Når vi taler om nyankomne elever i skolen, kommer debatten ofte til at handle om pres. Hvor mange kommer der? Har vi pladser nok? Har vi ressourcer nok?
Det er selvfølgelig relevante spørgsmål. Men hvis vi kun taler om antal, overser vi noget afgørende: Nyankomne elever er ikke én samlet gruppe. Nogle elever kommer med stærke faglige ressourcer, men uden dansk. Andre har haft afbrudt skolegang. Nogle kommer for at blive. Andre er her kun i en kort periode, fordi deres forældre arbejder midlertidigt i Danmark.
Alligevel organiserer vi mange steder stadig, som om de havde nogenlunde de samme behov. Det har de ikke.
Hos os prøver vi derfor ikke kun at se den nyankomne elev som en elev, der mangler dansk. Vi prøver at se hele barnet. Hvad har eleven med sig i bagagen? Hvilken skolebaggrund har eleven? Hvad har eleven brug for fagligt, sprogligt og trivselsmæssigt for at komme godt i gang?
Vi prioriterer også mødet med familien højt. Når vi inviterer forældrene ind tidligt, får vi ofte en langt bedre forståelse af elevens baggrund, trivsel og behov. Det gør en reel forskel på, hvordan vi hjælper eleven ind i skolen og fællesskabet.
Men det stopper ikke ved modtagelsen. Hvis nyankomne og flersprogede elever skal lykkes i skolen, kræver det også, at vi ser på selve undervisningen ude i klasselokalerne. Jeg har kolleger, der allerede i deres planlægning tænker flersprogede elever ind. De arbejder bevidst med ordforråd, forforståelse, begreber og stilladsering, så eleverne får reel adgang til undervisningen.
Det er ikke kun DSA-lærerens ansvar
Jeg er helt sikker på, at den praksis findes mange andre steder. Men vi har brug for langt mere fokus på det område. For alt for ofte bliver flersprogethed stadig behandlet som noget, der ligger ved siden af den almindelige undervisning, i stedet for som en reel didaktisk opgave.
Så bliver ansvaret let placeret hos enkelte DSA-lærere eller ressourcepersoner, i stedet for at blive tænkt ind som en fælles, faglig opgave, og det er en fejl. For hvis vi ved, at elevgruppen ændrer sig, så må undervisningen også gøre det.
Samtidig mærker vi også presset. Ikke kun fordi der kommer flere elever, men fordi opgaven er blevet mere kompleks. Vi ser også elever, der kun er her i kort tid. Elever, som vi netop er begyndt at lære at kende, kortlægge og hjælpe ind i skolens hverdag, og så er familien væk igen kort tid efter. Lige når vi begynder at forstå elevens behov, skabe tryghed og tilpasse undervisningen, slutter opholdet.
Det stiller store krav til skolen. For vi vil gerne gøre det ordentligt. Men når elevforløb bliver korte og uforudsigelige, lægger det et stort pres på både lærere, ledelse og de kollegaer, der står tættest på eleven.
Nye elever med andre behov
Det er derfor, jeg mener, at diskussionen om nyankomne elever alt for sjældent handler om det, den burde handle om. Hvad kræver det faktisk at skabe en god skolegang for elever, der kommer ind i systemet på meget forskellige vilkår? For det kræver mere end velvilje. Og det kræver mere end hurtige løsninger. Det kræver, at vi tør organisere os ud fra virkeligheden og ikke ud fra forestillingen om, at én model passer til alle.
Det gælder også den elevgruppe, vi i stigende grad ser på mange skoler, børn og unge fra familier med midlertidigt ophold i Danmark. De elever bliver let usynlige i den almindelige integrationsfortælling, fordi de ikke nødvendigvis passer ind i de kategorier, vi er vant til at tænke i. Men deres behov er ikke mindre af den grund.
Tværtimod stiller de nogle helt særlige spørgsmål til skolens praksis. Hvor meget dansk giver det mening at bygge op på kort tid? Hvordan skaber vi tilhør og deltagelse, når tidshorisonten er usikker? Og hvordan tilrettelægger vi undervisning, der både er realistisk, fagligt meningsfuld og menneskeligt ordentlig?
Det er ikke små spørgsmål. Men de er blevet en del af skolens virkelighed. Derfor er det heller ikke nok at tale om DSA som noget, der gives ved siden af, hvis der er ressourcer til det. For DSA er ikke et tillæg. Det er for mange elever selve forudsætningen for, at undervisningen overhovedet bliver tilgængelig.
Hvis vi mener alvorligt, at nyankomne elever skal have reel adgang til skole, fællesskab og læring, så kræver det, at vi stopper med at behandle dem som én samlet gruppe, og begynder at organisere os med større faglig præcision og større menneskelig opmærksomhed.

Når vi taler om nyankomne som én gruppe, overser vi noget afgørende
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.