Der er et betydeligt og veldokumenteret overlap mellem elever med sprogforstyrrelsen DLD og elever med ordblindhed. Men fordi ordblindhed er mere kendt og lettere at identificere, kan der være risiko for, at DLD overses i skolen.
Det skriver undervisningsminister Magnus Heunicke (S) til børne- og undervisningsvalget, som har spurgt ham, om elever med DLD identificeres som ordblinde ved ordblindescreeninger, og om det så kan medføre, at de modtager støtte målrettet ordblindhed, som ikke svarer til deres behov.
For at svare har Magnus Heunicke været omkring Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk), som oplyser, at cirka syv procent af en årgang har DLD, og at der er et overlap på cirka 50 procent mellem elever med DLD og elever med ordblindhed.
”Stuk har ikke viden på elevniveau om, hvorvidt elever, som testes ordblinde med ordblindetesten, i anden sammenhæng er identificeret med DLD. Ordblindetesten afdækker udelukkende basale vanskeligheder med at kæde bogstaver og sproglyde sammen og kan ikke bruges til at identificere DLD,” skriver Magnus Heunicke i sit svar.
Det kan være komplekst at afdække DLD
I Audiologopædisk Forening er formand Sahra Mengal enig i, at der er reel risiko for, at DLD bliver overset i den nationale ordblindetest. Det skyldes, at DLD og ordblindhed er to forskellige udviklingsforstyrrelser, men mange elever har begge dele. Derfor er det ikke tilstrækkeligt kun at undersøge elevernes læse- og stavefærdigheder.
”Vi risikerer, at elever med DLD ikke bliver identificeret, og at elever med både DLD og ordblindhed får en indsats, som kun retter sig mod deres vanskeligheder med at afkode ord og ikke mod deres bredere vanskeligheder med at forstå og bruge sprog. Det er afgørende, at vi også får afdækket elevernes sproglige forudsætninger, så de kan få den rette støtte i undervisningen,” siger Sahra Mengal.
Det kan være komplekst at afdække DLD, tilføjer hun.
”Der er behov for, at vi både politisk og fagligt ser på, om vi går systematisk nok til værks med at identificere og hjælpe elever med DLD. Vi får henvendelser fra forældre, hvis børn har fået diagnosen i 8.-9. klasse, selv om tegnene har været der siden skolestarten. Disse forældre er frustrerede over, at deres børn måske ikke får afgangseksamen,” fortæller Sahra Mengal.
Videnscenter understøtter arbejdet med DLD
Børne- og undervisningsudvalget har også spurgt, om kommunerne har de nødvendige faglige kompetencer til at identificere og udrede børn for DLD. Og om Magnus Heunicke vil sikre, at der er en fælles praksis for at identificere og udrede børn på tværs af alle kommuner.
Undervisningsministeren svarer, at der i de senere år er sat gang i en række nationale indsatser, som skal give kommunerne viden om DLD. Han peger blandt andet på Nationalt Videnscenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder (NVOL), som blev etableret i 2023, og at der er udviklet viden- og inspirationsmateriale, som kan støtte elever med sprogforståelsesvanskeligheder.
”I forlængelse heraf er der på grundskoleområdet udarbejdet en videnspakke om DLD målrettet det pædagogiske personale på skolerne,” skriver Magnus Heunicke.
Han understreger, at hver enkelt kommunalbestyrelse har det overordnede ansvar for, at alle børn i kommunen får den undervisning i folkeskolen, de har ret til.
”Udredning af DLD foretages af PPR, men STUK har ikke data på, hvilke faglige kompetencer der er i kommunerne i forhold til DLD. Både skoler og PPR kan få viden om DLD og inspiration til arbejdet med elever med DLD på den digitale læringsportal emu.dk og hos NVOL.”
Viden alene ændrer ikke undervisningen
Det er kærkomment, at der både er etableret et videnscenter og udviklet inspirationsmateriale, mener Sahra Mengal fra Audiologopædisk Forening. Men det er slet ikke nok.
”Eleverne har brug for konkrete indsatser, og der savner jeg handling. Det er vigtigt at udbrede viden om DLD, men viden alene ændrer ikke undervisningen. Jeg møder ofte lærere, som efterspørger konkret hjælp til at omsætte deres nye viden til praksis i en travl skolehverdag.”
Forskning viser, at praksisnær coaching kan have en positiv effekt på både lærernes undervisningspraksis og elevernes faglige resultater. Derfor skal der være tid og ressourcer til tæt faglig sparring, hvor nye strategier kan afprøves, tilpasses og forankres i undervisningen, fremhæver Sahra Mengal.
Samtidig skal eleverne have adgang til specialiserede logopædiske indsatser, når de har behov for det.
”Hvis vi ønsker en mere DLD-venlig skole, skal vi investere i mere end kompetenceudvikling. Vi skal også investere i, at den nye viden bliver omsat til praksis, så lærerne ikke står alene med opgaven.”
Politikerne bør se på hele sprog- og læseområdet
Mange lærere gør allerede et stort og kvalificeret arbejde for at støtte elever med sproglige vanskeligheder, understreger Sahra Mengal. Men de bliver frustrerede, når eleverne ikke udvikler sig som forventet.
”Flere lærere efterlyser et tættere samarbejde med logopæderne, og at logopæderne også får mulighed for at arbejde direkte og målrettet med eleverne. Det er vigtigt at lytte til. Der er både behov for specialiserede logopædiske indsatser og for et tæt samarbejde om den daglige undervisning af elever med komplekse sproglige vanskeligheder. Men i mange kommuner er ressourcerne ikke tilstrækkelige til, at begge dele kan prioriteres i det nødvendige omfang.”
Sahra Mengal opfordrer politikerne til at se på hele sprog- og læseområdet.
”Regeringens initiativ om at styrke indsatsen for de ti procent af eleverne, som har de største faglige udfordringer i dansk eller matematik, er en oplagt anledning til at sætte fokus på deres sproglige forudsætninger. Når elever har svært ved at følge med fagligt, er det afgørende, at vi ikke kun ser på deres resultater, men også undersøger, hvad der ligger bag.”
Stort potentiale i PPR
Det er også interessant, om skoler og kommuner i tilstrækkelig grad får bragt de nødvendige faglige kompetencer i spil, når elever med DLD skal støttes, mener Sarah Mengal, som vurderer, at der er et stort potentiale i PPR.
”Mistrivsel fylder meget i PPR’s arbejde, og vi må ikke overse, at nogle børn mistrives, fordi de har svært ved at følge med fagligt. For elever med DLD kan sproglige vanskeligheder være en væsentlig del af forklaringen. Derfor er det afgørende, at PPR arbejder tværfagligt og bringer logopædernes viden i spil. Både når vi skal forstå det enkelte barns vanskeligheder, tilrettelægge målrettede indsatser og understøtte skolernes arbejde med at skabe læringsmiljøer,” siger hun.
Mange kommuner mangler imidlertid logopæder til at diagnosticere DLD og til at samarbejde med skolernes læsevejledere om eleverne.
”Der er gennem årene investeret betydeligt i ordblindeområdet, men vi mangler at se de samme politiske ambitioner, når det gælder DLD. Vi har brug for en national handleplan for DLD med klare mål for tidlig identifikation, specialiserede indsatser og kompetenceudvikling. DLD skal have den samme politiske opmærksomhed og prioritet, som ordblindhed har fået,” siger Sahra Mengal.
Elever med udbredt sprogforstyrrelse risikerer at blive overset i ordblindetesten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.