Emily er uvanligt stille. Hun vipper fra den ene fod til den anden. Der er kun to minutter til, at det bliver hendes tur.
Dansk mundtlig prøve. Højtlæsning, tekstanalyse, samtale, refleksion - alt sammen på et sprog, hun for tre år siden knapt vidste eksisterede.
Og hele konceptet med en mundtlig eksamen er også nyt for hende.
”I Ghana havde jeg skriftlig eksamen efter hver 'term', fire gange om året. Og så er det kun læreren, der har noget at sige. Her har vi noget at sige, og læreren har noget at sige. Det kan jeg godt lide, men det er også svært, for du kan blive spurgt om hvad som helst. Og så på dansk,” siger Emily.
Vi befinder os på Bavnehøj Skole, som er en af fem skoler i København, som har udskolingsmodtageklasser. Skolen huser fire udskolingsmodtageklasser, en for ukrainske elever(8.MU), en for nytilkomne (8.MA), en for dem der er godt på vej (8.MA, og en for dem, der har så godt et sprogligt niveau, at de kan undervises hen mod afgangsprøven (9.M).
I den sidste har Anish, Noa, Emily og otte andre elever gået det seneste år.
Omkring dem på gangen væver engelsk, argentinsk, urdu, dansk, ukrainsk, hindi, bosnisk og arabisk sig ubesværet ind mellem hinanden, når eleverne fra de fire modtageklasser taler sammen.
Anish nikker til Emily. Han stiver af sig ved, at det gik rigtigt godt, da han, Emily og Noa gik op i naturfag sammen.
Så bliver Emily kaldt ind. Hun går med faste skridt frem til bordet med den klassiske grønne dug, hvor hendes dansklærer Monica Edelmann venter sammen med censor.
”Jeg er meget nervøs. Men jeg har det nok bedre, end jeg selv tror”
siger Emily. Hendes største frygt lige nu er, at hun får black out.
Mens Emily er inde, ridser vi lige rammerne op for nyankomne elever i udskolingen.
Udgangspunktet i lovgivningen er, at flersprogede elever skal til afgangsprøve ligesom alle andre elever.
Men hvis eleverne er fyldt 14 år, når de kommer til Danmark, kan de få lov til at gå længere i modtageklasse end de obligatoriske to år. Hvis skolens ledelse vurderer, at deres danskkundskaber ikke er tilstrækkelige til udslusning i en dansk skoleklasse. Der er desuden mulighed for, at de kan gå op på særlige prøvevilkår og fx få ekstra tid til prøven eller få hjælpemidler med.
Og så er der også mulighed for, at de helt kan helt blive fritaget fra at gå til nogle eller alle prøverne.
Særlige prøvevilkår betyder ikke, at prøven kan være på et andet sprog end dansk, eller at de må have tolk med. Skolens ledelse kan give lov til, at de har en fysisk eller online ordbog med til prøven, men de må ikke bruge oversættelsesprogrammer, der giver hele sætninger.
”Det er altså det, der står i loven”
Emily og de andre elever fra 9.M's dansklærer Monica Edelmann er koordinator for modtageklasserne. For hende er der ingen tvivl om, at eleverne skal til afgangsprøve, hvis de overhovedet er i nærheden af at kunne sprogligt.
Da hun kom til skolen for otte år siden, var det almindeligt, at nyankomne elever ikke gik til afgangsprøve. Da en dansklærer i 9. M stoppede for fem år siden blev Monica Edelmann bedt om at overtage, selv om hun i 25 år som dansk som andetsprogslærer aldrig havde ført elever til afgangsprøve før.
”Det var benhårdt det første år. Jeg nørdede ned i alle vejledninger, kimede fagkonsulenten ned og lærte en masse af en dygtig udskolingskollega. Men så kom jeg til at elske det. Og jeg bad om at måtte fortsætte.”
”Siden har jeg startet en ny M9 hvert år, og alle mine elever går til prøve. Jeg ved godt, at de ikke er det, der altid sker rundt om i landet, men det er altså det, der står i loven.”
”De kan godt, hvis vi forventer af dem, at de kan - og selvfølgelig forbereder dem ordentligt.”
Monica Edelmann, flersprogskoordinator og dansklærer i 9.M på Bavnehøj Skole.
Anish har valgt spiralsagen
Anish ser et øjeblik lidt fortabt ud alene på gangen, efter at Emily er gået ind. Det er hans tur næste gang.
Heller ikke han har oplevet mundtlige eksaminer, hverken i Nepal, hvor han kommer fra, eller i Portugal, hvor han og hans forældre boede et år, før de kom til Danmark for tre år siden.
Men han føler sig faktisk klar, fortæller han.
”Vores lærere har hjulpet os meget. De er klar til at hjælpe os altid. Så jeg er ikke nervøs...eller næsten ikke.”
Han har trukket emnet 'Man gjorde et barn fortræd' og besluttet sig for at tale om spiralsagen, hvor statsminister Mette Frederiksen undskyldte over for grønlandske kvinder.
Anish ved præcis, hvad han skal sige. Alt er skrevet i hans sirlige noter, som han har læst igennem mange gange.
”Mine forældre kan ikke hjælpe mig, for de taler ikke dansk og har ikke så meget uddannelse. Men de støtter mig og siger hele tiden til mig, at jeg skal være god og gøre gode ting.”
”Vi er her for, at jeg kan få en god uddannelse, så selvfølgelig betyder det meget, at jeg klarer mig godt. Nogle gange savner jeg mine venner i Nepal, for det er jo mit eget land. Men jeg tror alligevel, jeg vil blive i Danmark, for så kan jeg få en uddannelse og et godt job,” fortæller han.
Noa kommer slentrende ind på gangen. Anish smiler lettet til ham, for de har trukket samme fordybelsesområde.
”Skal vi finde et rum, hvor vi kan prøve det en sidste gang?”
Men nu kommer Emily ud, og de to drenge har 1.000 spørgsmål. Hun småhopper på stedet af nervøsitet, mens hun forsøger at svare på det hele.
Og så bliver hun kaldt ind for at få sin karakter.
Her får hun masser af ros af både lærer og censor. Monica giver hende et kæmpe kram, og da Emily sænker sine papirer fra ansigtet på vej ud fra rummet, dukker et kæmpesmil frem.
Hun danser en lille sejrsdans mellem drengene. Hun ved allerede, at hun kommer til at gøre lige som efter naturfagseksamen.
”Jeg kommer til at fortælle alle, jeg møder, hvor godt det gik - ikke kun min far og mine brødre, men også kvinden i kassen i Netto,” griner hun., starter på dansk og slår så over i engelsk for helt at kunne udtrykke sine følelser.
”Jeg kommer til at fortælle alle, jeg møder, hvor godt det gik - ikke kun min far og mine brødre, men også kvinden i kassen i Netto”
Emily, 17 år
Emily er et skridt nærmere sin drøm om at blive gynækolog. Foreløbig har hun søgt 10. klasse for at få mere dansktræning. Så vil hun i gymnasiet og derfra videre.
”Jeg havde en periode, hvor jeg slappede lidt af med skolen, for det hele var lidt meget. Men så sagde min far til mig, at det her handler om, hvad jeg kan resten af mit liv.”
Midt i glæden giver hun sig til at rose sine lærere.
”De har forklaret alt, hvad der skulle ske til eksamen, og vi fik prøvet det inden, det ændrede alt for mig. Det føles som 'We did a really good job, and they helped us polish it more'.”
Nu, hvor prøven er overstået, kommer følelserne ud på engelsk:
”I am SO proud of myself now! I want to salvage the moment. I worked hard, and I did gooood!”
Så er det Anishs tur. Han går ind med samme sikkerhed som Emily.
”Jeg har hørt, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Men her er der også sorte pletter i historien”
Anish, som har valgt at gå op i Mette Frederiksens tale til de grønlandske kvinder i Spiralsagen.
Og selv om han var i tvivl om, hvor meget han selv skulle tale, og hvor meget han skulle vente på at blive spurgt, så ender han med et lige så stort smil som Emily.
”Jeg havde slet ikke troet, at det kunne gå så godt,” siger han, ryster lidt på hovedet og kører en hånd over sit lille overskæg.
”Og så lige samtidig med, at jeg har fået kørekort”.
Noa har god tid til sin sidste forberedelse. For efter Anish har lærer og censor en lille pause i det lange program.
Første gang som censor for nyankomne
Anne Jensen, som har været dansklærer siden 1994 de seneste fire år på Skolen på Amagerbro, har været censor mange gange før. Men det er første gang, hun er censor for elever, der næsten lige er kommet til landet.
”Jeg tænkte på forhånd, at det ville blive spændende, men også svært. Og jeg havde besluttet mig for, at hvis bare jeg kunne forstå, hvad de sagde, så ville jeg være helt ligeglad med accent.”
Monica Edelmann nikker. Hun husker tydeligt en leder, hun engang talte med, der kom hjem fra en mundtlig afgangsprøve i matematik og havde givet samtlige elever 00, fordi ”hun ikke kunne forstå et ord af, hvad de sagde”.
”Jeg syntes, det var modbydeligt af hende. For havde hun overhovedet gjort sig umage? Hvordan ville vi andre tale, hvis vi kun havde haft et år eller to til at lære russisk?”.
De to lærere er enig om, at prøven handler om det danskfaglige, og ikke om at tale perfekt dansk.
Til gengæld er de begge enige om, at de bedømmer det danskfaglig helt på samme vilkår som hos almeneleverne.
”Det er en stor positiv oplevelse at opleve eleverne her. Hold kæft et godt stillads, du har opbygget omkring dem. Jeg tror faktisk også, at jeg har rykket mig lidt, for jeg har måske været en af dem, der ikke synes, at det er rimeligt, at de skal op,” siger Anne Jensen til Monica Edelmann.
”Det har jo en kæmpe værdi at vise dem, at man tror på dem i stedet for at pakke dem ind vat”
Anne Jensen, censor og dansklærer på Skolen på Amagerbro
Vilkårene til prøven er de samme og som Anne Jensen siger 'De 12 taller, jeg giver her, er ikke mindre end dem, jeg giver de øvrige elever”.
Men Monica Edelmann lægger ikke skjul på, at der ligger et stort og meget bevidst arbejde i at gøre eleverne klar til prøverne, som modtageklasseteamet arbejder tæt sammen om.
De laver temaer på tværs, så eleverne kan bruge det, de lærer om etos, logos og patos i engelsk, når de skal op i dansk. De samarbejder om at gøre deres elever prøveklar.
Og når hun læser hovedværker med eleverne, vælger hun gerne en graphic novel og romaner, som andre måske ville mene hørte til mellemtrinnet, så læsebyrden ikke bliver for overvældende.
”Jeg opfordrer også altid eleverne til at finde og læse teksterne på deres stærkeste sprog først, så de forstår indholdet, og jeg udvælger romaner, som er filmatiseret, fordi det er en god måde at komme ind i romanens univers for vores elever.”
Anne Jensen smiler.
”Ja, og så har jeg også siddet her og fulgt med i, hvordan du lige husker dem på at få deres bøger med, spørger til, hvorfor far ikke kommer til translokationen og tilbyder at ringe til ham og generelt opmuntrer dem hele vejen. Og alle dine elever kender alle de danskfaglige modeller. Du bygger et godt stillads op omkring dem.”
Monica Edelmann griner lidt.
”Måske, men for nogle af dem er vi lærere jo også det faste holdepunkt, de har i en ret barsk hverdag.”
Mens lærerne har holdt pause, har Noa prøvet sit oplæg af på sin fransklærer, som han har mødt på gangen.
”Det hjælper meget på selvtilliden, at jeg har lavet mock exam”
Noa, 16 år
Det er to år siden han og hans lillebror forlod Sarajevo i Bosnien for at følge deres mor til Danmark, hvor hun skulle giftes med en dansk mand.
”Jeg tænkte, at det var ret spændende, at jeg kunne få flere muligheder for uddannelse og job i Danmark. Men jeg mistede jo også mine venner. Jeg besøger dem hver sommer og snakker med dem på messenger. Men selvfølgelig savner jeg dem.”
Noas lillebror er kun ni, så han startede i en almindelig dansk 1. klasse og taler flydende dansk. Men Noa er glad nok for, at han selv kom i modtageklasse.
”Jeg tror, det har været bedre for mig. Det er nemmere at møde venner fra andre lande, og jeg har haft det rigtigt godt. Måske kunne jeg have lært bedre dansk i en almindelig klasse, men jeg synes, lærerne gør et godt job med at lære mig dansk her.”
Han er ikke så nervøs, for han er vant til at tale dansk i Netto, hvor han arbejder, og til basket, hvor han har danske venner.
”Men jeg taler bosnisk til min lillebror, for ellers glemmer han det helt,” griner han. ”Og også med en af dem fra den anden M-klasse, for han er fra Kroatien”.
Dermed gør han også præcis, hvad Monica har opfordret ham til. Han træner sit danske i skolen og i fritiden. Og han træner sit modersmål - i skolen og derhjemme.
Indsatsen ser ud til at bære frugt, for også han klarer sig godt ved det grønne bord.
”Det er perfekt. De var virkelig rare. Jeg kunne svare på alt, hvad de spurgt om,” fortæller han de fire drenge og Emily, der venter udenfor.
Han giver high fives og griner stort til de forbipasserende lærere, der lykønsker ham. Han starter direkte på Rysensteen Gymnasium efter sommerferien, og med den afslutning på afgangsprøverne, føler han sig virkelig klar.
”De har et internationalt program, så det var nemt for mig at blive accepteret, og jeg kommer til at gå sammen med venner fra basket. Min plan er at blive i Danmark. Jeg har fået god undervisning, og jeg tror, jeg har en god fremtid. Og når jeg bliver 17, håber jeg, at jeg får permanent opholdstilladelse.”
Redaktionen har efterfølgende fået lov at dele de tre elevers karakterer. Noa fik 12, Emily fik 10 og Anish fik 10. Deres lærer Monica Edelmann understreger:
“At få karakteren 02 er i sig selv et godt resultat, når man er modtageklasseelev”.
”Lærerne har hjulpet os meget, så jeg er ikke nervøs for eksamen...eller næsten ikke”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.