Vi har opløst grænsen for, hvornår forældrenes perspektiv er relevant

For nyligt, da jeg overværede min 11-årige datters håndboldkamp, fik jeg en lille åbenbaring. Dommeren overså en klokkeklar overtrådt-kendelse, og jeg fik netop i mit hoved formuleret et passende mishagstilråb, da jeg fik øje på et skilt på den anden side af banen med følgende tekst: ”Træneren styrer, spillerne spiller, dommeren dømmer og forældrene hepper.”

Jeg fik omformuleret mit udbrud til noget i retning af: ”Kom igen piger,” da det slog mig, at vi i skoleverdenen måske kunne tage ved lære af foreningslivets tydelige rolleafklaring. For folkeskolen trænger til en revideret forventningsafstemning, der tydeligt definerer lærerens, elevens og forældrenes rolle. 

Som forælder på mine egne børns skole deltog jeg for få år siden i et forældremøde, hvor ansvaret for dagsordenen og mødeledelse var overladt til en mindre gruppe mødre, alt imens klassens lærere var positioneret langs radiatorerne som en slags gæster i eget hus. Mødets indhold var i bedste fald irrelevant, og særligt et enkelt oplagt spørgsmål blev aldrig stillet:

Hvad kan man som forælder og elev gøre for at styrke klasse- og undervisningsfællesskabet?

Forklares, forsvares og forhandles

Når mange lærere oplever, at pædagogiske og didaktiske beslutninger opfattes som noget, der skal forklares, forsvares eller forhandles, skyldes det ikke forældrenes onde vilje, men derimod at vi som system har opløst grænsen for, hvornår forældreperspektivet er relevant, og hvornår det ikke er.

Vi har for ofte forsømt at sige fra, når forældre har villet påvirke valg af undervisningsmateriale, klassesammensætning og fagfordeling, hvilket over tid har medvirket til at underminere vores egen faglighed. 

”Forældrene er jo eksperterne, når det handler om deres eget barn”, har argumentet ofte lydt, når vi har skullet retfærdiggøre inddragelsen af forældrene i de lærerfaglige beslutninger, og naturligvis bærer udsagnet en snert af sandhed. 

Læreren er eksperten

Men megen pædagogik - også for megen - har taget udgangspunkt i det enkelte barn. I bestræbelserne på at være nysgerrige og se bagom adfærd har vi glemt, at barnet ved skolens indgang skifter rolle: Fra barn til elev. Og når elevrollen skal defineres, er det altså læreren - og ikke forælderen - der er eksperten.

Engagerede forældre kan være enormt værdifulde for skolen. Især hvis engagementet først og fremmest kanaliseres ind i skolens fællesskaber. Naturligvis skal der også være rigeligt rum til forældresamarbejde om den enkelte elevs udvikling, men måske netop denne del af forældresamarbejdet bør fylde lidt mindre. 

Den konstante og ensidige opmærksomhed på, hvad skolen kan gøre for at styrke den enkelte elevs udvikling, er i sidste ende kontraproduktiv.

Optimeringskulturen stjæler lærernes energi, skader undervisningsfællesskaberne, og dermed får den enkelte elev faktisk - modsat intentionen - mindre udbytte af undervisningen.

Det er naturligt indlejret i lærerens virke at følge og nære elevens faglige progression, men det behøver ikke at være forældresamarbejdets eneste, altoverskyggende tema. Lad os i stedet vende eleverne mod stoffet og verden, og lad forældrene nyde befrielsen i at skulle bekymre sig lidt mindre om den enkeltes optimeringspotentiale. 

Vi spiller alle en rolle

Jeg tror på en pragmatisk, autoritativ skolekultur, hvor lærer-, elev- og forældrerollerne er klart definerede og respekterede. Hvor læreren tildeles og påtager sig det pædagogiske lederskab og anvender positionen til at åbne elevens verden til fag og demokratisk dannelse, og hvor denne rollefordeling nyder forældrenes opbakning. 

Bliver vi enige med hinanden om at give læreren et sådant kollektivt etableret autoritetsgrundlag, vil vi desuden som en slags sidegevinst opleve, at skolens fællesskaber bliver tryggere og mere forudsigelige til glæde for alle – også forældrene. 

Ved nærmere eftertanke ville der måske være ræson i at hænge et skilt op på skolen med teksten: Læreren underviser. Eleven lærer. Og forældrene bakker op.