De færreste forældre klapper i hænderne, når deres børn endnu engang skal have ny matematiklærer.
Men faktisk kan de temmelig nemt bidrage til, at deres lærere bliver i jobbet, fortæller forsker Helle Plauborg, der er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.
I flere år har hun forsket i, hvorfor lærerne bliver i jobbet, og inden sommerferien afsluttede hun dataindsamlingen til en ny stor undersøgelse om spørgsmålet.
”Der er meget der tyder på, at elevers positive tilbagemeldinger betyder meget for, at lærerne bliver i professionen”, siger Helle Plauborg.
Forleden fortalte lærer Anne Hammer da også til Folkeskolen, hvad det betyder for hendes arbejdsglæde, når hun gør en forskel for sine elever.
”Når man så ser en elev, der rykker sig fagligt, eller som udvikler sig ind i fællesskabet, så bliver det bare ikke større” (…) ”Det kan lyde som en floskel, men det føles virkelig som om, at jeg gør en forskel for nogen. At det betyder noget, at jeg og mine kollegaer er på arbejde”, sagde hun.
Forældre bør anerkende lærernes indsats
Én af de lærere, som Helle Plauborg har talt med i forbindelse med sin forskning, fortæller for eksempel, hvordan hun en dag mødte en tidligere elev i et tog, som sagde, ’tak, fordi du gav mig min barndom tilbage’.
”Den slags anerkendelser tilskriver lærerne generelt enorm stor betydning, og det er meget afgørende for deres lyst til at blive i jobbet, selvom det er hårdt”, siger forskeren.
Nogle lærere kalder den slags oplevelse for ”livskvitteringer”, fortæller hun. De kan komme fra både nuværende og tidligere elever, men de kan også komme fra forældre.
Og netop her peger Helle Plauborg på en mulighed for, at forældre kan være med at løfte deres børns skolegang en anelse.
”Forældre kan med fordel anerkende deres barns lærere, og gerne med gode eksempler. Når en lærer gør en positiv forskel for en elev, kan der jo godt gå lang tid, før eleven indser det. Men som forældre er man ofte klar over det og kan godt gøre læreren opmærksom: ‘Her gjorde du altså en forskel’”, siger Helle Plauborg.
Lærer: Jeg får flere og flere taknemmelige hilsner
Folkeskolen har tidligere skrevet om forældre, der klager, når de er utilfredse med lærernes indsats.
Men inden sommerferien kunne lærer Trine Hemmer-Hansen også fortælle, hvordan hun faktisk oplever, at flere forældre og elever tager sig tid til at skrive anerkendende beskeder til hende.
Trine Hemmer-Hansen er dansk- og idrætsrådgiver på Folkeskolen, og i sit indlæg på folkeskolen.dk forklarer hun, hvordan et øget pres fra sociale medier skaber en utryghed hos unge i dag og en kompleksitet i de unges liv, der kræver ”en tydelig og opmærksom voksen, der har øje på mange ting”, som hun skriver.
”Formår jeg at se børn og unge og være der for dem i hyperkompleksiteten, så har de som regel også brug for at udtrykke sig, når skoleåret slutter”, skriver Trine Hemmer Hansen og fortsætter:
”Den øgede mængde af kort og hilsner de seneste år tilskriver jeg den sammenhæng, eleverne fungerer i. Læreren er i min optik i disse år vigtigere end nogensinde. Både som en guide, mediator og omsorgsgiver i et felt, hvor elever har brug for at blive set, hørt, forstået og anerkendt”.
Forsker: Sådan kan forældre hjælpe med at holde på lærerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.