Vil jeg ultimativt ofre mine egne børn for at leve op til idealet om fællesskabets skole?

Den stigende søgning mod privatskoler blandt landets mest ressourcestærke familier har fået mig til at overveje: Ville jeg ultimativt ofre mine egne børn midt i et kaotisk inklusionseksperiment for at leve op til mine egne idealer om fællesskabets skole? Jeg ville ønske, at jeg entydigt kunne svare ja, men jeg må indrømme, at jeg er i tvivl. Og jeg er tydeligvis langt fra alene.

Til daglig færdes jeg arbejdsmæssigt på en af Aalborg Kommunes mest udsatte folkeskoler målt på socioøkonomi, mens jeg privat er forælder på en folkeskole, der ligger i en anden ende af skalaen. I den forbindelse genkender jeg – på et rent anekdotisk plan – billedet, som efterhånden er velbelyst: Familier med højere indkomster søger i stigende grad mod privatskolerne, mens privatskolerne sender elever fra familier med lavere indkomster retur.

Derfor hylder jeg regeringens varslede stramninger af reglerne for at udskrive elever på privatskoler, for denne type strukturelle greb – og måske flere af slagsen – er nødvendige, hvis enhedsskolen skal bevares.

På den ressourcesvage skole fylder snakken om privatskoler meget lidt, mens situationen i den anden ende af byen er en anden: Her skal der ikke mange frikvarterskonflikter til, før bevidstheden om privatskolen som alternativ luftes. Privatskolen er tilsyneladende ikke længere blot et tilvalg for en særligt privilegeret elite, men derimod et nærliggende alternativ for en stor del af den øvre middelklasse, for hvem folkeskolen som vare ikke er attraktiv.

Individualisering trumfer idealer

Hvis alle elever uanset baggrund også i fremtiden skal mødes og udvikle potentialer, drømme og forventninger til livet, kræver det, at en anseelig del af landets mest ressourcestærke forældre beslutter at give folkeskolen en ny chance. Det sker næppe af sig selv.

For sammenligner man folkeskolens evne til at optimere læringsudbytte for den enkelte med privatskolens – som mange ressourcestærke forældre øjensynligt gør – er valget nemt. Forbrugermentaliteten og individualiseringen trumfer idealerne.

Skal denne forældregruppe omvendes, skal vi måske minde dem om, hvordan stærke lokalt forankrede skolefællesskaber med repræsentation af samfundets fulde diversitet faktisk også kan gavne den enkelte elev. Ikke hvis man måler på optimering af læringsudbytte, men hvis man husker, at vi lærer for livet, ikke for skolen.

Rundt på villavejen og agitere for folkeskolen

Da jeg selv skulle starte i skole i 1990, gik mine forældre angiveligt en tur rundt på vores villavej for at overtale de øvrige skolestartsforældre til at vælge distriktets skole trods dennes lave socioøkonomiske status og dårlige ry. Det lykkedes. Således gik jeg fra børnehaveklasse til 9. klasse på distriktsskolen og mindes, at klassen over mig afsluttede folkeskolen med landets laveste karaktergennemsnit.

Mit personlige læringsudbytte fra folkeskolen kunne helt sikkert have været optimeret andetsteds, og måske jeg endda kunne have undgået et par af overfaldene på vej fra skole, hvis mine forældre havde handlet anderledes. Alligevel har jeg lyst til at hylde dem for deres uselviske bidrag til samfundets sammenhængskraft. Jeg kan dog tvivle på min egen forældregenerations villighed til at følge eksemplet.

Efter 9. klasse sendte mine forældre mig i øvrigt på privatskole i 10. klasse, hvor jeg højnede mit karaktergennemsnit væsentligt og endeligt blev erklæret egnet til gymnasiet. Mens jeg i folkeskolen besøgte klassekammerater, der selv varetog indkøb og husholdning, mens forældrene sad på værtshus, oplevede jeg på privatskolen hjem så store, at jeg engang farede vild i forbindelse med et toiletbesøg.

Jeg er formet af at have oplevet begge dele, men det ærgrer mig, at mine klassekammerater fra privatskolen og folkeskolen aldrig fik mulighed for at mødes i skolen for sammen at udvikle potentialer, drømme og forventninger til livet.

Lader vi stå til, risikerer vi, at denne type klasseopdeling af elever bliver mere reglen end undtagelsen, og det vil udgøre en alvorlig trussel mod samfundets sammenhængskraft.