”Vi kommer ikke for jeres skyld, vi kommer for vores egen skyld, for vi leder med lys og lygte efter lærere, som vi kan få feedback fra.”
Sådan lød det fra lektor Uffe Ladegaard, da han præsenterede første udkast til nye fagplaner for dansk som andetsprog (DSA) for 200 DSA-lærere og vejledere på den årlige DSA-konference i Aarhus, ’Alle med’, i forrige uge.
Han og DSA-lærer Vicky Brommann sidder i fagudvalget, der skriver planerne, og de understregede, at de virkelig har brug for den feedback, de kan få. For opgaven er svær.
Og DSA-lærerne er klar – både med ros og kritik.
”Jeg skal være ærlig og sige, at der ikke er nogen, der bruger vores faghæfte nu. Men når jeg læser det her, så sidder jeg og smiler. For den her tekst giver mig belæg for den undervisning, jeg allerede laver i min modtageklasse,” lød det fra en DSA-lærer på konferencen.
Roser sproget i den nye fagplan
Lærerne er enige om, at ressourcesynet er en kæmpe forbedring.
”Uden at jeg kan sætte fingeren helt på, hvad det er, så er der noget i jeres sprogbrug, jeg godt kan lide. At I ikke kalder dem tosprogede. At I peger på, hvad de kan bidrage med, i stedet for hvad de mangler. Nogle gange kan jeg godt blive nervøs for, om vi mødes om ti år og stadig efterlyser, at vi ser de her børn som en ressource uden at komme videre,” sagde en lærer.
Lærerne kan også godt lide, at der er skrevet progression ind i teksten til supplerende DSA, så det er tydeligt også for faglærerne, at eleverne skal flytte sig.
Og så roser de, at der bliver talt om, at eleverne bidrager til mangfoldige fællesskaber.
”Den er ret tæt på min praksis i dag,” lød det fra en lærer, og en anden supplerede:
”Det er præcis sådan, vi har arbejdet i min 0.-klasse sidste år. Vi har talt om hele klassens sprog. Børnene var vilde med at lære hinandens ord og tælle på forskellige sprog. Det gav en god energi til alle. De hvide danske børn lærte også en masse og måtte hive frem, hvad de selv kunne huske fra andre sprog.”
Kan faglærerne og forældrene mon forstå det?
De fleste af lærerne er tilfredse med, at der fortsat er én plan til DSA Basis og én til DSA Supplerende, men de kan godt være nervøse for, om prosateksten bliver for lang for faglærerne at komme igennem.
”Hvis det var mere visuelt sat op – fx i punktform – så var det nemmere at se, hvor der er gentagelser og hurtigt gennemskue, hvad der passer til det niveau, man skal arbejde på,” påpegede en lærer.
”Jeg kan godt være bekymret for, hvordan mine kolleger fra de andre fag vil tænke om et udtryk som ’sproglige former’. Og hvis forældrene også skal kunne forstå det, så bliver det rigtigt sjovt,” lød det fra en anden.
Vicky Brommann medgiver, at det netop er det, der gør det så svært at skrive planene til DSA. For på den ene side skal planerne beskrive fagets kernestof, på den anden side kan de ikke bruge fagudtryk, som i de andre sprogfag, for planen skal også kunne forstås af en naturfagslærer. Og samtidig vil fagudvalget gerne vise, at lærerne skal være opmærksomme både på det sproglige og på bredere kulturelle forskelle, der ligger i skolens fag.
Kan I ikke skrive noget om mængden af støtte?
”Der kan jo også være ting i de andre fag, som ikke handler om sproget, men som ligger mellem linjerne. For eksempel i en matematikopgave, hvor det er indforstået, at det koster penge at krydse Storebæltsbroen,” siger hun.
Lærerne spørger, om ikke det er muligt at være mere konkret i fagplanen i forhold til, hvor meget støtte eleverne skal have, og hvilke kompetencer lærerne skal have.
Men det ligger uden for udvalgets råderum.
”Vi må ikke skrive noget om fagets struktur, kun om indholdet. Men vi kan være tydelige om, hvad forskningen siger har en god virkning på eleverne. Og om, at det at komme med et eller flere andre sprog og en anden kultur ikke bare er noget, der går over efter lidt basisundervisning,” siger Uffe Ladegaard.
DSA-lærer: Jeg smiler, når jeg læser de nye fagplaner
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.