Jeg var skuffet, da teknologiforståelse blev udråbt til et valgfag fra skoleåret 2027/28. Hvordan kunne man tage så uambitiøs en beslutning? Vidste man overhovedet, hvad man sagde nej til og har alle børn og unge ikke brug for at have teknologiforståelse?
Min første tanke var, at jeg allerede ville gå i gang med valgfaget i skoleåret 2025/26. Jeg begyndte at udvikle forløb og aktiviteter. Jeg fik styr på, hvad valgfaget skulle kunne, og hvordan man skulle undervise i det.
Heldigvis har jeg en skoleleder, der godt kunne se fordelen ved, at eleverne i 8. klasse fik teknologiforståelse. De sidste mange år har indskoling og mellemtrin haft teknologiforståelseskurser i løbet af skoleåret, og nu kunne de store også få muligheden. Jeg glædede mig helt vildt.
Vi skal ruste eleverne til fremtiden
Endelig kom den store dag, hvor teknologiforståelse stod på skoleskemaet.
Jeg startede med at give eleverne en introduktion til faget, så de kunne forstå, hvad faget handler om. Bagefter stod den på arbejde med AI. Her undersøgte vi hvilke jobs, der bliver overtaget af AI, og hvilke der ikke bliver det.
Jeg mener, at alle elever har brug for viden om teknologi og AI, så de kan kvalificere deres uddannelsesvalg.
De fleste tror, at verden står åben for dem, og at de voksne nok skal rydde forhindringerne af vejen. Men virkeligheden er en hel anden, og det kritiske blik på teknologiens indtog i vores liv er en udfordring.
Årsplanen er parat, læreren er parate og jeg håber også, at eleverne er parate, men jeg tror ikke, at beslutningstagerne ved, hvad et valgfag er, og hvordan eleverne agerer i det.
Et valgfag kan sagtens være en god læringsoplevelse og have et godt fagligt potentiale. Som lærer kan man have større frihed til at udvikle eksperimenterende og innovative undervisningsforløb. Man kan dyrke fællesskabet på tværs af årgangens klasser og skabe nye relationer på tværs. Derudover kan man give eleverne medbestemmelse i undervisningen.
Jeg drømmer stadig om et teknologiforståelsesfag i folkeskolen og et valgfag som ekstra flødeskum på lagkagen.
Teknologiforståelse endte som valgfag: Hvordan kunne man tage så uambitiøs en beslutning?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.