Børnene begynder for tidligt i skole uden støtte: ”Det er ærligt talt grotesk”

For en måneds tid siden begyndte den glidende overgang fra børnehaven til folkeskolen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de flersprogede børn, der måske burde have haft et år mere i børnehaven.

Det er børn, som stadig udvikler deres sprog, lærer gennem leg, relationer og trygge fællesskaber, som ikke nødvendigvis er klar til at side stille på en skolebænk og navigere i et sprogligt krævende læringsmiljø flere timer om dagen.

Alligevel bliver mange af dem kastet direkte ind i almenklasser uden modtagelsesklassetilbud eller nogen form for reel støtte. Det gør ondt at være vidne til.

Alarmklokkerne ringer

Jeg hører igen og igen, at børn vurderes ud fra, hvor længe de har været i Danmark og ikke på baggrund af deres faktiske sproglige kompetencer.

Nogle steder identificerer fagpersoner massive behov for støtte hos børnene, men systemet trækker alligevel i land, når det handler om at stille de nødvendige ressourcer til rådighed. Der bliver simpelthen ikke oprettet nok modtagelsesklasser eller sproglige tilbud, fordi økonomien ikke er til det. Så børnene bliver sendt videre i skole, og bagefter står lærere og pædagoger tilbage med ansvaret for at løfte opgaven. Det er ærligt talt grotesk.

For vi taler om børn helt ned til 5-årsalderen, som stadig burde have lov til at udvikle sig i deres eget tempo. De har brug for nærvær, gentagelser og sproglig støtte i trygge rammer. Alligevel forventer vi, at de fra den ene dag til den anden skal kunne forstå kollektive beskeder, følge undervisning, indgå i sociale fællesskaber og lære på et sprog, de ofte ikke mestrer tilstrækkeligt endnu.

Samtidig fortsætter tilstrømningen af nyankomne elever, mens mange børn, der er født og opvokset i Danmark eller har gået i danske dagtilbud hele deres liv, starter i skole uden at kunne nok dansk til at følge undervisningen. Og det er måske det, der burde få alarmklokkerne til at ringe allerhøjest.

For hvad siger det egentlig om vores system, når børn kan være født og opvokset her i Danmark og gå i institution i årevis, uden at få de nødvendige sproglige forudsætninger til at starte skolelivet?

Jeg synes, det signalerer, at det vigtigste ikke er, om barnet får en god start på skolen, men at barnets behov for støtte passer ind i budgettet.

Børn er ikke budgetposter

Fagpersoner står ofte i et kæmpe krydspres. De dokumenterer, tester, afdækker og råber op, fordi de kan se, at problemerne vokser sig større og større, men mange steder følger ressourcerne ikke med. Så ansvaret ender hos den enkelte lærer eller pædagog, som skal få det hele til at hænge sammen i et klasselokale, hvor børnene langt tidligere burde have fået meget bedre støtte.

Børn er ikke budgetposter, man kan spare på uden konsekvenser. For nogle børn koster besparelserne deres selvværd, skoleglæde og troen på, at de er gode nok. Og det værste er, at mange af dem aldrig får en fair chance fra start.