Debatten om pædagogernes rolle i skolen er igen blusset op.
Banen blev kridtet hårdt op d. 7. oktober i et facebookopslag fra Elisa Rimpler, formand for pædagogernes fagforening, BUPL. Her skrev hun om alt det, pædagogerne gør, for at børnene er undervisningsparate, og hvor gode de er til relationer og at kramme børn, så de kan være en del af klassens fællesskabet.
Det faldt lærer Rikke Johansen for brystet, og i et debatindlæg her i Folkeskolen problematiserede hun, at pædagogerne fylder mere i skolen – særligt i undervisningen – end de gjorde tidligere.
Jeg synes, at debatten er et stukket af i en uhensigtsmæssig retning. For mig bliver det nærmest en kamp om, hvem der har mest ret til børnene. Når vi diskuterer et forsimplet spørgsmål, om hvem der har ret til hvad i folkeskolen, kan vi ende i en grim lærer-pædagogskilsmisse.
Det er med god grund, at jeg inviterer klubpædagogen med de sidste ti minutter af madkundskabstimen
Jeanne Bergmansen Speciallærer
Og lad mig sige det, som det er: Jeg er ikke klar til at blive skilt fra pædagogerne.
Det er med god grund, at jeg inviterer klubpædagogen med de sidste ti minutter af madkundskabstimen, så han kan smage på elevernes tomatsuppe. Det tværprofessionelle samarbejde, hvor pædagogen skamroser en gruppes tomatsuppe, gør, at børnene føler sig set af flere voksne, og dermed højnes motivationen for at lykkes med faget.
Hvad børnene ikke ved er, at pædagogen og jeg sammen har skabt en bedre overgang fra skoletiden til fritidsdelen i klubben. Her bliver de børn, der har det svært, støttet af pædagogen, fordi vi har et fælles tredje fra skolen, der er omdrejningspunktet. Efter vores samtale i klubben, får jeg en overlevering fra pædagogen og kan tilpasse min undervisning til barnet.
Direkte indflydelse på min undervisning
Det samme gælder i danskundervisningen, hvis eleven har svært ved at indgå i gruppearbejdet. Her overleverer jeg til SFO-pædagogen, som om eftermiddagen får øvet med barnet at indgå i gruppefællesskaber. Det er et arbejde, som har en direkte indflydelse på min undervisning.
Når øvebanen bliver begrænset til én bane, eksempelvis i dansktimerne, giver vi barnet ringe muligheder at udvikle sig. Og vi har brug for, at børnene kan få lov til at udvikle sig og prøve sig af på mange forskellige baner.
Jeg kan ikke tælle på mine hænder, hvor mange pædagoger jeg har mødt gennem mine 18 år i folkeskolen, der siger noget i retning af: “Jeg vil ikke undervise i dansk i folkeskolen. Hvis jeg ville det, havde jeg jo læst på lærerseminariet.”
Som lærer ser jeg barnet ud fra én vinkel, og min pædagogkollega ser det fra en anden. Men sammen ser vi det hele barn, hele dagen, og vi kan sparre med hinanden om, hvor barnet har ressourcer, og hvor vi kan skabe gode øvebaner for det, der er svært.
Nok er det mig, der planlægger, at vi skal arbejde med dobbeltkonsonanter og stavelser i undervisningen, fordi jeg ved, hvorfor det er vigtigt for barnets tillæring af det læste sprog. Det var præcis derfor, jeg valgte lærerlivet til, netop fordi jeg synes, at undervisning i begynderlæsning er utrolig spændende.
Det gælder også det faglige nørderi med mine læsevejledere, hvor vi sammen skaber næste mål for undervisningen. Samarbejdet med læservejlederen er ikke meget anderledes end med pædagogerne. Det er professioner, der samarbejder på tværs for at styrke barnet bedst muligt i folkets skole. De samarbejder skal vi lærere ikke føle os truet af.
Vi lærere skal ikke føle os truet af pædagogerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.