Det tog Janne et par dage at fordøje eksamen: "Jeg blev simpelthen så rørt"

Mange elever er bange for at dumpe eksamen. Men for nogle er det et spørgsmål, om de overhovedet kan komme op.

Én af dem går i Janne Holmegaard Deleurans autismeklasse på Frederiksodde Skole i Fredericia.

For ham er det at tale med fremmede mennesker ikke en mulighed, og hvordan kan man gå op i madkundskab, hvis man ikke kan svare på censors spørgsmål?

”Det er første gang, vi har elever oppe i madkundskab. Alle fem skulle op på særlige vilkår, men der står ikke ret meget om, hvad det betyder i madkundskab. Jeg havde ingen at spejle mig i eller udveksle erfaringer med. Men i virkeligheden kan de løsninger, vi endte, med være relevant for mange andre elever end vores”, fortæller Janne Holmegaard Deleuran.

Hun har været madkundskabslærer i syv år. Først fire år, hvor hun arbejdede med sårbare unge på en almindelig folkeskole og nu på en specialskole.

”Det er en uge siden, eleverne var oppe nu. Det tog mig et par dage at fordøje eksamenerne, for jeg blev simpelthen så rørt. De klarede det megagodt”.

Hvordan kan man hjælpe eleverne?

Men hvad er det så, Janne Holmegaard Deleuran og hendes kolleger har gjort for at hjælpe eleverne?

Vejledningen giver umiddelbart bare mulighed for ekstra tid, og det er ikke nok i sig selv for disse elever.

Madkundskabsundervisningen er blevet bygget op om faste rutiner og mange gentagelser. Meget konkret undervisning, faste voksne i køkkenet, faste stationer og en udlugning i undervisningsmaterialer og opskrifter, så de ikke indeholder andet end præcis det, eleverne skal bruge i præcise mål. Ikke noget med blinkende annoncer, ’lidt salt’ eller ’passende hævetid’.

Dertil kommer, at alle elever har haft en assistent med til prøven. En voksen de kender, som kan hjælpe dem, hvis de får behov.

”Det vilde var, at da de først stod der, så brugte de næsten ikke assistenten. Bare det at de var i rummet var nok til at give dem trygheden. Det var så imponerende at se, hvad de kunne, fordi de havde ro og sikkerhed i køkkenet”, fortæller Janne Deleuran.

Madkundskab er både fantastisk og svært

Valgfagsprøven er elevernes første eksamen, fordi den allerede ligger i 8. klasse. Er det så sværere eller lettere for elever med særlige behov at gå fungere i de praktisk-musiske fag?

For elever på autismeområdet kan det sensoriske være udfordrende, fordi mange har noget med at lugte, smage eller røre. Men de er ikke mere fastlåste, end at de kan rykke sig, hvis de bliver udfordret i de rigtige mængder og med mange gentagelser, oplever Janne Holmegaard Deleuran.

I forhold til elever med udfordringer inden for ADHD-området synes hun, at madkundskabslokalet er superfedt, fordi de ikke skal sidde stille, men der er plads til at røre og gøre.

Så længe der er en tydelig rammesætning, klare forventninger og ikke for meget støj og kaos.

”Det er noget af det, jeg elsker allermest ved mit fag, at eleverne kan få lov til at udfolde sig selv, men kan udfordre dem og så er der nogle, der ellers har svært ved skolen, som virkelig kan få lov til at brillere”, siger hun.

Det handler om livsduelighed

Og hvordan gik det så med eleven, som ikke har evnen til at tale med fremmede?

Janne Deleuran lægger ikke skjul på, at hun havde været nervøs – ikke bare for ham, men for alle sine elever.

For madkundskabsprøven er meget omfattende og lang, og de skal kunne klare mange ting meget selvstændigt.

”Men det gik simpelthen så godt. Og vi fandt en løsning, hvor hans assistent blev hans talerør. Censor og jeg besøgte ham i køkkenet og stillede et spørgsmål ad gangen. Så gik vi, mens han svarede til assistenten, som så kom til os og fortalte, hvad han havde svaret. Og assistenten læste hans superfine oplæg højt for os til fremlæggelsen”.

For Janne Holmegaard Deleuran har det vigtigste været, at de fik en god oplevelse til deres første prøve. Men hun er heller ikke et sekund i tvivl om, at eleverne har lært en masse af forløbet.

De har i klassen meget fokus på livsduelighed, og her ser hun madkundskab som skolens vigtigste fag. For hvad er vigtigere, end at de er i stand til selv at købe ind og lave mad, så de kan få noget at spise, peger hun på.

”De gik alle fem hjem med en oplevelse af at lykkedes med noget, og det er stort for elever, som har haft mange bump på vejen i skolen. De oplever mange almindelige dage, hvor de føler sig pressede, så at de kan opleve at gå til eksamen og være trygge og glade. Det er helt fantastisk”.