Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Elever leger sig til tyskfærdigheder i Das deutsche Haus

På Sindal Skole i Hjørring Kommune har tre tysklærere taget initiativet til en ny afdeling på skolen: Das deutsche Haus. Her skal det emme af tysk, når kommunens elever kommer forbi til en saltvandsindsprøjtning tysk.

I den nye tyskafdeling på Sindal Skole skal eleverne lære tysk gennem blandt andet en masse spil, de tre tysklærere har indkøbt i Tyskland.

Foto: Niels Skipper
Jennifer Jensen
Start debatten
10. februar 2017, kl. 12:26

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Tysklandskort på gulvet, tyske plakater og fan-merchandise fra tyske fodboldklubber på væggene. På Sindal Skole i Hjørring Kommune har tre tysklærere fået lov til at indrette en nyrenoveret afdeling på 100 kvadratmeter, så den oser af Tyskland og tysk.

Das deutsche Haus er primært tiltænkt Hjørring Kommunes skoler, som alle bliver tilbudt gratis dage i tyskafdelingen, så længe skolerne sørger for transporten. Klasserne skal selv have en tysklærer med, mens to lærere fra Sindal Skole også vil være tilstede.Det koster, hvis andre kommuners skoler eller fri- og privatskoler ønsker at benytte tilbuddet.

De tre tysklærere, Helen Sørensen, Heidi Mølgaard Jespersen og Vibeke Erlenbach, står nemlig bag et helt nystartet koncept, Das deutsche Haus, hvor skolens og kommunens elever kan komme på besøg til dage, som skal give elevernes tyskfærdigheder et boost. Det fortæller en af initiativtagerne, lærer Helen Sørensen:

"Vi vil rigtig gerne skabe begejstring for tysk sprog og kultur og på den måde være med til at forbedre tyskfagets renommé. Vi vil vise, at det sagtens kan være sjovt at lære tysk, så eleverne bliver gladere for faget".

Sproget skal aktiveres

To dage om ugen kan klasser på 5.-8. klassetrin booke de nye tysklokaler, hvor lærerne bag står klar til med nyudviklede undervisningsforløb. Gennem lege, aktiviteter og konkurrencer skal elevernes aktive og passive ordforråd aktiveres, forklarer Helen Sørensen.

"Mange elever har et ret stort ordforråd, som de bare ikke tør komme ud af busken med. Gennem lege og spil vil vi gerne give dem oplevelsen af, at tysk slet ikke er så svært, som man bilder sig ind."

Tysklærerforening efter ministermøde: Øg chancen for at trække tysk

Aktiviteterne er en blanding af gruppearbejde, pararbejde og individuelle konkurrencer om alt fra tysk kultur, bygninger og delstater til berømtheder, industri, mad og drikke. Nogle aktiviteter involverer en masse bevægelse, der er sanglege til de mindste, og lærerne har indkøbt tyske spil i lange baner.

"Det har taget lang tid at snakke sig ind på emnerne og tilrettelægge forløbene, som vi efterfølgende har afprøvet på vores egne elever. Men det er begejstringen for at lære tysk videre, som har båret os, og nu glæder vi os til at få en masse respons fra kolleger og elever, som bruger os, så vi kan tilpasse forløbene ud fra, hvad der virker", forklarer Helen Sørensen.

Hjælp og inspiration fra mange sider

Inspirationen til Das deutsche Haus er kommet fra et andet sprogtilbud i kommunen, English House, hvor kommunens elever ligeledes har kunnet komme på besøg for at suge sprogkundskaber til sig.

"Vi har været glade for at bruge English House og kunne tydeligt mærke, at det rykkede meget for eleverne, når vi brugte en dag der. Derfor synes vi, at tysk fortjente noget lignende - og det var især oplagt at gøre det nu, hvor flere klasser har fået tysk efter reformen", fortæller Helen Sørensen.

I foråret fik de deres skoleleder med på ideen, og siden skoleårets start har kommunen finansieret, at de tre tysklærere har kunnet dele én frikøbt stilling imellem sig for at udvikle ideen. Flere har hjulpet de tre lærere på vej, blandt andet kommunens skoletjeneste, hjælp fra kommunen til at søge midler og Goethe-instituttet i København, som har haft lærerne på "studietursbesøg" spækket med input til undervisningsmaterialer og 'know how', forklarer tysklæreren.

"Vi har også været i Berlin for at hente inspiration, og vi har haft tyskere på besøg - det har været skønt at få dem til at fortælle om Tyskland i stedet for selv at læse om det. Der har generelt bare været gang i rigtig meget," siger Helen Sørensen.

Riisager vil ikke gøre tysk obligatorisk

Mange ideer på tegnebrættet

Selvom de tre lærere nu er nået i mål med åbningen af Das deutsche Haus, er de langt fra færdige med at udvikle projekter til den nye tyskafdeling.

Igennem samarbejdsportalen for europæiske lærere, eTwinning, har de fået en venskabsskole i Tyskland, hvor de dels har brugt de tyske lærere til at udvikle opstarten af afdelingen, men hvor de også håber, at danske og tyske klasser på længere sigt kan få et samarbejde i gang.

Også det lokale erhvervsliv er kommet på banen, fortæller Helen Sørensen.

Lærer får pris for blog på folkeskolen.dk

"Virksomheder har kontaktet os for at høre, om de kan tænkes ind i det her - det kunne for eksempel være de ældre klasser, som kunne besøge virksomhederne og høre om uddannelse og job i Tyskland for at få en bedre forståelse af, hvorfor der er brug for unge, som behersker tysk", siger hun og fortæller, at lærerne også har lavet et tæt samarbejde med gymnasiet i Hjørring, hvor de gerne vil lave brobygning - både med gymnasieelever, som besøger Das deutsche Haus, og også med besøg på gymnasiet.

"Så der er en masse i gang, og det er et stort arbejde. Det vil det blive ved med at være, men det gør ingenting, for det er virkelig dejligt at få lov til at lave sådan et bottom up-projekt. Vi har en masse skal-opgaver i skolen, men her er noget, vi selv er kommet med, og som kan få lov til at blomstre. Det er fedt!"

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Elever leger sig til tyskfærdigheder i Das deutsche Haus

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS