”Det var temmelig grænseoverskridende”.
Sådan siger Sidse Bjerge Hansen om de tre måneder i efteråret, hvor en journalist fulgte hendes hverdag som lærer på Tagensbo Skole i København.
Flere dage om ugen var journalisten med i klasselokalet, når læreren forsøgte at undervise en kulret 8. klasse i naturfag eller matematik.
Han var med klassen på lejrskole, han var med til forældremøde, og han var også med første uge efter sommerferien, da den erfarne lærer lettere nervøs skulle overtage biologiundervisningen i skolens 7. klasser, hvor andelen af udfordrede elever ligger et godt stykke over gennemsnittet.
Journalisten hedder Mads Olrik og arbejder til daglig på mediet Zetland, og de mange timer i Sidses undervisning var research til en bog om lærergerningens storhed, der udkommer i slutningen af august.
Balancerede flere gange på kanten af afmagt
Sidse Bjerge Hansen er med sin skoleleders ord ”knalddygtig til, det hun laver”, men alligevel er bogens scener fra hendes lærerliv langtfra en perlerække af perfekte didaktiske skoleeksempler.
Læseren er både med, når hun med omsorg og tålmodighed lykkes med at nå ind til selv de allermest kulrede og udfordrede elever, men samtidig kan enhver for eksempel også læse, hvordan det meste af en lektion går med at få eleverne til at forholde sig i ro i én af de berygtede 7.-klasser, hvor juicekartoner og fejekoste flyver gennem luften, hvor elever slås, råber, svarer igen og går ind og ud af klassen, som det passer dem.
Der er mange scener i bogen, hvor hun balancerer på kanten af afmagt, men denne oplevelse var alligevel noget særligt, fortæller læreren, da Folkeskolen møder hende et halvt år senere på Tagensbo Skole .
“Jeg har ikke oplevet så vild en situation i mine 16 år som lærer, men jeg var godt klar over, at jeg kunne komme til det en dag”, siger Sidse Bjerge Hansen om situationen.
Især i sine senere år som lærer hører hun nemlig oftere sine kollegaer fortælle om lignende næsten surrealistisk kaotiske oplevelser fra klasselokalerne.
”Jeg kan virkelig godt lide at være lærer. Men jeg kan også godt mærke, at det kan jeg ikke være til jeg er 72, hvis det er sådan her, vi kører. Det er simpelthen for hårdt”.
Sidse Bjerge Hansen Lærer på Tagensbo Skole
Ville vise et helt ærligt billede af undervisningen
Selvom hun med al sandsynlighed ville udstille sine professionelle fiaskoer for offentligheden, havde Sidse Bjerge Hansen på forhånd besluttet sig for at være “100 procent ærlig i sin undervisning”, når journalisten var med, forklarer hun.
For hele pointen med at medvirke var netop at vise omverden et ægte billede af folkeskolen.
”Jeg har ikke brug for endnu en artikel, hvor en journalist har været på besøg i en klasse i halvanden time, der er forberedt ned til mindste detalje, og hvor alting bare spiller. Jeg har brug for, at folk skal se, hvor vild hverdagen kan være i skolen”.
“De skal se de rammer, vi arbejder i”, siger hun.
”Det er eddersparkeme hårdt at være lærer“
For selvom Sidse Bjerge Hansen er kendt som en dygtig og engageret lærere, synes hun, at det er sværere at drive skole, end omverden lader til at tro.
”Det er eddersparkeme hårdt at være lærer”, siger hun.
Lærerjobbet har aldrig været et 8-16-job for hende, men en følelsesmæssig rutsjebanetur, fordi hun som lærer er personligt engageret i eleverne på godt og ondt.
Men i mange år har hverdagen i skolen været alt for hektisk, og spørger man hende er én af årsagerne, at der er for store forventninger til, hvad skolen skal.
Selvom hun måske har nok forberedelsestimer på papiret, var Sidse Bjerge Hansen sidste år pludselig bagud med to emner i matematik i en af sine 8.-klasse.
Hun satte sig ned og lavede en opgørelse over sin tid og kunne konkludere, at mere end halvdelen af hendes undervisningstid med klassen var gået med ting, der ikke var undervisning, fortæller hun.
Omlagte timer, udflugter, besøg på erhvervsskoler, kursus i hjertemassage og førstehjælp, digital dannelse og et hav af andre ting, som er kommet på skemaet igennem tiden.
“Der burde være plads til, at jeg rent faktisk kan være der for nogle af de her unge mennesker. Hvis jeg ikke kan det, så kan jeg faktisk ikke være stolt af at være lærer”
Sidse Bjerge Hansen Lærer på Tagensbo Skole
“Der er så mange dygtige og omsorgsfulde lærere, der brænder for at lave god undervisning. Men de får ikke ro, fordi der er så mange, der hele tiden vil udvikle på folkeskolen. Jeg har været lærer i 16 år, og jeg er aldrig gået ind til et år, hvor der ikke er et eller andet fagligt didaktisk eller noget andet nyt, som vi lige skal prøve af. Der er aldrig ro på, og hvert år bliver der skruet op med flere nye tiltag”, siger hun.
”Inklusion er jo vigtig, og seksualundervisning er vigtig og lejrskoleture er vigtige, men hvis skolen skal løse alle de opgaver, kan man ikke forvente, at vi holder et tårnhøjt fagligt niveau”, siger Sidse Bjerge Hansen.
Stod det til hende, skulle forældre og politikere gå lidt mindre op i elevernes faglighed og i stedet rette opmærksomheden mod det store menneskelige arbejde, som lærerne udfører.
”Folk er virkelig optagede af, om eleverne nu lærer det, de skal, men de glemmer, at lærere i dag også skal være socialpædagoger og psykologer. Det er jo os, der står i første række til at gribe alle de børn, der har det svært”, siger Sidste Bjerge Hansen.
Med de faglige krav og de mange forventninger er det svært at få tid til relationsarbejdet, men der er ingen vej udenom, påpeger hun.
“For jeg kan heller ikke undervise eleverne, hvis jeg ikke har en god relation til dem”, siger læreren.
Ingen stolthed uden nærhed
Tagensbo Skole ligger midt i et af de socioøkonomisk mest udfordrede områder i København.
I hverdagen møder Sidse Bjerge Hansen elever med angst, elever fra familier med misbrug og elever, der har det svært på et utal af forskellige måder. Og omsorgsopgaven hverken kan eller bør nedprioriteres, mener hun.
”Der burde være plads til, at jeg rent faktisk kan være der for nogle af de her unge mennesker. Hvis jeg ikke kan det, så kan jeg ikke være stolt af at være lærer”, siger Sidste Bjerge Hansen.
Det ville være synd at sige, at elevgruppen i Tagensbo Skoles udskoling emmer af autoritetstro, og når Sidse Bjerge Hansen skal undervise en ny klasse, skal hun ofte tale med store bogstaver.
Især i starten af året bruger Sidse Bjerge Hansen meget tid med eleverne i sine pauser. Spiller bold eller tager en stille snak for at vinde deres tillid og respekt.
Det kræver en god relation til eleverne, hvis hun skal kunne undervise dem.
Men læreren har en slags tommelfingerregel. For hver konfrontation hun har haft med en elev, skal hun helst have fem gode interaktioner. Det er sådan, hun vinder elevernes respekt og anerkendelse, og især i den første del af skoleåret går rigtig meget af tiden i pauserne derfor med at tale med eleverne.
“Jeg ville ønske at Mads (Olrik, red.) kunne se klassen i dag. De er simpelthen blevet så gode og søde”, siger Sidse Bjerge Hansen, imens hun viser Folkeskolen rundt på Tagensbo Skole.
Tror på “de bløde hænders autoritet”
I skolegården står en håndfuld af drengene fra hendes 8. klasse og spiller basket. I mange frikvarterer har Sidse spillet sammen med dem, netop for at skabe denne her relation, fortæller hun.
Modsat mange af dem, der taler om lærernes autoritet i samme åndedrag som stramninger af ordensbekendtgørelsen og bedre muligheder for sanktioner overfor elever og forældre, tror Sidse Bjerge Hansen på “de bløde hænders autoritet”.
”Eleverne har brug for nærværende voksne. Når jeg som lærer er der for mine elever, kommer respekten og autoriteten”, siger Sidse Bjerge Hansen.
Respekten skal findes i den gode relation, mener hun. Både når det gælder elever og forældre.
”I dag kan du ikke ringe til forældre og bede dem få styr på deres barn, der har gjort et eller andet i skolen. Hvis du vil have deres respekt, er du nødt til at vise, at du er bekymret for deres barn, som igen gør noget, der ikke er godt for ham selv”, siger hun.
Sidse Bjerge Hansen udnytter en ledig stund til at skrive til en elev med skolevægring for at se, om hun kan lokke eleven i skole i dag.
Men den slags relationsarbejde tager tid. Og spørger man Sidse Bjerge Hansen, hvad hun kunne ønske for folkeskolen i fremtiden er svaret, ro.
Folkeskolen har brug for ro, lærerne har brug for arbejdsro og tid, hvis de skal kunne være de nærværende voksne, der er behov for. For selvom Sidse Bjerge Hansen og kollegaerne i dag løser opgaven ved at bruge af deres pauser og af sig selv, så kan det ikke blive ved på denne her måde.
”Jeg kan virkelig godt lide at være lærer. Men jeg kan også godt mærke, at det kan jeg ikke være til, jeg er 72, hvis det er sådan her, vi kører. Det er simpelthen for hårdt”.
Lærer er hovedperson i ny bog: ”Folk skal se, hvor vild hverdagen kan være i skolen”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.