Fælles kreativitet som faglighed, ikke frikvarter

”Kreativitet er et vanskeligt ord, fordi det er et substantiv, der tingsliggør noget, som ofte viser sig i processer, der er svære at fange ind på forhånd” står der som en afgørende konstatering i Lene Tanggaards Kollektiv kreativitet. Kreativitet er en proces, også i skolen, hvor man kan stræbe efter at skabe rammer og rum for fordybelse og undersøgende arbejde, men man kan ikke måle kreativiteten.

Der er tre elementer, der er særligt afgørende for kollektiv kreativitet: Rammesætning, undersøgende arbejdsformer og pædagogisk dømmekraft. Her i denne korte nye bog af Lene Tanggaard Kollektiv kreativitet bliver kreativitetsbegrebet sat sammen med folkeskolens undervisning, og igen formår Tanggaard at udfordre 1970'ernes papmaché-og-plancher-forståelse af kreativitet.

Tanggaard indleder første kapitel med en case fra en skolehverdag, et blik ind i 7.-klasses dansktime, hvor eleverne samtaler om en tekst, der handler om en piges oplevelser i en krigszone.
Tanggaard skriver: ”Undervejs i samtalen bevægede læreren sig rundt i rummet og lyttede til eleverne Hun var opmærksom på, hvordan rytmen i samtalen udviklede sig, hun improviserede undervejs for at holde samtalen kørende, og hun skabte plads til, at alle kunne være en del af samtalen.”

Samtalen var så inspirerende, at alle ønskede at deltage. Her i bogen interesserer Tanggaard sig for denne ”kollektive kreativitet”, der kan opstå, når skolen og fagene åbner sig for verden og eleverne gennem ”eksperimenterende, legende, kreativ og praktisk undervisning, der også kan rumme kunstneriske, æstetiske elementer.”

De praktiske arbejdsformer er interessante og tager afsæt i en skotsk tænketank for pædagogisk udvikling (Learning and teaching Scotland), der har lavet en gennemgang af 210 forskellige forskningsartikler om kreativitet. De fandt frem til otte elementer, der giver gode betingelser for kreativitet, nemlig, fleksibel brug af tid og sted, tilgængelighed og passende brug af materialer, aktiviteter uden for klasseværelset eller skolen, legende eller spilbaserede tilgange med høj graf af elevautonomi, respektfulde relationer mellem lærere og elever, muligheder for samarbejde mellem elever partnerskaber med aktører uden for skolen og opmærksomhed på elevers behov og mulighed for spontane bidrag.

Tanggaard bringer en række eksempler fra skolens og undervisningens hverdag, hvor der er arbejdet med at skabe kreative rum. Der henvises altid til forskere, der har formidlet deres tanker og erfaringer med kreativitet. Således er dette en bog, der giver et forskningsmæssigt belæg for, at elever (og alle andre) kan blive mere kreative og nytænkende, når der skabes de rette rammer. Det er befriende med et forskningsmæssigt belæg for kreative rum, hvor man kan arbejde undersøgende og i fællesskab for at løse problemer.

I et projekt kaldet ”Kumult” fra Kulturregion Midt- og Vestsjælland, hvor seks sjællandske kommuner fik mulighed for at møde kunst i mange former gennem deres skoletid, har man fokus på at:
Arbejde mere med bevægelse og musik i undervisningen

Tilpasse materialer, så de passer til elevernes behov

Være mere opmærksomme på den indledende proces

Lade eleverne skabe noget gennem fysiske aktiviteter

Skabe et trygt rum, så eleverne tør udforske og prøve nye ting

stille åbne opgaver og spørgsmål, der fokuserer mere på processen end målet.

Sådan har de skabt gode læringsrammer. Indlysende, kan man tænke. Her er det stillet op i punktform, så lærere kan få et overblik over vejene mod kollektiv kreativitet, men skønt der afsluttes med en ret simpel model for kollektiv kreativitet, så er selve formidlingen i denne lille bog ikke på nogen måde præget af kreativitet. Der er ren tekst (når undtages den førnævnte model), og der er ingen musik, billedkunst, grafiske modeller, skitser eller tegninger, der kunne være en anden formidlingsform end ren tekst.

Det er en bog, der henvender sig til teoretikere, der her kan få belæg for – og inspiration - til at fokusere på at skabe rum for kollektiv kreativitet. Det kunne være herligt, hvis Lene Tanggaard fik formidlet sin og andres forskning til den målgruppe, der kan få det til at ske: lærere og pædagoger i folkeskolen. Hermed en anbefaling til en ny udgivelse.

Når den anbefaling er givet, så er dette en kort, præcis og læseværdig bog, der kan bidrage til, at lærer- og pædagogstuderendes forståelse for kreativitet i klasserummet kvalificeres.

P.S. Matematiklærere (og andre lærere) har i et par år arbejdet med undersøgende arbejde ud fra Peter Liljedahls Det tænkende klasserum. Det er også en vej ind i mere kollektiv kreativitet i klasserummet.