Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Skolemadforsøget

Skolemad: "Jeg skal ikke være madpakkepoliti"

De fleste elever i Dorthe Bundgaard Clausens børnehaveklasse er glade for den nye, gratis, skolemad, men der bliver lidt kaos i klassen ved frokosttid, og enkelte elever vil ikke smage.

Dorthe Bundgaard Clausen

Klassen har brugt meget tid på at tale om at være 'madmodig', men de første dage var der et par elever, der ikke fik noget at spise, og det er noget af det, der bekymrer børnehaveklasseleder Dorthe Clausen.

Foto: Privat
Amanda Frisk
Amanda Frisk Freelancejournalist
Start debatten
14. januar 2026, kl. 04:43
Start debatten

På Vestfjendsskolen ved Skive var der gratis skolemad til alle indskolingselever fra mandag den 5. januar 

“Jeg synes, at det er flot og stort, at der er økonomien til det,” siger børnehaveklasseleder Dorthe Bundgaard Clausen. 

Skolen er en af de 191 skoler i Danmark, der er blevet udtrukket til at tage del i det landsdækkende forsøg med skolemad, hvor skolerne skal afprøve og udvikle frokostordninger. 

Vestfjendsskolen i Vridsted syd for Skive er i den gruppe, der har en ekstern madleverandør, og som tilbyder gratis mad til indskolingens omkring 100 elever. 

Det var meningen, at de skulle starte efter sommerferien 2025, men det har taget tid at finde en leverandør til at stå for maden. Det endte med at blive cafeteriet i den lokale hal, som ikke før har lavet mad til skoler. 

Skolen har ansat en køkkenansvarlig til at anrette maden og aflevere den i klasserne.

Giver lærere mere arbejde

Hver klasse får et rullebord med maden, hvorfra Dorthe Bundgaard Clausen hjælper eleverne med at øse op på deres tallerkener, og så sætter de sig ved deres skoleborde og spiser. 

"Jeg har fået ekstra arbejde i form af at øse op, men de øvrige praktiske opgaver tager den køkkenansvarlige. Det er en kæmpe hjælp, at jeg ikke skal stå og vaske op og alle de der ting,” siger hun. 

Efter forsøgsordningen er gået i gang, slutter Dorthe Bundgaard Clausen undervisningen 20 minutter tidligere end normalt, for at eleverne har god tid til at spise.

De første to dage fik de lasagne og tortilla, og den første ret var nem at servere, men det var lidt mere udfordrende med byg-selv tortilla.

“Der var agurker, gulerød, majs og ærter i én stor pærevælling. Det var lidt en forestilling. Men vi kan komme med tilbagemeldinger til det sted, der laver mad, og vi sagde, at det var måske knap så nemt for børnehaveklassen,” fortæller Dorthe Bundgaard Clausen.

Lærerne spiser med

Lærer/børnehaveklasselederen skal også spise med som en del af det pædagogiske måltid, men Dorthe Clausen har svært ved at finde tid til at få spist, fordi der hele tiden er noget at gøre. Når den sidste elev har fået mad på tallerkenen, så er der én, der skal have mere. 

Fordi der er 27 elever i Dorthe Bundgaard Clausens børnehaveklasse, er der to undervisere på, og derfor skiftes de til at rejse sig og hjælpe eleverne. 

Når eleverne er færdige med at spise, så skraber de madresterne ned i en skraldespand til formålet og stiller tallerknerne på rullebordet, og så ordner den køkkenansvarlige opvasken.  Der er blevet købt tallerkner, bestik, rulleborde og skraldespande til det hele.

Eleverne spiser i klassen

Eleverne har taget rigtig godt imod skolemaden. Men det er svært for nogle at komme i gang igen efter 14 dages juleferie. 

“Så der er virkelig mange nye ting. Derfor har vi holdt det meget lavpraktisk med, at børnene sidder på deres plads og spiser,” siger Dorthe Bundgaard Clausen.

Klassen har brugt meget tid på at tale om at være 'madmodig' og om fordelene ved at spise forskellige slags mad.

Hun kan allerede fornemme, at nogle af eleverne bliver udfordret lidt med at smage på noget, som de ikke kender til.

Der er en håndfuld børn, som får to portioner, der er en mellemgruppe som spiser fint, og så er der to, som slet ikke vil spise noget til frokost. 

Menuen udfordrer nogle elever

En af pigerne ville for eksempel ikke spise lasagne, fordi hun ikke kan lide tomater.

“Jeg bebrejder hende ikke for ikke at spise noget. Jeg skal ikke være madpakkepoliti, der skal tvinge dem til at spise. Det er ikke min opgave,” siger hun. 

Dorthe Clausen ser det som sin opgave at sørge for, at alle får mad på tallerkenen, og at snakke med eleverne om fordelen ved en varieret kost. 

“Men de får jo ikke meget energi, hvis de ikke får noget at spise. Så det er nok en af de ting, jeg er lidt bekymret for i forhold til det her,” siger Dorthe Bundgaard Clausen.

Hvad gør du, hvis de fortsætter med ikke at spise noget? 

“Vi har jo fået en madplan på en hel måned, og den er også sendt hjem til forældrene. Hvis det bliver ved, så er jeg nok nødt til at snakke med de enkelte elever og forældre om, at de skal snakke om madplanen, og at eleven måske skal have en madpakke med de dage, hvor de ikke kan lide menuen,” siger hun.

God madro i klassen

Der har været snak om, om eleverne skulle spise i skolens fællesrum, men Dorthe Bundgaard Clausen mener, at det styrker roen og den pædagogiske samtale om maden, at eleverne spiser i klassen. 

Hun oplever, at der god ro i klassen, og at det gavner fællesskabet at være sammen om et måltid. 

“Eleverne havde glædet sig vanvittigt til, at vi skulle starte med lasagne. Børnene virker glade, og de snakker med hinanden om menuen. Men det er meget kort tid, vi været i gang med forsøget,” siger Dorthe Bundgaard Clausen.

Det er for tidligt at konkludere på fordelene og ulemperne ved skolemadsordningen, men hun håber, at det kan føre til mindre misundelse i forhold til madpakker.

Forskellige madforsøg

Det landsdækkende forsøg med skolemad afprøver ordninger med og uden forældrebetaling henholdsvis med lokal produktion af maden og ekstern produktion. 
 
Der afprøves tre forskellige prismodeller:

  • Ingen forældrebetaling
  • Forældrebetaling på 15 kroner pr. måltid
  • Forældrebetaling på 25 kroner pr. måltid

Hun synes, at det er flot, at der er dedikeret så mange penge til forsøget, men at midlerne med fordel kunne have været brugt andre steder i folkeskolen.

Hun er til gengæld positiv over at spise den mad, de får leveret, og hun glæder sig til at se, om frokosten har en positiv indflydelse på elevernes energiniveau på længere sigt.  

Start debatten

Læs også

  • Lærer Thomas Nagel og anonymiserede elever i gang med at lave mad
    Skolemadforsøget

    Elever stopper Tomas på gangene og takker ham: "Det giver mig arbejdsglæde"

  • ”Jeg kommer til at savne spisepausen med børnene"
    Kortere skoledage

    ”Jeg kommer til at savne spisepausen med børnene"

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Skolemad: "Jeg skal ikke være madpakkepoliti"

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS