Jeg laver TikTok-undervisning i frygt for, at eleverne keder sig

For nyligt fik jeg en aulabesked fra en elev, der af uvisse grunde havde været fraværende de foregående seks tysktimer. Nu kom det derfor bag på hende, at der var præsentation dagen efter. For ”jeg havde jo ikke skrevet det i ugeplanen”. 

Jeg beklagede mange gange og gav hende udsættelse. Men noget gnavede, for det er langt fra første gang, at det blev gjort til min skyld, at en elev ikke havde lavet hjemmearbejde. Og siden hvornår er det egentlig blevet mit ansvar at sørge for, at eleverne har lavet deres lektier?

Da jeg gik i skole, havde jeg en lektiebog, og efter hver time skrev jeg ned, hvad jeg havde for, eller hvad jeg skulle huske. Det var mit ansvar, selvom mine forældre nogle gange hjalp ved at spørge, om der stod noget i lektiebogen.

Meget har ændret sig siden dengang. Nu har forældrene og lærerne overtaget ansvaret. Vi er pålagt at skrive en dagsorden til hver time - helst i ugeplanen ugen inden, så alle ved, hvad der skal ske alle timer den kommende uge.

TikTok-undervisning

I misforstået godhed har vi taget mere og mere ansvar fra eleverne. Vi ville gøre deres hverdag nemmere, men i virkeligheden har vi frataget dem muligheden for at vokse med ansvar. Alle lektier står i ugeplanen på Aula, og så er det åbenbart ikke længere nødvendigt at skrive noter.

Mange af mine elever tror, at vi voksne er ansat til at servicere deres umiddelbare følelser og behov. Det sker ofte, at en elev midt i en time gerne vil tale om noget, fordi et behov pludselig er opstået hos dem. Jeg ser mine kolleger smide, hvad de har i hænderne for at tage sig af det. Men måske er det okay at udskyde sit umiddelbare behov, og måske er det endda gået helt væk, når man har lært at vente.

Det sætter sig også i undervisningen, hvor vi lærere ender med at lave ”TikTok-undervisning”, hvor vi skifter aktivitet hver 10. minut af frygt for, at eleverne skulle komme til at kede sig. For alle ved jo, at man lærer mere med varieret, spændende undervisning.

Eller er det nu altid sådan? Jeg vil gerne stille spørgsmål ved, om det passer altid. Er der evidens for, at projektorienteret arbejde giver mere ”udbytte” end røv-til-sæde-undervisning?

Jeg ved godt, at der nu sidder adskillige skoleforskere og lærere og får deres kaffe galt i halsen. Men helt ærligt: Måske har vores børn brug for, at vi skruer helt ned for alt det vilde. Måske vil de få enormt meget ud af at have analog undervisning, der er tilrettelagt af læreren, hvor man får at vide, hvad der skal ske i starten af timen - og ikke før.

Den gamle skole

I vores forhippelse på altid at gøre skoledagen sjov og fjerne forhindringer, kommer vi til at skabe børn, der forventer, at de voksne klarer alle ærterne. Forældrene kører dem i skole med smurte madpakker, de holder sig ajour på Aula og ved, hvad der skal ske hver time af deres barns dag.

Jeg drømmer mig tilbage til den ”gamle skole”. Ikke den, hvor spanskrøret var fremme og flittigt brugt, men hvor skoledagen var forudsigelig og ja, måske endda kedelig nogle gange.

Jeg kan nemlig se, at mange af mine elever får skuldrene ned, når jeg sætter dem til ”rugbrødsarbejde”. Nul computer, læs en tekst, løs opgaver i dit hæfte. Inspirerende? Nej, måske ikke, men forudsigeligt og med mulighed for at fordybe sig.

Måske er det i virkeligheden det, vores elever længes efter: Nogle timer, hvor de skal sidde og fordybe sig en tekst eller matematikopgave, hvor det er enkelt at forstå, hvad der forlanges. Og hvor de voksne ikke har taget alt ansvaret fra dem, men hvor de selv skal have styr på lektiebog, penalhus og ringetider.