundersøgelse viser, at kun syv procent af de lærerstuderende møder en tillidsrepræsentant i deres praktik.
”Det er alt for få. For når vi ikke møder tillidsrepræsentanter, så går vi glip af indblik i det professionelle lærerfællesskab. Vi går glip af viden om vores kommende arbejdsliv, og vi går glip af mødet med de kolleger, som skal være med til at passe på professionen og skabe gode arbejdspladser”.
Formanden for DLF, Gordon Ørskov, gik på talerstolen og anerkendte, at der er noget, som Lærerforeningen kan gøre bedre, når det kommer til lærerstuderende.
”Når man er lærerstuderende i praktik, er det vigtigt, man får oplevelsen af at høre til. Noget af det er, at der også kommer en tillidsrepræsentant og præsenterer sig og tager imod og interesserer sig for de studerende,” sagde Gordon Ørskov Madsen og understregede, at det er noget, DLF er opmærksom på. Men han sagde også: ”Det kan vi godt gøre lidt bedre. Skal vi ikke blive enige om at hjælpe hinanden med at sætte fokus på det og få gjort det lidt bedre.”
Se her, hvad de lærerstuderende sagde i debatten om uddannede lærere på kongressen.

DLF-formand til lærerstuderende: ”Det skal vi gøre bedre”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.