Nu bliver det kontroversielt. Men i mine øjne er tolærerordning ikke den rigtige løsning

Tolærerordninger er blevet et meget stort ønske i skolekredse.  Ikke bare fra Danmarks Lærerforening og gulvlærere i almindelighed, men også i politiske kredse, blandt skoleledere og skoleforskere.

I alle kommuner kigges der dybt i kassen for at finde penge til formålet. I Københavns Kommune lægges der ligefrem op til at indføre tolærerordninger i alle udskolingsklasser – hvilket i parentes bemærket kan undre, al den stund det største behov for tolærerordninger åbenlyst ligger i indskolingen..

Vel vidende, at dette indlæg derfor kan forventes at blive mødt med udbredt hovedrysten, har jeg brug for at få sagt, at tolærerordninger efter min mening ikke er den rigtige vej at gå i folkeskolen. Tolærerordning er en nødløsning i en dybt problematisk situation, hvor den rigtige løsning ikke er tilgængelig.

Det er indlysende, at tolærerordninger er en stor lettelse for lærere, der står til halsen i uoverskuelige vanskeligheder med ustyrlige klasser, og jeg skal være den sidste til at bebrejde lærere, at de ønsker sig en makker, når de ikke kan overkomme undervisningen.

Men den bedste løsning havde naturligvis været via forebyggende indsats at undgå, at denne nødsituation overhovedet opstod. Meget burde have været anderledes: Mere ro og stabilitet, stærkere relationer, kortere skoledage, mere tid til forberedelse og elevsamtaler, mindre klasser, bedre ledelse, dygtige lærere over hele linjen mv.

Tolærerordninger er problematiske af mange grunde. For det første dræner de skolens budget for en masse penge, som kunne have været brugt til at forbedre undervisningskvaliteten på andre måder.

For det andet forudsætter de, at der er tilstrækkeligt kvalificeret, potentielt personale til rådighed – hvilket der som bekendt ikke er.

For det tredje kræver tolærerordninger, hvis de skal være virkeligt effektive, betragtelige mængder af tid til fælles forberedelse, som lærerne kan kigge i vejviseren efter.

Men vigtigst, for det fjerde – og her bliver det kontroversielt, men jeg må have det sagt: Det er ikke ideelt at være to lærere eller for den sags skyld, flere voksne i en klasse.    

Her må jeg hellere indskyde, at jeg personligt har haft masser af voksne inde i mine klasser: Lærere, forældre, pædagoger, skoleledere, forskere, andre gæster, ja sågar tv-hold. Og de har alle været velkomne. Men jeg kommer ikke udenom, at de virkelige stjernestunder, de timer, jeg vil huske til mine dages ende, dem har jeg oplevet helt alene med børnene.

Stjernestunder forsvinder

Der sker nemlig noget, når der er andre voksne i rummet, især i form af en tolærerordning. De voksne vil jo altid have lavet en aftale om, hvad der skal foregå. De vil henover hovedet på klassen have sat en dagsorden, lagt et program og fordelt nogle opgaver imellem sig, og det vil uvægerligt medvirke til at lægge en dæmper på festen.

Ja, det er jo faktisk typisk selv formålet med ordningen. Her skal ikke ske noget, der ikke er forudset. Nu skal de voksne have styr på sagerne. Og så bliver børnene reelt reduceret fra at være lærerens frie medspillere, agerende subjekter i egen ret, til at være styrede objekter for de voksnes planlagte direktion. Så tøffer alle hver især pænt deruda’ ad de udlagte skinner, og det er da uendeligt meget bedre end det kaos, der måske ellers ville have indtaget rummet. Men det er altså også en lille smule kedeligt. Vi kommer ikke op at flyve. Det store, fælles sus, hvor vi glemmer tid og sted og til sidst lander et sted, ingen af os havde regnet med, en stor oplevelse rigere, indfinder sig ikke. Vi griber ikke dagen og timen.

Men det er her, i læringsglemslens (tak Lene Tanggaard) øjeblikke, at lysten til lære mere vågner, og skolen for alvor giver mening.

Nu skal man altid passe på, at det bedste ikke bliver det godes værste fjende. Det kunne aldrig falde mig ind at undsige den politik, der i skolens nuværende situation vil indføre meget mere tolærerordning i folkeskolen; men det er og bliver en brandslukningsstrategi, nødvendiggjort af utilstrækkelig evne og vilje til udfolde skolens dybeste mening.

Når jeg tænker på, hvad skolens børn og lærere går glip af, mærker jeg et stik i hjertet. Det var altså ikke det, jeg ville, da jeg engang for længe siden valgte at blive skolelærer.