Kim Fupz Aakeson er god til at læse højt. Han har valgt nogle af sine sjoveste, korte historier. Han laver stemmer, og han gør sig umage. For der sidder to hele 4.-klasser og lytter. Det går fint, men en gruppe drenge nede bagerst synes alligevel, at nu er den her time godt nok gået.
”Nu vil jeg læse noget og bagefter fortælle, hvorfor jeg stopper,” siger forfatteren.
Drengene spidser ører, men ser skeptiske ud. Indtil Kim Fupz Aakeson halvvejs i fortællingen siger: ”Nu er der ikke mere, for jeg er gået i stå. Hvad skal der ske?” En skov af arme skyder i vejret. Og særligt mange fra de bagerste rækker.
”Jeg husker ikke, hvad de foreslog, for det skulle jeg jo selv løse. Men jeg husker begejstringen. Det er dejligt at læse og lytte og se andres historier. Men det er endnu bedre, hvis man selv får fingrene i det,” fortæller Kim Fupz Aakeson om sit besøg på folkeskolen Læringshuset i Hedehusene.
Selv har han haft ”fingrene” dybt nede i historiefortællingen i 40 år. Han har skrevet så mange bøger, at det vækker klimaskam at printe hans bibliografi. Og han har – så langt tilbage som Center for Undervisningsmidlers arkiv rækker – været en af de mest udlånte skønlitterære forfattere. Fordi hans bøger er sjove, og det vil eleverne gerne læse? Måske, men ikke kun derfor.
”Jeg synes tit, humor har det godt op ad noget alvorligt. Jeg har levet et fuldt liv, så jeg ved, at verden også er forfærdelig og rædselsfuld,” siger den 67-årige forfatter med et af sine mange skæve smil.
”Mit arbejde er ret egensindigt og selvoptaget”
Før Kim Fupz Aakeson overhovedet tænkte på at skrive selv, var han pædagogmedhjælper i en børnehave. Der oplevede han, hvor fedt det var at læse Ole Lund Kirkegaard op. Både for børnene og for ham selv.
”Humoren er et sted, hvor børn og voksne kan mødes. Der er mange steder, vi ikke mødes, fordi vi har forskellige agendaer. Vi voksne skal have det hele til at køre, mens børnene bare vil nyde. Når jeg hører, at jeg rammer en seksårig og en skolelærer på andet ægteskab samtidig, så er det godt. Hvis jeg vidste, hvad tricket er, så lavede jeg ikke andet,” siger Kim Fupz Aakeson.
Betyder det så, at han tænker i målgrupper og bruger børn, han møder, eller sine egne tre børn?
”Nej, tværtimod. Folk har tit spurgt, om det så er min datter, jeg skriver til. Men nej, hun havde superdårlig smag som barn. Ville kun læse ’Wendy’-blade, så hun var helt ubrugelig. Og jeg tror heller ikke på algoritmer. ’Alle kan lide krimier!’ Ja, minus dem, der ikke kan. Sådan er det også med børn. Du kan ikke ramme alle.”
Han holder heller ikke øje med salgstal.
”Mit arbejde er ret egensindigt og selvoptaget. Jeg er ikke interesseret i, hvad læserne synes, før jeg er færdig. Men så synes jeg til gengæld, det er sjovt. Og jeg er da utrolig glad for, at mine bøger bliver brugt. Også i skolen.”
Nogle bøger er som at smutte mandler
Det lyder legende let, når Kim Fupz Aakeson beskriver, hvordan hans bøger, film og teaterstykker opstår. Men over 200 titler kommer ikke af sig selv. Det begynder altid med ideen. Den kan komme alle steder fra, og han har altid flere projekter i gang samtidig.
”Det er min rastløshed. Når jeg har afleveret en roman, går der seks uger, før der sker noget, og med film kan det være otte måneder. Så jeg fylder altid ud. Og så midt i noget kan jeg pludselig få en ide. Det kan godt have lidt karakter af djævleuddrivelse, for jeg får ikke fred, før jeg har skrevet det grundlæggende ned.”
Normalt skriver han i ”munkecellen” i sin lejlighed på Østerbro, hvor han går på arbejde hver morgen, læser mails og ser på gårsdagens arbejde. Nogle bøger er som at smutte mandler. Andre dør på slagmarken eller kan ligge på hans computer i ti år.
”Som ’Klovnen, der bare ikke var særlig sjov’. Den startede jeg på i 2010. Dengang var den halvfjerdseragtig og handlede om en kapitalistisk cirkusdirektør. Jeg viste den til min redaktør i 2016, som sagde: ’Den er fin.’ Det betyder på redaktørsprog: ’You’ve been better.’”
Den bog knækkede han endelig i 2019.
”Når den er der, så ved man det. Men jeg er afhængig af min redaktør. Det er ligesom med forældre. De skal være kærlige, men også have moderens skrappe blik.”
Skrev historier for at have noget at tegne til
Kim Fupz Aakeson har en særlig kærlighed til tegninger, og i virkeligheden kom han ”sidelæns” ind i sit forfatterskab. Hans ungdomsåbenbaring sagde nemlig tegneserietegner. Forbillederne var Tintin og Asterix, men her rakte hans evner efter eget udsagn ikke. Til gengæld kunne han tegne fagbladenes kedeligste artikler sjove.
”Vi levede af, hvad jeg tjente som fagblads- tegner, så jeg sagde ja til alt, indtil jeg faldt over billedbøger til børn. Jeg kendte ingen børn, men der var kun lidt tekst og god plads til sjove tegninger, så jeg begyndte at skrive historier for at have noget at tegne til.”
Ret hurtigt voksede teksterne, og tegningerne skrumpede. Tegneren var udmattet og mishandlet af at sige ja til for meget, men forfatteren var klar. I 1984 debuterede han med børnebogen ”Hvem vover at vække guderne?” om mennesker i en landsby, der er så bange for drager og røvere, at de beder guderne bygge en mur omkring dem.
”Helt fra mine allerførste bøger er humoren vejen ind, men der er alvor bag humoren. Det kommer nok fra min opvækst i Albertslund, hvor de andre drenge blev to hoveder højere. Så må man finde en anden hård valuta. Jeg har været rockerirriterende i skolen.”
”Kedsomheden lurede hele tiden. Særligt i sommerferien. Der var ikke som nu ’Vil du på dansecamp eller tenniscamp? Det var: Her er syv uger, gør, hvad du vil. Der var ikke noget at lave, hvis man ikke kunne finde på noget. Men det kunne jeg. Man skal ikke underkende kedsomhed som kreativ kraft.”
Her aner man konturerne af Kim Fupz Aakesons nok allermest kendte karakter, Vitello. Drengen, der spiser spaghetti med riveost og har et uendeligt arsenal af lidt for gode ideer, som han kan udleve på Ringvejen sammen med vennerne Max og Hasse.
Jeg har levet et fuldt liv, så jeg ved, at verden også er forfærdelig og rædselsfuld
Kim Fupz Aakeson
”Han blev faktisk til på en opfordring fra Gyldendal, som spurgte, om jeg ikke kunne skrive en serie, som drenge gad læse. Jeg var for fin til at skrive serier, men så kom jeg i tanke om, hvor glad jeg havde været for at læse ’Alfons Åberg’ højt, for den handler om noget.”
Alfons var taget og i øvrigt ”lidt for meget på den søde tand” til Kim Fupz Aakeson. I stedet lod han sig inspirere af sin nevø, der altid kom galt af sted.
”Det holder aldrig op med at være alkymi”
Efter nogle år som forfatter søgte Kim Fupz Aakeson ind på Filmskolen. Måske mest fordi det var ensomt at sidde alene hjemme og skrive. Og med den uddannelse i bagagen har han ved siden af bøgerne skrevet manuskripter til både spillefilm og teater.
”Det er nok det allerbedste ved mit arbejde, at jeg aldrig ved, hvad dagen bringer, fordi jeg laver så mange forskellige ting. Det holder aldrig op med at være alkymi, oftest fremstiller man ikke guld, men man håber hver gang.”
Der er stor forskel på genrerne. I film er der så mange penge på højkant, at man hele tiden skal tage højde for, hvad det, man finde på, koster. I teater er der mere respekt for det skrevne ord, og man kan se tingene på scenen og nå at påvirke.
”I filmbranchen er det bare: Gå lige til side i klipperummet, så laver vi den færdig. Det var jeg megamopset over i starten, men nu ved jeg, at jeg skal stemme mig selv i forhold til det. I børneteater er alt frit, men du får to skuespillere og en ølkasse. Derfor kan jeg jo heller ikke sige nej til projekter som ’Ragnarok’ og ’Snedronningen’ i Dyrehaven, hvor Det Kongelige Teater siger: Vil du have heste? Vil du have kor? Vil du have band?”
Kim Fupz Aakeson skriver også voksenbøger og young adult, som også bliver brugt i skolen. Men det har slået ham, at de faktisk alle er alvorlige.
”Jeg ved ikke, om det er en afsmitning fra filmverdenen, hvor socialrealisme er det billigste at lave, fordi der ikke er engle og flyvende elefanter. Når jeg skriver til de store, har jeg måske haft lyst til at fortælle om realismen. Om en bog skal fortælles humoristisk, er noget, man kan mærke fra starten. Humor er ikke noget, man sprinkler på til sidst.”
De seneste år har han skrevet bøger om at være au pair i ”Au pair”, om kriminelle unge i ”Drengestreger”, om at bliver løsladt efter mange år i fængsel i ”Skyggen foran mig” og om tvangsanbragte børn i ”Slaraffenland”.
Her har hans udgangspunkt ikke været det humoristiske, men ikke desto mindre møder han jævnligt læsere, som kalder hans voksen- eller ungdomsbøger sjove.
”Men det er måske snarere den slags humor, der bliver siddende i halsen,” siger han.
Skandaløst at lukke skolebiblioteker
Selv om Kim Fupz Aakeson skriver i andre genrer, vender han altid tilbage til børnelitteraturen.
”Min kærlighed til børnebøger er fuldstændig intakt. Der kan man alt, bare man har en god historie. I børnebogslandskabet herhjemme er vi modige, og biodiversiteten er der. Blandt både forlag og forfattere.”
Desværre betyder det ikke, at danske børn læser meget, og Kim Fupz Aakeson kan heller ikke sige, at han har brudt koden til, hvordan man får børn til at læse.
”Det, der fungerede bedst hjemme hos os, var fælles læsestund. Hvis de ikke ser os forældre læse, hvorfor skulle de så selv? Men det er skidesvært. Når vi har gadgets og telefoner, kan de hele tiden underholde sig selv på måder, hvor de bliver tilskuere. Og de bliver konstant anbefalet nyt, som i virkeligheden bare er mere af det samme.”
”En af bogens kvaliteter er jo, at den kommer uden strings. Man ved ikke, hvad man får, før man læser den. Vi kan tale længe om bogens kvaliteter, men det hjælper ikke noget, hvis de ikke vil læse dem.”
Derfor har han også været chokeret over både at se og høre om skoler, hvor det fysiske skolebibliotek er erstattet af to bogvogne, der står i et hjørne.
”Glæden ved bøger starter med, at de er tilgængelige, og at der er formidling. En, der ved noget om bøger, som siger: ’Den her tror jeg er noget for dig.’ Og det er ikke det samme som en dansklærer, som er forpligtet til at finde noget til undervisningen. Det er skandaløst, at det er tilladt at lukke skolebiblioteker. Der bliver sagt meget om kultur- og læsekrise, men der bliver gjort meget lidt.”
Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Nemlig på folkeskolen Læringshuset i Hedehusene, hvor Kim Fupz Aakeson var på besøg. For de er gået den modsatte vej.
”Der er et rigtigt stort skolebibliotek med et læseområde med huler, man kan sidde i. Bøgerne er tilgængelige, og midt i det hele er der en rigtig skolebibliotekar. En ildsjæl med Cykelmyggen Egon tatoveret på armen. Og hvis vi forfattere så formår at skrive bøger, der rammer både barnet, den voksne skolebibliotekar og læreren, så de kan dele ægte begejstring, så tror jeg på, at det betyder noget.”
Skolens favoritforfatter: "Humor har det godt op ad noget alvorligt"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.