Vi må indse, at det ikke er en mirakel­­kur at stikke drengene en sav eller en paletkniv

Drengene halter bagefter pigerne, når det kommer til karakterer i de praktisk-musiske valgfagsprøver.

Det skulle ellers være dér, ”de praktiske drenge” endelig fik lov at skinne i en ellers alt for boglig skole. Det gjorde de bare ikke. Men det kommer egentlig ikke bag på mig, at vi ikke udligner karakterforskelle mellem drenge og piger med vores kønsstereotype opfattelse af, at drengene bare skal have en sav eller en paletkniv i hånden.

Vi må simpelthen se i øjnene, at det ikke var nogen mirakelkur at give drengene flere praktisk-musiske fag og flere timer i værkstedet. Karaktergabet mellem drenge og piger består – også i de fag, vi plejer at forbinde med skruetrækkere, sav og ”drengelæring”.

Det er ikke, fordi jeg er imod praksisfaglighed. Jeg tror, ligesom undervisningsministeren, at det er vigtigt, så lad os endelig få mere af den slags. Men hvis vi tror, at praksisfaglighed isoleret set er svaret på drengenes udfordringer i skolen, tager vi fejl.

Når drengene stadig ikke klarer sig bedre i de praktisk-musiske fag – trods mere praksis – bør det være et kæmpe wake-up call, både for ministeren og for os i skolen. For det er ikke saven eller paletkniven, der skal udligne karaktergabet mellem drenge og piger. Det er vores forventninger, vores pædagogik og vores bevidsthed om, hvordan køn spiller ind i læringssituationen.

Derfor bør de nye karaktertal få os til at stoppe op og spørge: Hvem er det egentlig, vi forsøger at hjælpe, når vi fastholder forestillingen om, at drenge lærer med kroppen og hænderne, mens piger lærer med hovedet? Den fortælling er nemlig en af de mest sejlivede myter i vores skolekultur. Den matcher bare ikke virkeligheden ude i klasselokalerne.

Sender drengene i sløjdlokalet

Jeg var en del af en bredt sammensat ekspertgruppe med forskere, praktikere og arbejdsmarkedets parter, som lavede en række gennemarbejdede anbefalinger til, hvordan vi reducerer den stigende betydning af køn i elevernes faglige resultater. Anbefalingerne bygger på forskning, analyser og erfaringer. Intet mindre.

Alligevel affejede Mattias Tesfaye med den begrundelse, at folkeskolen ikke skal være en ”kønspolitisk kampplads”. Men når vi råber ”woke!” hver gang vi taler om køn, mister vi muligheden for at styrke både faglighed og trivsel – særligt for de drenge, som vi i skolen i stigende grad ikke lykkes med at løfte.

I ekspertgruppen pegede vi netop på, at stereotypeforventninger er en af de mekanismer, der kan holde drenge fast i lavere præstationer. Det handler ikke om at lave drenge om til piger, eller omvendt. Det handler om pædagogik, didaktik og om læreres og pædagogers mulighed for at blive bedre klædt på til at møde eleverne uden kønsfarvede briller.

Forskningen viser nemlig, at vi lærere – ofte helt ubevidst – formulerer kortere, mere instruerende sætninger til drenge, mens piger oftere mødes med forventninger om ansvarlighed og omhyggelighed. Drenge får lavere forventninger til læsning, piger får højere krav til socialt ansvar. Det er ikke et spørgsmål om ond vilje. Det er et spørgsmål om kultur.

Og kultur kan ændres, hvis vi vil. Men det kræver, at vi gør noget andet end bare at sende drengene i sløjdlokalet og håbe på det bedste. Hvis vi virkelig vil drengene det godt, skal vi turde tage fat dér, hvor det faktisk gør en forskel: I vores egne forventninger, i vores didaktik og i vores måde at møde børn som individer frem for som kønsstereotype figurer.

Det er ikke woke eller identitetspolitik. Det er professionelt.