Forventningen lyser ud af elevernes ansigter, så snart Martin Jantzen træder ind i 0.b. Han har en cajon under armen og en guitartaske på ryggen.
”Her har jeg mit keyboard,” siger han og begynder at lyne tasken op. ”Neeeeej, det er en guitar,” råber de.
Eleverne sidder ved gruppeborde, men ikke ret længe, for mens Martin Jantzen holder sig for øjnene, skal eleverne sætte sig i en rundkreds på gulvet, og så skal der rimes og synges.
Han begynder med lyde uden betydning og roser dem for at gentage i kor. Så skriver han B-I på et papir på gulvet. Og S-I på et andet. Og så kan han gå i gang med at lære eleverne det første rim, som de kan sige eller råbe i kor, mens han peger på det ene eller andet papir:
”Bi-bi-bi, kan du sig’ sig’ sig’, som en bi bi bi kan si. Zi zi Zi kan en bi bi bi li at sig’ sig’ sig … hvis den er en baby-bi.”

Børnene i 0.b sidder i en rundkreds og byder ind med ord, så de er med til at udvikle klassens fælles rim.

Martin Jantzen er musiklærer på Lundtofte Skole i Lyngby. Men det her er ikke musik. Det er en helt almindelig dag i børnehaveklassen. Og i næste time skal han ind i en dansktime i 1.b.
Når han arbejder med rim og rytmer med eleverne, handler det om at træne deres sprog, for det har de behov for.
”Jeg har tidligere arbejdet med rytme i forhold til at hjælpe børn, der stammer. Der fortalte en logopæd mig, at ud over de to til tre børn med taleproblemer, hun har i hver klasse, så er der et stort mørketal af børn, som har sproglige udfordringer, simpelthen fordi de ikke bruger sproget,” fortæller han.
Det betyder, at børnene taler langsommere og har et mindre ordforråd. Man kan tænke, at de bare er stille og generte, men i virkeligheden er det deres sproglige uformåenhed, der holder dem tilbage.
Solo eller to og to
I 0.b har Martin Jantzen alle elever med sig. Han får dem til at finde på fagter, der passer til de forskellige dele af rimet. Han sætter sig på cajonen og spiller på guitaren, mens han med foden peger på skiftevis bi og si på papirerne på gulvet.
Eleverne griner og hujer og vil have sangen hurtigere og hurtigere. Alle ser opmærksomt på ham og laver fagter, men ikke mange kan følge med i ordene, da det begynder at gå stærkt.

Martin Jantzen har skrevet bogen ’Børnedigte’ med 32 digte, som alle rimer over den samme stavemåde. Fordi endelserne på ordene er de samme, bliver de automatiserede, og børnene skal kun forholde sig til forlydene i ordene, som så til gengæld udtales forskellige steder i munden. På den måde fungerer endelserne som trædesten, mens begyndelserne træner forskellige lyde.
”Er der en af jer, der vil prøve solo?” spørger han, og en pige melder sig. Hun får lov til at stå foran ham og sige verset alene i sit eget tempo, mens han spiller og hjælper.
Kammeraterne lytter og klapper, og flere melder sig, da han tilbyder, at de kan fremføre remsen to og to.
Et par drenge kommer op. De stirrer koncentreret ud i luften for at huske ordene. Den ene kan dem næsten, den anden nøjes mest med fagter. Men de vokser begge et par centimeter under kammeraternes bifald og Martin Jantzens ros.
Børn interagerer mindre
I 25 år har Martin Jantzen været musiklærer på Lundtofte Skole. Skolen har stort fokus på musik, og de er fire sammentømrede mandlige musiklærere, som skriver skolens sange og har opbygget musikalske traditioner som krybbespil, koncerter og korsang på plejehjem gennem mange år.
Siden 2018 har han været på nedsat tid for at kunne dyrke sine egne musikalske projekter ved siden af lærerjobbet. Da han tog en master i musikpædagogik, satte han sig for som sit afsluttende projekt at undersøge, hvad rim og rytme kan gøre for børnene i mørketallet, som logopæden havde peget på.
Børn, hvis sprog halter efter.
Det blev til projektet ’For det meste siger koen bare Mueh – om rytme, fællesskab og sproglig deltagelse i skolen’ og til bogen ’Børnedigte’, som indeholder de rim og remser, han bruger til at træne børnenes sprog.
”En ting er, at det betyder noget for elevernes sproglige udvikling i forhold til skolen, når de ikke taler. Men det her har jo også demokratiske konsekvenser, når man ikke kan argumentere for sig og lader andre tale for sig,” forklarer han.
Udfordringerne ses hos flersprogede børn, som på tværs af deres sprog har masser af ord, men på dansk kun har et smalt ordforråd. Men udfordringer med sproget ligger også hos de etsprogede børn.
Martin Jantzen ser som lærer, at eleverne er påvirket af tiden. De får masser af hurtige indtryk, men de taler ikke, når de ser på skærme, og de interagerer mindre både med hinanden og deres forældre end tidligere.
”Vi har de dejligste forældre, men jeg oplever også, at de for eksempel har svært ved at lade børnene selv løse konflikterne. Kommunikation kræver, at man træner sit sprog. Det kan vi ikke gøre for børnene, kun hjælpe dem til at gøre det selv, og der har vi som voksne måske nogle gange for travlt,” siger han.
Med numsen bar
I 1.b er de vant til at se Martin Jantzen. De har ham også i musik, og deres dansklærer Anni Krik har fortalt, at han skulle komme i dag.
Her bliver eleverne siddende ved deres borde, mens Martin Jantzen skriver ”-ar” på tavlen og spørger, om de kan komme på ord med den endelse.
”Bar, far, zar, kar,” lyder buddene, og Martin Jantzen skriver dem på tavlen og laver så et rim med netop disse ord: ”Min far han er zar med lakridscigar, han er altid sød og rar.”
Undervejs peger han på ordene på tavlen, så eleverne kan sige dem sammen med ham.
”Når han går i badekar og sidder der med numsen bar, kan man se de ar, han har. Fra dengang far var barbar,” fortsætter Martin Jantzen sin remse.
Børnene griner, ikke mindst, da nogen kommer til at sige ”røven bar”.

Eleverne på 1. klassetrin får også lov til at finde på fagter, prøve rimet hurtigere og hurtigere og til sidst sige det solo, hvis de har lyst.
”Ved I, hvad en barbar er?” spørger Martin Jantzen, og en hånd ryger i vejret.
Eleverne har selv oplevelsen af, at de er med hele vejen. Også selv om de fleste falder fra, når remsen går hurtigt, fortæller Martin Jantzen.
”De stille børn er ikke vant til at blive lyttet til. De kan ikke nå at formulere sig hurtigt nok eller med meninger, der er interessante nok til, at deres kammerater ikke bare er strøget videre. Men når jeg giver dem ordene og støtter dem med rytmen, så lærer de det.”
I stå efter Halfdan
Rim og remser har en stærk kraft, og de har altid ligget i børnenes lege. Men det er, som om vi sprogligt er gået lidt i stå efter Halfdan Rasmussens rim, bemærker Martin Jantzen.
”Ved at arbejde med rim og remser på den her måde giver man børnene troen på, at de kan udtrykke sig, og de får oplevelsen af at blive lyttet til og anerkendt. Det har en meget stærk kraft.”

Eleverne i 1. klasse har fundet ord, der rimer på -ager. De får ordene på papir, klipper dem ud og sætte dem sammen på nye måder to og to, så de kan lave deres eget skøre, sjove eller underlige rim.
Dansklærer Anni Krik kan snildt finde tid til, at Martin Jantzen kan komme på besøg, for hun har i sine mange år som lærer oplevet elevernes sprog blive mere og mere sparsomt.
”De peger og siger: ’Vil du give mig den der?’ i stedet for rigtige sætninger som: ’Vil du række mig blyanten, der ligger ovre på reolen under bøgerne,’” fortæller hun.
Hun oplever, at eleverne meget gerne vil de musiske øvelser, ligesom de gerne vil lave hentediktater og de billedkunstfaglige ting, hun selv tager ind i dansktimerne. Og hun ser en klar værdi i, at Martin Jantzen får deres stemmer på gled.
”Det, jeg giver dem i rimene, er ord, der kan fungere som trædesten for dem. Når Anni så øver rimene og arbejder videre med det, får de trænet sproget gennem rytmen og får sikkerhed,” forklarer Martin Jantzen.
Særligt glad bliver han, når han oplever, at børnene tager rimene med ud på legepladsen og lærer dem videre til kammeraterne. Hans næste projekt handler om leg og sanglege. For hvordan kan man styrke børnenes sprog i legen, og hvorfor leger de stadig Bro, bro brille og ikke nye sanglege?
Men for nu skal 1.b have lov til at fordybe sig i deres egne rim.

Rim og remser virker: Martin giver ordfattige elever troen på, at de kan udtrykke sig
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.