Musikfaget er et af de mest levende, kreative og givende fag, man kan undervise i, men det kræver sin lærer at få det til at spille i hverdagen. Som ny musiklærer kan man hurtigt mærke, at energien i lokalet er anderledes end i andre fag. Netop derfor er struktur, gode vaner og lidt forberedelse nøglen til succes.
Her får du syv konkrete hacks, der gør dit liv som musiklærer lettere, og som hjælper dig med at skabe timer, hvor eleverne glæder sig til at komme, og du stadig kan gå derfra med overskud.
Start og slut på samme måde hver eneste gang.
En kort rytme- eller sangleg samler energien og får alle i gang. Afslut gerne med et fast ritual. I vores skolekor sang vi for eksempel altid ’Nu er timen til ende’. Den genkendelige ramme giver ro, tryghed og gør eleverne lettere at styre, især i de yngre klasser.
Sørg for at være klar til undervisningen, inden I går i gang, og gør skift i undervisningen glidende og hurtige. Intet skaber larm og postyr, som at skulle stemme to guitarer midt i det hele.
Lav nemme, tydelige stemmer og fordel tonerne i akkorderne på tværs af instrumenter, for eksempel så hver elev på xylofon eller keyboard spiller én tone i akkorden. Det skaber fællesskab og struktur – selv med begyndere, og eleverne lærer hurtigt at lytte til hinanden.
Teknik svigter altid, når man mindst har tid til det.
Sørg for at have et lager af rytmelege, fællessange og bevægelsesaktiviteter. Du kan finde masser af inspiration i mine tidligere indlæg med rytmelege, fede hjemmesider og gode YouTube-kanaler.
Lav et simpelt skema, der viser, hvem der har spillet hvad, og roter naturligt ved hvert nyt sammenspilsnummer. Så undgår du konflikter om “de fede instrumenter” og giver alle mulighed for at prøve det hele.
Lad eleverne være med til at vælge sange, sammenspilsnumre og rytmelege.
Det skaber ejerskab, motivation og et stærkere fællesskab, hvor de føler, musikken også er deres.
Et simpelt 4-akkordsammenspil med god energi er langt bedre end et urealistisk projekt.
Det vigtigste er, at eleverne oplever, at de kan skabe musik sammen, ikke hvor avanceret det er.
Sæt dig ind i trinmålene, men husk, at mange mål kan opfyldes i samme aktivitet, hvis du planlægger med omtanke.
En god rytmeleg kan for eksempel dække både musikforståelse, puls, samarbejde og kreativitet på én gang. Lad kærligheden til musikken drive værket og være den primære drivkraft. Når du selv brænder for det, smitter det af på eleverne.
Gode materialer gør hverdagen meget lettere, og heldigvis findes der masser af muligheder, både gratis og betalte. Jeg har tidligere skrevet om både rytmelege, sammenspils-idéer og online ressourcer , men du kan også dykke ned i følgende:
Peter Riis’ sammenspils-hæfter inddelt efter genre på Dansk Sang – til dig, der vil prøve lidt mere kompliceret sammenspil i de ældre klasser.
Musik med QR-koder – gør det nemt at instruere mange elever samtidigt via digitale ressourcer.
Fagportaler som Alinea og Gyldendal – De kan være en stor hjælp til planlægning og har færdige forløb, men pas på: det bruger hurtigt hele musikbudgettet, og det er vigtigt, at du tilpasser forløbene, så de bliver dine egne og passer til dine elever.
Pædagogisk og didaktisk anbefaler min nærmeste musik-kollega “Mere Musik - Mindre Skæld ud” af Birgitte Schade.
Spørg din leder, om du kan få en erfaren musiklærer som makker i en periode i starten. Det giver tryghed, konkrete idéer til klasseledelse og en langt bedre start i musiklokale.
At undervise i musik handler om meget mere end at lære eleverne sange og akkorder. Det handler om at skabe et rum, hvor kreativitet, energi og fællesskab får lov at udfolde sig.
Med de rigtige rutiner, tydelige rammer og lidt kollegial støtte kan du få et fag, der både giver dig arbejdsglæde, og elever der elsker musik.
Få Folkeskolens nyhedsbrev om musik. En gang om måneden fra vores fagjournalist, og opdateringer når der er nyt (ca. 2-3 gange om måneden)
7 hacks til en god hverdag som musiklærer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.