”Det er voldsomt. Jeg kan have svært ved at tælle til fem”.
Sådan siger lærer Maria Mullan, når hun skal forklare, hvordan hendes psyke er blevet påvirket af en voldsom konfrontation med nogle elever på hendes skole for tre år siden.
Maria Mullan lider af kompleks PTSD, en variant af posttraumatisk stress syndrom (PTSD), som de fleste nok forbinder med traumatiserede soldater, der vender hjem fra krig. Mennesker, der er ramt af syndromet, lider blandt andet ofte af angstanfald og en markant kognitiv funktionsnedsættelse. ”En tåget hjerne”, som læreren selv kalder det.
Udfordringerne med at tælle opstår for eksempel, når hun en gang om ugen skal fordele sin medicin i en lille kassette med ugedage og tidspunkter på låget.
”Jeg mister simpelthen overblikket, når jeg skal tælle pillerne, og så må jeg spørge min mand, om han vil hjælpe mig,” fortæller Maria Mullan.
Tågehjernen viser sig også, når hun ikke kan finde sine sko i gangen, selvom hun bogstavelig talt står og kigger på dem, når hun ikke kan huske, hvor grydeskeerne ligger, eller når hendes børn kalder på hende fra stuen.
”Så siger jeg, ja, jeg kommer nu. Og to minutter efter, står de i døren og spørger, hvorfor jeg ikke kommer. Og så aner jeg ikke, hvad de taler om. Det har jeg simpelthen glemt,” fortæller læreren.
Når Maria kan blive ramt så hårdt, så kan hvem som helst risikere at blive ramt.
Tinne Vadskjær Tuncer Lærer og tidligere kollega
Det er snart to år siden, at Maria Mullan sidste gang var på arbejde på Absalonskolen. Nu er hun hjemme hver dag i villaen, hvor hun forsøger at få hverdagen til at fungere. Flere gange om ugen må hun ind og ligge på sengen med en særlige lys- og lydisolerende maske, fordi almindelige daglige gøremål har drænet hende for energi.
Hendes tilstand står i skarp kontrast til den person, hun var inden episoden på hendes skole.
”Jeg husker Maria som en meget robust lærer og fagligt dygtig. Hun passede sine ting og havde en god forståelse for elevernes behov, og hun havde altid en god vinkel på, hvordan man kunne få de udfordrede elever til at være med,” siger Tinne Vadskjær Tuncer, der arbejdede med Maria Mullan på Absalonskolen i Holbæk, da den skelsættende episode indtraf.
”Efterfølgende har jeg tænkt meget på dét, der skete med Maria. Jeg ser også mig selv som en stærk og robust person. Men når Maria kan blive ramt så hårdt, så kan hvem som helst risikere at blive ramt,” siger Tinne Vadskjær Tuncer.
På hjemmefronten var Maria Mullan "hende moren, der altid bød ind, når der skulle bages kage til fællesarrangementer i klassen", som hun siger, og i et hjem med fire teenagebørn var der gang i legeaftaler og almindelig hverdagspraktik, hvor Maria Mullan ifølge sig selv var familiens anker.
”Hende, der fik tingene til at ske,” som hun siger.
Hvordan kunne det gå så galt?
Historien om Maria Mullans PTSD starter en mandag for knap tre år siden. Hun underviser i udskolingen og forsøger at mægle i en konflikt mellem nogle elever, men ender i en voldsom konfrontation med nogle drenge, hvor hun føler sig ”meget utryg”, som der står i sagsakterne, som fagbladet Folkeskolen har set.
Kort efter modtager skolen og skoleforvaltningen klager fra forældrene, der beskylder Maria Mullan for vold mod deres børn. Hun får desuden at vide, at forældrene angiveligt har meldt hende til politiet for vold, og hun bliver kortvarigt hjemsendt fra skolen.
Den voldsomme episode ryster hende, og umiddelbart efter bliver hun ramt af en frygt for, at eleverne vil hævne sig på hende. Hun begynder at lide af koncentrations- og hukommelsesbesvær og af en ”ekstrem angst”, fortæller hun.
”Jeg var bange for, om jeg ville støde på nogle af de elever eller deres forældre. Jeg var bange for at gå udenfor min dør, og jeg var bange for, om de kunne finde på at dukke op hjemme hos mig, eller kunne finde på at smide noget gennem vores ruder,” siger hun.
Det er så vigtigt, at den her historie kommer ud. Hvis jeg kan redde bare én person fra at ende i den samme situation, så er det det hele værd.
Maria Mullan Lærer med kompleks PTSD
Når Maria Mullan ankommer til skolen om morgenen, bliver hun siddende i bilen og venter på, at hendes kollega kommer og henter hende. Hun kan pludselig ikke huske elevernes ansigter. Hun er bange for, at de en dag venter på hende på parkeringspladsen, og hun kan ikke adskille dem fra de mange andre elever, hun møder på sin vej fra parkeringspladsen og ind på skolen. Om eftermiddagen bliver hun fulgt tilbage til bilen igen.
Selvom Absalonskolen generelt bliver beskrevet som velfungerende, kan en anonym lærer fra skolen godt forstå, hvorfor Maria Mullan bliver bekymret efter sammenstødet med eleverne.
”Der er nogle hårde hunde blandt eleverne,” fortæller en lærer, der har ønsket at være anonym.
”Jeg er aldrig selv blevet truet direkte af nogen af eleverne, så det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Men hvis jeg stod i Marias situation, så ville jeg også være bange,” siger læreren.
"Jeg er fuldstændig ødelagt"
”Angsten fyldte alt, så jeg lagde ikke mærke til, at mine kognitive funktioner var så nedsatte, før min mand sagde, ’den er helt galt med dig, du kan jo ikke noget som helst’,” fortæller Maria Mullan.
I løbet af vinteren gik Maria Mullan derfor på deltid, og de følgende tre måneder forsøgte hun at udføre sit arbejde på trods af sine gener.
”Jeg gjorde, hvad jeg kunne, selvom jeg mærkede, at det kunne jeg ikke. Jeg knoklede på og ignorerede, hvordan jeg havde det, for jeg ville bare så gerne gøre det godt, og jeg ville bare så gerne tilbage til at være mig, og lave dét, som jeg synes er så superspændende og gøre en kæmpe forskel for nogen,” fortæller Maria Mullan.
I maj kom hun tilbage på fuld tid, men allerede efter to dage måtte hun give op.
”Jeg brød fuldstændig sammen foran min nærmeste leder. ’Jeg kan slet ikke noget som helst, jeg er fuldstændig ødelagt’, sagde jeg til hende,” fortæller Maria Mullan.
Føler sig ladt i stikken
I Maria Mullans lægeerklæringer, som Folkeskolen har fået lov til at se, står der, at hendes tilstand både skyldes den voldsomme episode på skolen, men også den usikkerhed hun har levet under i det efterfølgende år, hvor hun forsøgte at komme tilbage på arbejdet.
Hver uge øver Maria Mullan sig i de små ting, hun plejede at kunne.
For eksempel har hun overvundet sig selv og kan nu gå i Rema 1000 alene, selvom hun er angst. Og hun har også øvet sig ved køkkenskuffen, så hun faktisk kan finde den tang, hun bruger allermest i køkkenet.
Selv mener hun, at der ligger et stort ansvar hos skolens ledelse. Blandt andet skolens daværende leder, som hun mener, burde have løst konflikten med de pågældende elever og forældrene meget tidligere.
”For mig ville det have været naturligt at kalde eleverne til samtale efter et par dage, for at få en stille og rolig snak om, at vi havde haft en konflikt, der havde været voldsom for både dem og mig, og at den skulle vi have landet, så de ikke skulle gå og være bange. Der er jo trods alt også bare børn,” siger Maria Mullan.
Men hun oplever ikke, at konflikten bliver løst. Tværtimod føler hun sig fastholdt i konflikten på grund af en instruks, som hun får fra skolens daværende leder.
”Jeg bliver instrueret i, at jeg skal lade være med at have med andre end mine egne elever at gøre, at jeg skal lade være med at have øjenkontakt med dem, der går på samme årgang som de to drenge. Og hvis der er konflikter eller elever, der gør noget, de ikke må, skal jeg ikke gribe ind, men i stedet hente en voksen, og så skal jeg ikke bevæge mig rundt alene,” fortæller hun.
”Jeg bliver frataget alle mine muligheder for at gøre det, der er naturligt for mig, at hjælpe børn, som er ude på et overdrev, hvor de ikke kan bunde. For det var de,” siger Maria Mullan, der føler sig ladt i stikken af sin ledelse.
Under en tjenstlig samtale mellem Maria Mullan og skolens daværende leder bliver det indskærpet, at Maria Mullan burde have ”vurderet, om hun burde have trukket sig” fra situationen, og der bliver henvist til, at personalet skal sikre, at de ”optræder konfliktnedtrappende fx ved at optræde med brugen af redskaber inden for low arousal”, som der står i referatet fra mødet, som fagbladet Folkeskolen har set.
Skolens daværende leder kalder Maria Mullans historie tragisk, men ønsker ikke at udtale sig yderligere i sagen. To måneder efter episoden gik han på pension, og en konstitueret leder trådte i stedet.
”Maria har følt sig meget alene”
Folkeskolen har talt med Absalonskolens tillidsrepræsentant igennem mange år, med tidligere kollegaer fra skolen, med sagsbehandleren i den lokale lærerkreds samt med tre af de ledere, som havde ansvaret under Maria Mullans traumatiske forløb.
Hvad der helt konkret sker i månederne efter episoden, er der forskellige udlægninger af. Men tilbage står, at Maria Mullan ikke oplever, at hun får den støtte fra ledelsen, som hun kunne have ønsket sig. Hverken når det kommer til at tage hende i forsvar overfor de vrede forældre, eller når det kommer til at skabe en tryg arbejdssituation på skolen.
Det tager voldsomt på energien, når Maria Mullan taler om og tænker på episoden og hele hendes sygdomsforløb. Man mærker ikke hendes træthed i første omgang, men lidt efter lidt bliver blikket smallere.
Som Maria husker det, var der ikke nogen fra ledelsen, der kom og spurgte hende om, hvordan hun havde det.
”Der var nul af det. Der var ingen opfølgning af nogen art,” siger hun om sin oplevelse.
”Maria har følt sig meget alene i denne her sag. Hun har ikke kunnet mærke, at der var nogen på skolen, der havde hendes ryg,” bekræfter Trine Bollhorn, der er konsulent og sagsbehandler i Holbæk Lærerkreds, har været rådgiver og bisidder for Maria Mullan undervejs i forløbet.
”Hun har følt sig fuldstændig efterladt på perronen, og hun har manglet, at der er én der har stillet sig op foran hende og har skærmet hende og har sagt til forældrene, at læreren har gjort alt det rigtige, og at de skal pakke sammen og lade skolen tage sig af sagen. Det har hun haft brug for, og det har hun ikke fået,” siger sagsbehandleren.
Ekspert: Lærerne skal føle sig støttet og hørt
Ordet ’oplevelse’ er centralt, når man skal forklare, hvordan en potentielt traumatisk episode udvikler sig til PTSD.
Det fortæller Lars Peter Sønderbo Andersen, der er seniorforsker i arbejdsmedicin på Regionshospitalet Gødstrup. Han har været med til at undersøge PTSD blandt ansatte i psykiatrien. Her spurgte forskerne ansatte, der havde været udsat for vold på jobbet, hvor tilfredse de var med støtten fra ledere og kollegaer, fortæller han.
”Dem, der oplever en høj grad af støtte og opbakning, umiddelbart efter en trussels- eller voldsepisode, har en mindre risiko for efterfølgende at udvikle PTSD og depression, sammenlignet med dem, som ikke oplever at have fået tilstrækkelig hjælp og støtte fra ledelse og kollegaer,” forklarer Lars Peter Sønderbo Andersen, der vurderer, at det samme vil være gældende for lærere i folkeskolen.
”Det der kan betyde noget i et efterfølgende forløb er, at man føler sig hørt og støttet og set. Det modsatte kan forværre situationen,” forklarer han.
”Hvis man for eksempel får at vide, at man skulle have gjort noget anderledes, kan det give anledning til en sekundær viktimisering”, forklarer han. Altså at offeret bliver tilføjet yderligere skade, fordi det ikke får den støtte og opbakning, som det har brug for i situationen.
Skoleleder: Jeg gjorde hvad jeg kunne
Skolens nuværende leder Jesper Buhl Clausen tiltrådte ni måneder efter episoden og havde altså ansvaret i tiden, inden Maria Mullan blev sygemeldt på fuld tid.
Hvordan kan det være, at en lærer skal følges ind fra parkeringspladsen i flere måneder, uden at nogen griber ind?
”Det er en personalesag, så det er begrænset, hvad jeg kan udtale mig om. Men jeg har prøvet at hjælpe Maria med de værktøjer, som jeg nu engang havde til rådighed og det kendskab, jeg havde til sagen,” siger Jesper Buhl Clausen og tilføjer, at skolen har taget ved lære af Maria Mullans forløb.
Når Maria Mullan bliver overmandet af træthed, når blikket bliver sløret eller tankere bliver tåget, så lægger hun sig på sengen. Hun lukker af for lys og lyd og mærker sin vejrtrækning med hænderne på maven. Sådan her ligger hun typisk flere gange om ugen.
”Vi har forsøgt at tage den læring ud af situationen, som vi kunne, og vi er begyndt at arbejde mere systematisk med arbejdsmiljøet igennem nogle fora, nogle retningslinjer og nogle arbejdsgange, der er væsentligt anderledes end tidligere,” siger Jesper Buhl Clausen.
Absalonskolen havde faktisk allerede en beredskabsplan, da Maria Mullan kom i konflikt med eleverne. Planen beskriver, hvordan lærere fx skal hjælpes med psykisk førstehjælp, hvis de bliver udsat for vold eller trusler fra elever, men hverken lærernes tillidsrepræsentant eller Maria Mullan oplever, at den plan er blevet fulgt i hendes tilfælde. Men skulle en lignende episode opstå i dag, er Jesper Buhl Clausen tryg ved, at den nye, opdaterede, plan nok skal blive fulgt.
”Vi har et beredskab, der står noget stærkere, hvis vi skulle komme i en lignende situation. Vi har udviklet en helt anden måde at arbejde med de tillidsvalgte og nogle andre systematikker, så jeg er overbevist om, at beredskabsplanen ville blive fulgt”, siger han.
”Konsekvenserne er godt nok vilde”
Der er mange ting, Maria Mullan ikke kan huske, men en række datoer og oplevelser har brændt sig fast i hukommelsen.
”Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i går, men samtidig går der ikke en dag, hvor jeg ikke får flashbacks,” siger hun.
Dagligdags små uenigheder med hendes børn derhjemme, kan sende hende tilbage til konflikten med drengene på skolen. Og da hun forleden var ude og handle med sin mand, blev hun sendt tilbage til frygten for at blive forfulgt, fordi en mand gik for længe bag hende i frugt- og grøntafdelingen, forklarer hun.
Flere gange om ugen øver hun sig på at komme ud af huset. Ofte med sin mand ved sin side.
”Når folk ser mig i byen, tror de måske at jeg har det godt nok. Men de ser ikke de fire dage, jeg har brugt på at forberede mig på at gå ud, eller de to dage bagefter, hvor jeg ikke kan noget som helst og bare skal være i stilhed, derhjemme”.
Når hun tænker på episoden og det efterfølgende forløb bliver hun overmandet af træthed. Og efter mere end en times interview ved hun godt, at resten af dagen kommer til at foregå i et stille rum bag nedrullede gardiner.
”Men det er så vigtigt, at den her historie kommer ud. Hvis jeg kan redde bare en person fra at ende i den samme situation, så er det det hele værd,” siger hun og understreger,
”For konsekvenserne er godt nok vilde”.
Jeg spørger jo mig selv, om det er realistisk, at jeg nogensinde kan arbejde som lærer igen? Det tror jeg ikke.
Maria Mullan Lærer med kompleks PTSD
Det er to år siden, at Marias PTSD blev anerkendt som en arbejdsskade, og for nylig blev hun endeligt opsagt fra Absalonskolen efter lidt over to år med skiftende syge- og raskmeldinger.
”Min psykiater skriver, at han er i tvivl om, om jeg nogensinde kommer ovenpå igen. Min egen psykolog tror på, at jeg kan blive rask i løbet af en årrække, men at jeg i hvert fald skal være i behandling i et år endnu, før jeg kan være et sted, hvor jeg ville kunne fungere lidt bedre,” fortæller Maria Mullan, der netop er startet på et fire måneder langt PTSD-behandlingsforløb.
Hun har været lærer i Holbæk i 22 år. Hendes egen mor var lærer på kommunens folkeskoler indtil hun gik på pension. Men sådan regner Maria Mullan ikke med, at det kommer til at gå hende.
”Jeg spørger jo mig selv, om det er realistisk, at jeg nogensinde kan arbejde som lærer igen? Det tror jeg ikke,” siger hun.
Maria fik PTSD på sit job i folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.