Fagligt fyrtårn 
på Østre Gasværk

Lasse Aagaard Nielsens øjne slår nærmest gnister. Den 45-årige musiklærer fra Humlebæk er ikke ved at kaste en grusom besværgelse, selvom det sikkert ville passe godt til den opsætning af Lene Kaaberbøls nyklassiker »Skammerens datter«, som er i gang med de sidste forberedelser på det imposante Østre Gasværk. Gnisterne kommer frem helt af sig selv uden hjælp fra troldmænd og drager, når snakken falder på musikfaget og ikke mindst hans, ifølge eget udsagn, omsiggribende hobby - at komponere til de skrå brædder.

Lasse Aagaard Nielsen har nemlig skrevet al musikken til stykket, og det er ikke første gang, musiklæreren begiver sig ud i et musicaleventyr af dimensioner. Han er således også manden bag noderne til stykker som »Blod og ære«, »Sidste chance« og »Von Scholten«. »Der er folk, der spørger, om jeg ikke bare skal være komponist. Det skal jeg ikke, for jeg er jo skolelærer«, fastslår den overbeviste musiklærer Lasse Aagaard Nielsen.

Eventyret om eventyret

Tilblivelsen af musikteaterstykket »Skammerens datter« kalder Lasse Aagaard for »et eventyr«. Fra han og de to barndomsvenner, dialogforfatter Sune Svanekier og tekstforfatter Thomas Høg, fik idéen for lidt over et år siden, gik der blot tre måneder, før Østre Gasværks direktør Pia Jette Hansen sagde god for at sætte de tre bagmænds stykke op i den gamle gassilo på Østerbro i København. Alt sammen på baggrund af en enkelt sang og en synopsis, der vakte begejstring hos både teaterdirektøren og bogseriens forfatter Lene Kaaberbøl.

»Jeg er ikke specielt overtroisk, men nogle gange får man bare den der: 'Det var meningen, det her'«, siger musiklæreren.

Pludselig kommer gnisterne igen til syne i Lasses Aagaard Nielsens øjne. Det har nemlig været en særlig udfordring at sætte sig bag klaveret denne gang, forklarer han. En særlig nordisk udfordring.

»I stedet for at lave den med standardrockbesætning, har vi lavet det lidt fællesnordisk, så det er nogle svenske musikere, Westra Aros Pijpare, der spiller. De har specialiseret sig i at spille på gamle, håndbyggede barokinstrumenter, som har en helt speciel lyd. Man skal lige pludselig skrive til lut og krumhorn, og det passer jo helt perfekt til universet. Det kunne også være en vej til en ny måde at undervise på«, fortæller Lasse Aagaard begejstret og fortæller, hvordan han overvejer at bruge gamle nordiske sange og instrumenter i musiktimerne på Lundtofte Skole.

Det store sammenspil

Det er ikke kun de gamle, dyrebare instrumenter, der indgyder inspiration under begge Lasse Aagaards kasketter. Samarbejdet med teatrets professionelle udøvende er en anden faktor, fortæller han. Samtidig bidrager hans lærergerning til arbejdet med de mange forestillinger og koncerter, for selvom han efter eget udsagn har svært ved at låne en kop sukker hos naboen, giver lærerrollen ham en sikkerhed.

»I forhold til at kunne arbejde sammen med andre i team og foran en masse mennesker giver det at være lærer en hel masse«, forklarer han. Musiklæreren jonglerer gerne med flere rytmeæg på én gang. Det sker blandt andet under Lundtofte Skoles årlige interaktive julekalender, der blandt andet udmønter sig i skolens egne julesange og elevdemonstrationer, der skal redde nisserne og dermed julen. »Skammerens datter« holder han heller ikke inden for Østre Gasværks runde murstensvægge.

»Hele mellemtrinnet laver et fælles arbejde omkring 'Skammerens datter'. Det er en fantastisk måde at komme hele vejen rundt på, fra man første gang underviste i den og tænkte: 'Det kunne blive en fed teaterforestilling', til der rent faktisk er blevet en forestilling, man kan undervise i. Det bliver fedt«, siger Lasse Aagaard Nielsen.

Fyrtårn for et fag i havsnød

Musiklæreren og komponisten mener selv, at han er privilegeret i kraft af sin stilling på Lundtofte Skole, men han er ikke døv for musikfagets nuværende udfordringer. Han har heller ikke flere musiktimer per klasse end gennemsnittet. Livet som musiklærer er en balancegang.

»Jeg elsker at undervise i musik, men jeg kan også huske de første to år, hvor jeg nærmest havde alle skolens musiktimer. Der var det lige før, jeg ikke kunne lide musik bagefter. Hvis man har 25 musiktimer om ugen, er man lige til at feje op og smide ud bagefter«, siger Lasse Aagaard, der dog stadig selv har svært ved at fastsætte, præcis hvor mange timer han rent faktisk bruger på musikken hver uge.

Lasse Aagaard har også blik for den forhindring, der lader til at være musiklærernes største i dag. På trods af mange musiklæreres store engagement så lades de ofte i stikken. Lasse Aagaard mener, der er et svindende fokus på et musikfag, som ifølge ham kan bidrage med andet og mere end fællessang og blokfløjter.

»Jeg tror, at man ville få en positiv afsmitning på alle andre fag i skolen, hvis man havde flere musiktimer. Børn og unge mennesker glemmer at synge og spille, og det er svært at tage op igen, når man er blevet ældre. Hvis eleverne har musik gennem udskolingen, vil man nå over det punkt, hvor det er pinligt, og man ikke tør«.