Hunden Robot er blevet opslugt af jorden. På overfladen står Simon og Jacques og kigger ned i mørket. De kan høre hunden klynke langt nede, og nu skal de finde ud af, hvordan de kan redde den.
”I skal forestille jer, at vi har en maskine, der kan skabe en portal gennem tid og sted, men den kan ikke sende levende væsner igennem, kun døde genstande. Nu skal I bygge en løsning, så drengene kan løse deres problemer.”
Ordene kommer fra Rasmus Egede Dahl, lærer på Højelse Skole på Midtsjælland. Han er ved at instruere sin 8. klasse. Simon og Jacques er hovedpersoner i billedromanen ”Grotten”, og eleverne skal hjælpe de to drenge videre i historien som en del af et såkaldt novel engineering-forløb.
Rasmus Egede Dahl er også koordinator af Køge Kommunes Play@Heart-projekt, som har til formål at styrke en legende tilgang til teknologiforståelse. Men tankegangen har bredt sig til andre fag også, fortæller han, og derfor står klassen nu i en dansktime i skolens såkaldte tinkering-lokale.
Det er en anden måde at gå til faget på, men den er ikke mindre gyldig end de traditionelle tekstanalyser.
Rasmus Egede Dahl Lærer på Højelse Skole
Et stort bord i midten af lokalet er fyldt med opskårne papkasser, malertape i forskellige bredder og legoklodser i alle farver. På den ene væg hænger hultavler med små save og andre redskaber til at omforme pappet med samt små motorer, der kan sætte legokreationer i bevægelse.
”I må bruge alt herinde, det er teknologien, der skal tilpasses jeres ide, ikke omvendt,” understreger Rasmus Egede Dahl over for eleverne, der har delt sig i grupper og taget plads ved mindre borde.
”Og husk, at I også kan bruge vores skramlotek, hvis I ikke synes, I kan finde de rigtige materialer her.”
Kan en hund gå op ad en stige?
Eleverne går i gang med at bygge deres løsninger. Legoklodser blandes med bølgepap og grillspyd af bambus i forskellige variationer af kraner og stiger, der enten skal kunne hejse den (formentlig) sårede hund op af hullet i jorden eller give bogens hovedpersoner mulighed for at komme ned i hulen og hente hunden op.
Indmaden i et gammelt kassettebånd kan også bruges, når der nu ikke er noget snor lige ved hånden.
”Hunden kan nok ikke selv gå op ad stigen,” indvender Rasmus Egede Dahl over for en af grupperne.
”De kan bære den op,” svarer eleven med overbevisning.
”Så må vi da håbe, at det ikke er en kæmpestor rottweiler.”
”Nej, nej, det er en liiille biiiitte chihuahua,” griner hun, og det accepterer læreren så. Det fremgår jo ikke af teksten, hvad det var for en hund.
Nogle elever er ikke helt tilfredse med udvalget af dimser og klodser i tinkering-lokalet, så de smutter en tur på skolens skramlotek. Det er et lille kælderrum fyldt med alt mellem himmel og jord, som måske en dag kan blive en del af et undervisningsforløb.
Tekstiler, ledningsstumper og puslespilsbrikker ligger sorteret i kasser på reolerne, lige til at blive plukket ned i de indkøbskurve, der står ved indgangen. Efter lidt roden rundt på hylderne finder de to elever noget snor, de vil bruge til den rebstige, de planlægger at lave, og skynder sig tilbage.
Et pædagogisk benspænd
I tinkering-rummet arbejder eleverne upåvirkede af, at en vinduespudser er i gang på den anden side af glasset. En gruppe drenge har ladet sig inspirere af nogle film om bankrøverier, som de har set, og er gået i gang med at bygge en tunnelboremaskine af legoklodser.
”Så kan de bore sig ned og redde hunden,” forklarer én af dem, mens en anden forsøger at tilkoble en motor, så boret kan dreje rundt.
”Ja, det minder mig om noget,” siger Rasmus Egede Dahl og hæver stemmen, så han kan overdøve lyden af raslende lego og pap, der bliver savet i passende stykker.
”Hør lige engang, folkens,” siger han. ”I skal tænke på, at I kan sende jeres opfindelse gennem portalen til drengene i bogen, men I kan ikke selv komme igennem. I skal finde en måde, hvor I kan forklare dem, hvordan jeres opfindelse virker. Og de taler kun fransk.”
”Ej, men de kan vel regne ud, hvordan en stige virker,” udbryder en af eleverne, og det er der bred enighed om. Kran- og boremaskinebyggerne er mere usikre på, hvordan de skal få formidlet deres løsninger.
Benspændet om, at eleverne skal finde en måde at kommunikere med de fransktalende romanpersoner på, er en del af pædagogikken i forløbet. Det er en måde at holde dem udfordret på gennem hele forløbet.
”Vi leger os igennem, men det er ikke for sjov. I hvert fald ikke kun for sjov,” fortæller Rasmus Egede Dahl om de pædagogiske tanker, der ligger bag tinkering.
I slutningen af timen viser eleverne deres kreationer og løsningen på opgaven frem.
Mens eleverne arbejder, tager de en masse valg og fravalg. Dem skal de kunne argumentere for, når de præsenterer deres løsninger. Tanken bag tinkering som metode er blandt andet, at den åbner teksten for eleverne på en anden måde end gennem for eksempel traditionelle miljø- eller personkarakteristikker.
”Når vi arbejder på denne her måde, åbner vi op for, at elever og lærere går på opdagelse i teksten sammen. Det er en anden måde at gå til faget på, men den er ikke mindre gyldig end de traditionelle tekstanalyser,” siger Rasmus Egede Dahl.
Piktogrammer og monstre
Benspændet får konsekvenser for den gruppe, der har valg at bygge en tunnelboremaskine. For hvordan forklarer man to franske drenge, hvordan de bruger sådan en, når ens eget franske ordforråd begrænser sig til baguette og croissant?
”Stop. Med. At være. Racist over for franskere,” udbryder en af eleverne, som er synligt irriteret over, at hans klassekammerat ikke har ret høje tanker om franskmænds evner til at afkode en piktogramvejledning til at betjene tunnelboremaskiner.
De finder ikke en bedre løsning, så det ender med en simpel tegning: hånd + knap = hund – i håb om at det vil romanfigurerne kunne forstå.
I den anden ende af rummet har en gruppe haft med i deres overvejelser, at der jo kunne være et monster i den hule, hunden er faldet i. Så de har bygget et monster ind i det diorama, de har lavet. Men en af eleverne i gruppen ved nabobordet er ikke imponeret over udførelsen.
”Lad være med at hate på vores monster. I har ikke engang selv et monster,” udbryder en af monsterbyggerne smågrinende og følger op 30 sekunder senere: ”I burde være stolte af mig.”
Produktet er ikke vigtigt
Lydniveauet i rummet falder mærkbart, efterhånden som spisepausen nærmer sig, og der skal lægges sidste hånd på kreationerne. Der snakkes lidt i grupperne, og de sidste stykker malertape sættes fast. Tunnelboregruppen diskuterer med en anden gruppe, om deres maskine risikerer at dræbe hunden i stedet for at redde den.
Rasmus Egede Dahl kalder til samling, og en efter en præsenterer grupperne deres kreationer og redegør for, hvordan de løser Simons og Jacques’ problemer.
Tunnelboregruppen fortæller, at de vil overkomme sprogbarrieren med deres piktogramvejledning. En elev fra en anden gruppe mener dog, at det er svært at afkode, at det tegnede firbenede væsen er en hund. I hans gruppe har de taget den legende tilgang helt til sig og leget, at de kunne tale fransk godt nok til at kunne skrive en manual til deres kran. Sådan kan man også løse problemet.
Efter at have været alle grupperne igennem tager læreren ordet. Han roser dem for deres indsats og fantasifulde løsninger, inden han sætter dem til at rydde op, så de kan gå til pause. Stolene kommer op på borde, redskaber hænges op på væggene igen, og en stige bliver brækket midtover, så den kan fungere som våben i en venskabelig fægtekamp mellem to elever, der synes, at de har taget deres del af oprydningsarbejdet.
Ingen gemmer det produkt, de har lavet, eller begræder, at de ikke skal gemme det. Produktet har på intet tidspunkt været det vigtigste af det, de har lavet i dag.
Ny metode i dansk: ”Vi leger os igennem, men det er ikke for sjov”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.