De kalder den godt nok Danmarks mindste skole. Men faktisk er skolen på Strynø rent administrativt en afdeling af Ørstedskolen, hvis hovedmatrikel ligger i Rudkøbing på Langeland.
”På den anden side,” som Lone Anesen kalder det med henvisning til farvandet Bredningen, der skiller Strynø fra Langeland. Vandet kan krydses på 35 minutter med den færge, der mandag til fredag sejler ti gange i døgnet mellem de to øer.
Færgen til Langeland er Strynøs eneste forbindelse til resten af Danmark.
Sejlturen bliver hverdag for Strynø-børnene, når de rammer 5. klasse. Indtil da har de deres skolegang i den fredede skolebygning i Strynø by, hvor lærerne Lone Anesen og Dorte Qvist Gregersen sammen med pædagogen Finn Jørgensen står for undervisningen af de ti elever, der går i 0. til 4. klasse, og som sædvanligvis undervises sammen.
”På nogle måder er det helt sikkert lettere at være lærer her end på en skole, hvor man har klasser med 25 elever,” siger Lone Anesen, som blandt andet står for matematikundervisningen.
En af fordelene ved at have den samme lille gruppe børn hele tiden er, at det giver stor frihed til at tilrettelægge undervisningen.
”Vi kan selv bestemme, hvornår vi vil holde frikvarter, for eksempel. Vi kan bytte timer indbyrdes, og vi har mulighed for at springe på en aktivitet, hvis chancen byder sig. Som da der kom nogle jægere til øen, og vi spurgte, om eleverne måtte være med til at flå dyrene. Det er skønt at have den frihed,” siger Lone Anesen.
Lone Anesen er den ene af Strynø Skoles to lærere, der underviser øens elever på 0.-4. årgang.
Men der er også nogle ting, som er sværere, fordi børnene er så spredt aldersmæssigt.
”Der er meget stor forskel på deres kognitive niveauer, og som lærer skal man finde ud af en måde at tale til klassen på, hvor man hverken taler hen over hovedet på de yngste eller ned til de ældste,” siger Lone Anesen.
”Ja, det kræver meget forberedelse,” siger Dorte Qvist Gregersen, som blandt andet underviser i dansk, engelsk og kristendomskundskab.
”Eleverne i 3. og 4. klasse nyder virkelig, når vi har dybe samtaler om for eksempel religion, og det skal der være plads til at have. Også selv om de yngste elever står lidt af imens. Generelt skal de yngste stå ret meget på tæer, uanset at vi gør, hvad vi kan for at undervisningsdifferentiere.”
Hele øen støtter op
Strynø er hjem for cirka 220 mennesker. Øens eneste forbindelse til resten af Danmark er den føromtalte færge til Langeland. Derfra skal man videre over to broer for at nå til Fyn via Tåsinge. Men i modsætning til mange andre små lokalsamfund udgør aldersgruppen nul til ti år en langt større del af øens befolkning end landsgennemsnittet.
Børnefamilier vælger Strynø til, og det skyldes i høj grad eksistensen af en skole.
Det ved hele øen, og hele øen støtter op om skolen, både økonomisk og praktisk, fortæller de to lærere.
Jeremy Cosmo Davies ejer og driver Galleri Tegn med sin kone Donna Hurford. Det er en fast tradition, at galleriet åbner sæsonen i maj med en udstilling af Strynø-elevernes værker.
”Jeg synes tit, at børnenes udstilling er den bedste, vi har. Det er altid skønt at se, hvor stolte de er af det, de har lavet. Skolen vælger selv tema og arrangerer også selv ferniseringen,” fortæller han.
”I år kom der omkring 80 mennesker. Det er da ret mange for en ø, hvor vi kun bor lidt flere end 200.”
”Vi inddrager hele øen i vores undervisning. Vi besøger landmænd, som fortæller om deres produktion, vi får brændt vores keramik hos en privat keramiker, der bor på øen, vi holder loppemarked og juleteater og forårskoncert, og hver gang kommer ikke bare børnenes forældre, men alle mulige beboere fra øen,” siger Lone Anesen.
Dorte Qvist Gregersen fik for eksempel nogle af øens mange udenlandske beboere til at hjælpe hende i engelsk, fortæller hun.
”Der bor en del på øen, som kommer fra forskellige engelsktalende lande. Dem fik jeg til at komme og fortælle om forskellige slangudtryk fra deres hjemlande. Børnene syntes, det var megasjovt, at tis, for eksempel, kan hedde så mange forskellige ting på engelsk.”
Relationen mellem øboere og skole går begge veje, understreger de to lærere. Skolens elever giver også tilbage til lokalsamfundet. De leverer artikler til lokalmediet Strønyt, de samler skrald på øens strande, og de åbner deres motionsdag for alle, der har lyst til at være med.
”Det mest bemærkelsesværdige er, at alle er klar til at stille op for skolen. I de fem år, jeg har arbejdet her, har jeg kun oplevet at få nej én gang – og det var et helt fair nej. Ellers har jeg kun oplevet, at folk er blevet glade for, at vi har spurgt, selv om det nogle gange er ret store tjenester, vi beder om,” siger Lone Anesen.
En politisk prioritering
Faktisk er Strynø Skole så populær, at forældrene har arbejdet for, at den skal fortsætte til 5. klasse. Og det ser nu ud til at lykkes, idet det indgår i den budgetaftale, en enig kommunalbestyrelse netop har vedtaget.
Skolen har ellers i en årrække været i fare for at lide samme skæbne som så mange andre landsbyskoler – at blive lukket. I 2022 var den i kikkerten i forbindelse med spareplaner i Langeland Kommune. Ligeså i 2018.
Søren Ramsing fra Lokallisten Langeland er formand for Langeland Kommunes børne- og skoleudvalg. Han mener, at de små skoler er afgørende for kommunens udvikling: ”Uden skoler er der ingen børnefamilier, og børnefamilier er centrale for livet i lokalsamfund.”
”Jeg er meget glad for, at vi kan imødekomme Strynø-forældrenes ønske om at udvide skolen med en 5. klasse, hvilket også er aftalt i forhold til Nordskolen,” siger han og fortæller, at han er optaget af at udvikle de små skoler som en fast del af skoletilbuddene på Langeland og Strynø:
Mette Meldgaard er indehaver af Strynø Frugthave, som producerer økologisk æblemost, og så er hun bedstemor til to af eleverne på Strynø Skole. Hendes får har været en del af et statistikprojekt, som skolens elever havde.
”De lavede en opgørelse over alle øens får, også mine, så de kunne lave opgørelser over deres farver og så videre,” fortæller hun.
Ud over at lægge får til optællingen støtter Mette Meldgaard op om skolen ved at være ”bedstelæser”, det vil sige at dukke op på skolen til den årlige verdens læsedag, så hun kan få læst historier højt af eleverne. Og selv læse en retur for dem.
”Der ligger efter min opfattelse også i budgetaftalen et budskab om, at vi alle kan se vigtigheden af at bevare og udvikle de mindre skoler, så vi også på længere sigt har Humble Skole, Strynø Skole og Nordskolen. Det er til gavn for både børn og lokalsamfund – og skal både fastholde børnefamilier og også meget gerne trække børnefamilier til Langeland Kommune.”
Bor tæt på eleverne
Både Lone Anesen, Dorte Qvist Gregersen og deres pædagogkollega Finn Jørgensen har privatadresse på Strynø. Så de er en del af øens liv, også i deres fritid, hvor de støder på deres elever og elevernes forældre hos øens købmand. Det er en lidt særlig måde at være lærer på, mener de.
”Inden jeg kom her til øen, var jeg lærer på en stor skole i København, og dengang var jeg meget opmærksom på at holde lidt afstand til mine elever uden for skoletiden. Så det med at bo så tæt på var noget, jeg tænkte meget over, inden jeg tog jobbet her. Men det har vist sig at være et meget lille problem,” siger Dorte Qvist Gregersen.
Wojtek Zochowski er Strynøs købmand, og han sælger blandt andet elevernes postkort.
”Børnene lærer at drive forretning. De kommer herned og henter pengene, og så regner de på, hvornår der er overskud, i forhold til hvad det har kostet at trykke kortene. Jeg er altid glad for at kunne hjælpe skolen på den måde.”
Overskuddet fra salget går til et godt formål. I år har skolen indtil nu doneret 3.870 kroner til madpakker til skolebørn i Afrika.
”Selvfølgelig køber børnenes forældre en del af kortene, men der er også turister, som vælger dem frem for mere almindelige postkort, når de hører om projektet,” siger Wojtek Zochowski.
Lone Anesen arbejdede på en lille landsbyskole på Fyn, inden hun kom til Strynø. Hun vidste derfor, hvad hun gik ind til:
”Vi er rigtig gode til at skille arbejde og privatliv ad her på øen. Alle forældrene forstår, at bare fordi vi støder ind i hinanden hos købmanden eller morgensvømmer sammen, så skal vi ikke til at diskutere, hvordan det går med skolegangen, lige i den situation.”
Øens månedlige fællesspisning i skolens gymnastiksal er næsten det sværeste, fortæller Lone Anesen. For den deltager hun i som privatperson, og så er det ikke hendes opgave at beordre børnene ned fra ribberne. Heller ikke selv om de sender stjålne blikke i hendes retning, fordi hun jo i skoletiden kalder dem til orden. Til fællesspisning på skolen er det forældrenes opgave at opdrage deres børn.
Dorte Qvist Gregersen er enig – og så alligevel:
”Jeg kunne jo godt finde på at sige noget til nogle børn, hvis jeg så, at de kravlede rundt på sæderne på færgen med støvler på. Men det ville jeg ikke sige som lærer, det ville jeg sige som øboer. Jeg ville også sige det til børn, der ikke bor her på øen. Så det er en afvejning, man hele tiden foretager.”
Alle ti elever i én klasse: De små må stå på tæer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.