”I 1980’erne var de fleste skolebørn sammen med venner fire-fem hverdage hver uge, i 2022 er det kun for hver fjerde barn. I 1980’erne var omkring 30 procent af eleverne i 5. til 9. klasse sammen med venner mindst fem aftener om ugen. I 2022 er det mindre end hver tiende.”
Dette citat fra Skolebørnsundersøgelsen 2022 (Statens Institut for Folkesundhed, red.) er med i Dion Sommers bog: 'Barndom i opbrud'.
Det er tankevækkende, hvorledes barndommen i forhold til det fysiske møde mellem børn har ændret sig så markant.
Dion Sommer beskriver et opbrud, som ses mangfoldige steder, men han fokuserer på klimakrisen, AI, sociale medier og præstationssamfundet som værende kerneproblemerne i forhold til barndomslivet. Det giver en skarp analyse af barndommen i 2026.
Efter bogens første del, hvor opbrudsmarkørerne beskrives, følger mere heldigvis konstruktive og handlerettede kapitler.
Forfatter til bogen er Dion Sommer, som – ret ydmygt – præsenteres på bagsiden som professor i udviklingspsykologi gennem 45 år. Det bliver dog nævnt, at han, udover at stå bag henved 230 publikationer, har modtaget Ridderkorset for sin forskningsindsats. Respekt.
Bogen favner bredt og holder sig ikke snævert inden for Dion Sommers eget udviklingspsykologiske felt. Nej, han har samarbejdet, forsket og reflekteret med inddragelse af såvel dansk som international interdisciplinær forskning.
Sådan er hverdagen i skolen også: Fyldt med interdisciplinære problematikker, hvor alle problemfelter, pædagogiske udfordringer og al trivsel og mistrivsel hænger sammen i al sin kompleksitet. Derfor er det en glæde, at de pædagogiske temaer er i fokus i bogens anden del. Sidste del, har handlestrategierne om overskrift. Også tak for det.
Inspirerer med katapultideer
Dion Sommer skriver i sit forord, at bogen særligt henvender sig til lærerstuderende. Han skriver: ”I det mindste bør de i uddannelsen introduceres for uden for boksen-tænkning, det vil sige nye ideer og relativt uortodokse forslag til skolen.”
Som underviser på en læreruddannelse er jeg helt enig og glæder mig over denne tilgang til pædagogisk praksis og teori. Men flere kan læse med: pædagoger, universitetsstuderende, lærere og forældre.
Formidlingsformen i bogen er eksemplarisk. Der er en grundig indledning, hvor alle elleve kapitler omtales med en kort beskrivelse af indholdet. Sammen med indholdsfortegnelsen giver det et fint overblik, så man kan vælge fokus på sin læsning. Hvert kapitel afsluttes med en konklusion i punktform.
Bogens handlestrategier er på ingen måde tænkt som færdige løsninger. Det gode ord ”katapultideer” signalerer, at de omtalte og beskrevne handlestrategier er til inspiration for skolen og for uddannelsen.
Enhver kontekst er unik. Ved at læse bogen får man et afsæt for kvalificerede diskussioner i forhold til handlestrategier, der har forskningsmæssigt belæg frem for subjektive synsninger og følelser.
Barndommen er i opbrud, det giver også mulighed for, at pædagogikken kan være med til at forme en ny og forhåbentlig bedre retning og hverdag for børn – og voksne.
Anmelder jubler: En fremragende analyse af skolens problemer - og hvad vi kan gøre
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.