Pernille Høy skiller sig ud fra mange af de lærere, der har deltaget i en ny undersøgelse om tid til pauser. For hun står fast på, at pauser – uden snak om arbejde – er helt afgørende for at kunne fungere som lærer. Og pauserne skal holdes uden stress eller dårlig samvittighed.
Dermed adskiller hun sig også fra flertallet i undersøgelsen, som Folkeskolen har foretaget blandt 1.811 lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen. De fleste får nemlig ikke holdt pauser i løbet af en arbejdsdag på grund af travlhed, afbrydelser, møder og meget mere.
Pernille Høy, der underviser i dansk, billedkunst og idræt og desuden er AKT-lærer på Bakkegårdsskolen i Gentofte, giver to grunde til, hvorfor pauserne er afgørende for hende:
”For det første er vi lærere også mennesker, og vi har brug for pauser som alle andre. Vi har brug for at hvile hjernen for at kunne være til stede, når man skal ’stå på scenen’, som jeg nogle gange kalder det.”
Lærerne har brug for at hvile hjernen, og eleverne skal være udenfor i frikvartererne. Så er vi klar igen om 20 minutter
Pernille Høy Lærer på Bakkegårdsskolen
Den anden grund er pædagogisk, forklarer hun:
”Jeg mener, at det er en anledning til at lære eleverne at behovsudsætte. De skal mærke, at lærerne har brug for en pause, og at det godt kan være, at de har lyst til at snakke lige nu, men det må vente til senere – måske endda til i morgen.”
Pernille Høy er en af Bakkegårdsskolens såkaldte ”skærmambassadører”, og det var under uddannelsen til vejleder i digital sundhed, at hun blev opmærksom på, hvor vigtige pauser er for vores hjerne og velbefindende.
”Kurset handlede primært om elevernes skærmbrug, men det gælder også os voksne. Vi kan jo køre 180 i timen med møde på møde på møde uden pauser imellem. Og hvis der er en pause, så finder vi mobilen frem. Men så får hjernen ikke holdt pause. Hvis vi ønsker, at vores elever skal holde fri fra skærme i deres pauser, skal vi voksne også gøre det,” siger hun.
”Vi tager måske 100 beslutninger i minuttet”
Pernille Høy fortæller, at hun og hendes kolleger indimellem taler om, at dengang de gik i skole, kom eleverne ikke rendende ind på lærerværelset hele tiden.
”Det turde vi slet ikke,” griner hun.
”Men nu kommer der en lind strøm af elever med alverdens småting: ’Må jeg lige låne en gaffel’ eller ’der står én herude og vil spørge Ole om noget’. Men nej – der er pause. Lærerne har brug for at hvile hjernen, og eleverne skal være udenfor i frikvartererne. Så er vi klar igen om 20 minutter.”
Man bliver fuldstændig overstimuleret. Jeg kan tydeligt mærke det, hvis jeg ikke har fået holdt pause i løbet af dagen
Pernille Høy Lærer på Bakkegårdsskolen
Men Pernille Høys pauser skal ikke kun være elevfrie. De skal være helt arbejdsfrie. Så der skal ikke ligge møder i spisefrikvarteret, og snakken hen over frokosten skal ikke handle om hverken eleverne, deres forældre eller pædagogik generelt, fortæller hun.
”Jeg kan mærke, at pauserne væk fra arbejdet, hvor vi snakker om det, vi har lyst til, er enormt vigtige for at kunne præstere og være på, som man ønsker at være. Vi tager måske 100 beslutninger i minuttet som lærere, og hvis hjernen ikke får mulighed for at hvile i løbet af dagen, bliver lunten kortere. Man bliver fuldstændig overstimuleret. Man er også mere presset, når man kommer hjem til sin familie, og jeg kan tydeligt mærke det, hvis jeg ikke har fået holdt pause i løbet af dagen.”
Hun har kolleger, som ikke går til pause med samme mindset som hende, fortæller hun. De kan glemme at holde pause eller føler ikke, at de kan sige nej til de børn, som hiver fat i dem på vej til frokost. Men for hende er det vigtigt at stå fast.
”Jeg har brug for en hjernepause”
Det kræver selvdisciplin at insistere på at holde pauser, oplever Pernille Høy. For både elever og kolleger kan dukke op og kræve hendes tid.
”Vi er jo blevet lærere, fordi vi gerne vil være sammen med børnene og godt vil lære fra os. Så når der kommer elever, som vil snakke, måske er lidt kede af det, eller der kan være sket noget, så er det naturligt for os at ville hjælpe. Derfor kræver det noget at sige: ’Det her må vi snakke om senere’ eller ’du må lige finde en gårdvagt’, eller hvad det nu kan være.”
Det er en af de 100 beslutninger, hun træffer hvert minut: Er det, eleven henvender sig omkring, noget, der kan vente, eller som en anden kan tage sig af – eller er det noget, hun bliver nødt til at tage sig af, selv om det kommer til at gribe ind i hendes pause?
”Børnene har tit selv ret svært ved at vurdere, om det, de kommer med, er vigtigt lige nu. Men der er det min opgave som den voksne at foretage vurderingen. Er der nogen brækkede arme eller ben? Hvis ikke, så skal jeg have min pause.”
Pernille Høy oplever, at elever i dag er mere impulsstyrede, har sværere ved at behovsudsætte og at kunne selvregulere end tidligere. De mangler nogle evner, som er afgørende for at kunne trives i en folkeskole, og derfor har de brug for mere voksenkontakt.
Læs også
Selv gør hun en dyd ud af også at være meget tydelig over for sine kolleger, fortæller hun.
”De ved godt, at jeg holder pause, når jeg holder pause, og jeg taler ikke arbejde over madpakken. Det kan man ellers hurtigt komme til, for der er altid en elev, man kan diskutere, eller et forløb, der skal planlægges, eller en skole-hjem-samtale, der kan evalueres. Men det er også arbejde, og så får jeg ikke den hjernepause, jeg har brug for.”
Så hun siger klart til kolleger, der vil snakke arbejde i spisefrikvarteret, at den snak må vente.
”Der er naturligvis mange, der har samme indstilling, men at jeg italesætter det, hjælper til en fælles forståelse for hinandens pauser.”
”At være lærer er lidt som at være skuespiller”
Pernille Høy har ikke så meget tilsyn dette skoleår, men fra tidligere år ved hun, at det gør en stor forskel, om man for eksempel er gårdvagt eller ej. For frikvarterer med tilsyn følges langtfra altid af undervisningsfri timer før eller efter. Og det dræner, er hendes erfaring.
”For der er ikke bare færre minutter at spise sin madpakke i og færre minutter at grine med kollegerne i, der er også mere tid, hvor man skal være på. Og selv hvis du ikke er på, skal du ligne en, der er på,” siger hun og henviser til den relationelle del af lærergerningen:
”At være lærer er også lidt at være skuespiller, for selv om du har haft en dårlig morgen, eller der er noget i privatlivet, som trykker, eller hvad det nu er, så skal du stadig ligne en, der er på og glad, for dit humør smitter af.”
Blandt andet derfor insisterer Pernille Høy på, at hendes pauser skal bruges på hyggesnak med kollegerne.
”Jeg værner rigtig meget om det fællesskab, vi har på lærerværelset. Det er så vigtigt, at vi trives. Vi er jo dybest set en stor 8.a, som render rundt på lærerværelset, og vi skal have det godt – ligesom eleverne skal.”
”Er der nogen brækkede arme eller ben? Hvis ikke, så skal jeg have min pause”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.