Telefonen skal blive i klasselokalet, når den giver didaktisk mening

Regeringen vil have private skærme ud af skolen. Men hvad gør vi, når elevens telefon ikke er en distraktion, men et fagligt redskab?

Det er noget, jeg som lærermiddeludvikler har tænkt en del over, siden Pisa-resultater endnu en gang satte ild i skærmdebatten. Med debatten fulgte en markant politisk udmelding: Regeringen vil forbyde mobiltelefoner og andre private skærme i grundskolen.

Samtidig understreger statsministeren, at ny teknologi fortsat skal kunne bruges i undervisningen, når det er et bevidst valg fra læreren.

Det efterlader et interessant spørgsmål: Tør og må vi stadig tage telefonen frem i undervisningen, når der er en tydelig faglig og didaktisk grund til det?

Det optager os lige nu i Life Fonden. For hvad betyder et forbud mod private skærme helt konkret? Betyder det også, at elevernes egne telefoner ikke må bruges i de situationer, hvor de faktisk er et relevant fagligt værktøj?

Vi udvikler undervisningsforløb, der kombinerer digitale og analoge aktiviteter, og vi vælger format ud fra, hvad der bedst understøtter elevernes læring i den konkrete situation.

Jeg arbejder med udviklingen af de digitale komponenter i vores undervisningsforløb, og jeg støder ofte på eksempler, hvor det digitale kan noget, som er svært at erstatte analogt.

En digital simulation kan f.eks. gøre det muligt for eleverne at undersøge, hvad der sker med ioner på mikroniveau, mens sensorer gør det muligt at indsamle data fra planter.

Men valget er ikke altid enkelt.

Det digitale dilemma

Lige nu udvikler vi to undervisningsforløb om kunstig intelligens. Èt til indskolingen i dansk, hvor vi bevidst vælger en analog tilgang og ét til natur/teknologi på mellemtrinnet, hvor vi står med et dilemma.

Her undersøger eleverne, om AI kan hjælpe os med at komme tættere på naturen. Vi overvejer i den forbindelse at lade eleverne arbejde undersøgende med data, lyd og billedgenkendelse, samtidig med at de forholder sig kritisk til teknologiens muligheder og begrænsninger.

Dilemmaet består i, om eleverne for alvor kan undersøge teknologien uden selv at prøve den af i den sammenhæng, hvor teknologien skal bruges?

Det fører os til et helt konkret designvalg: Skal vi udvikle en løsning, eleverne bruger på deres computere? Eller skal vi lade dem tage telefonen med ud i naturen, hvor de fænomener, de undersøger, faktisk findes?

For mig er det præcis her, skærmdebatten bliver svær.

Jeg forstår ønsket om færre distraktioner og mindre skærm. Men jeg har også svært ved at se meningen i at fravælge telefonen alene, fordi den har en skærm, hvis den i den konkrete undervisning er det redskab, der giver bedst mening.

Så når vi sidder i maskinrummet og skal træffe det valg, er mit spørgsmål egentlig meget enkelt:

Skal vi lade skærmdebatten afgøre, hvilket redskab vi vælger? Det mener jeg ikke, og jeg håber, politikere tænker sig grundigt om, før de beslutter noget, der ikke altid giver didaktisk mening.