”Det er bekymrende og ikke en god repræsentation af virkeligheden, når flertallet af lærerne i folkeskolen er venstreorienterede', siger Nye Borgerliges skoleordfører, som selv er lærer.
”Det er bekymrende og ikke en god repræsentation af virkeligheden, når flertallet af lærerne i folkeskolen er venstreorienterede", siger Nye Borgerliges skoleordfører, som selv er lærer.

Lærer er ny skoleordfører i Nye Borgerlige: Lærerværelset er for rødt

Mikkel Bjørn Sørensen er Nye Borgerliges nye undervisningsordfører efter Mette Thiesens exit. Han er netop valgt i Folketinget næsten direkte fra lærerværelset.

Publiceret Senest opdateret

26-årige Mikkel Bjørn Sørensen har overtaget posten som undervisningsordfører i Nye Borgerlige efter sin forgænger Mette Thiesen, der mandag forlod partiet efter en sag om chikane af en medarbejder.

Ligesom Mette Thiesen er Mikkel Bjørn Sørensen også lærer, og den erfaring vil han bruge på Christiansborg.

”Jeg tror, det bliver en fordel i politiske diskussioner om folkeskolen, at jeg rent faktisk har arbejdet dér og kender til udfordringerne. Derfor er jeg glad for, at jeg nu har fået ordførerskaber for de emner, jeg interesserer mig for og har erfaring med”, siger det nyvalgte folketingsmedlem.

Mere frihed til lærerne og færre dokumentationskrav er på listen over ting, Mikkel Bjørn Sørensen vil arbejde for i Folketinget, fortæller han.

Og så er han bekymret for ”den venstreorienterede skævvridning”, han mærker i hele uddannelsessystemet og i folkeskolen:

”Det er bekymrende og ikke en god repræsentation af virkeligheden, når flertallet af lærerne i folkeskolen er venstreorienterede. Ikke at der er noget galt med at være venstreorienteret, men for eleverne tror jeg, at det er sundt at have lærere med alle mulige politiske holdninger. Det er ligesom en del af demokratiet”.

Efter valget var halvdelen af partiet lærere

Før Mette Thiesens pludselige exit var tre ud af partiets folketingsgruppe på seks lærere. Det har nu ændret sig til to ud af fem. Ingen af de andre partier har så stor en andel af lærere repræsenteret i folketingsgruppen ifølge Folkeskolens optælling af lærere i det nye Folketing.

Borgerlige lærere hører da også til mindretallet, hvis man skal tro diverse undersøgelser. For eksempel viste en læserundersøgelse om Folkeskolens læsere i 2019, at 8 ud af 10 svarede, at de stemmer på et af de røde partier.

Indtil i sommer underviste Mikkel Bjerg Sørensen i historie, dansk, samfundsfag og kristendom i udskolingen på en folkeskole i Østjylland. Selv havde han et princip om ikke at tale om sit eget politiske ståsted med eleverne – med mindre de selv spurgte.

”For mig er det slet ikke relevant i undervisningen, hvad man selv stemmer. Men spurgte en af eleverne ind til det, svarede jeg selvfølgelig, og så kunne vi have en åben snak om det”, siger Mikkel Bjørn Sørensen, der efterlyser mere politisk mangfoldighed på de danske lærerværelser.

”Der er nogle farlige identitetspolitiske og venstreorienterede strømninger på landets universiteter, som jeg og Nye Borgerlige vil bekæmpe. Det er ikke på samme måde relevant i folkeskolerne, men der er en venstreorienteret skævvridning, vi skal til livs”, siger han.

Fik kritiske spørgsmål fra eleverne

Den nu tidligere folkeskolelærers politiske ståsted har ikke været nogen hemmelighed for eleverne, fordi han både på sociale medier og i interviews med medier har givet udtryk for sine holdninger.

Alle har derfor kunnet følge med, når han på sin Facebook-profil har skrevet om, at kvinder med tørklæde ikke skal kunne arbejde i hjemmeplejen, eller at indvandrere fra bestemte lande får så mange børn, at islam indenfor et par generationer vil overtage den danske kultur.

Den offentlige synlighed mærkede han, når eleverne somme tider stillede ham kritiske spørgsmål. Det syntes Mikkel Bjørn Sørensen kun var fint:

”For eksempel var der flere, der indimellem havde fordomme om, at Nye Borgerlige er et parti, der er imod alle udlændinge. Og så kunne jeg jo fortælle, at sådan er det altså ikke, men at det handler om aspekter af indvandringen og den manglende integration, vi er kritiske over for. Og det er jo fint at få punkteret nogle myter, hvis eleverne er nysgerrige”.

Mikkel Bjørn Sørensen blev uddannet lærer i 2020 og har arbejdet som lærer siden.


Powered by Labrador CMS