Tak for finansloven. Opgaven bliver at omsætte den i praksis. Derfor har jeg lavet en ønskeseddel…

Kære politikere og beslutningstagere

Allerførst vil jeg sige tak. Endelig kom der lidt penge bag ord og hensigter om det bekymrende skolefravær. 120 millioner over de næste fire år er ikke svimlende, men det er bestemt et godt sted at starte.

At man så tilmed har taget afsæt i Forældrekommissionens anbefalinger og starter med at etablere et nationalt videnscenter aftvinger kun yderligere respekt herfra, og der er ingen tvivl om, at en fælles og koordineret politik og praksis på området er af stor betydning. At adgangen til hjælp i sager med langtidsfravær hidtil har været så bopælsafhængig hører ingen steder hjemme.

Nu har jeg kun beskæftiget mig med området i lidt over et år, men med en solid lærererfaring bag mig er det ikke kommet som den store overraskelse, at den omfattende viden og forskning, der allerede findes på området, i det store og hele har samme bundklang og omkvæd: Forebyggelse og tidlig indsats.

Det er med andre ord ikke en viden, der skal udvikles i et nationalt videnscenter. Den har vi. Det havde vi for så vidt også, før der var nogle, som begyndte at tale om bekymrende skolefravær. For forebyggelse og tidlig indsats er altid det mest effektive – ikke kun når det handler om skolefravær.

En bekostelig affære

Opgaven bliver at omsætte den til praksis. Og det er en bekostelig affære. På den korte bane, i hvert fald. Som Forældrekommissionens ’nødvendige regnskab’ med al ønskelig tydelighed bekræftede, så er alternativet uoverskuelige omkostninger. Både økonomisk og menneskeligt.

Jeg har derfor tilladt mig at udarbejde en tidlig ønskeseddel. Julen er (åbenbart) lige om hjørnet:

Skolefravær handler i sin kerne om mangel på tryghed og mangel på mening. Det skærer i hjertet på en tidligere lærer og nuværende livstidsfan af folkeskolen. Men lad os nu for pokker bruge den viden, vi allerede har, og få omsat såvel intentioner og finansiering til handling. Til en reel tidlig og forebyggende indsats.

Skal vi gøre op med lappeløsninger og mere eller mindre (u)koordinerede bagkantsindsatser, er vi nødt til at tage fat i helt centrale områder. For det første skal lærerne have mere tid. Og her mener jeg ikke kun den gode, gamle traver ’forberedelsestid’, men egentlig tid. Mere kontakttid, mere trivselstid, mere klassetid, mere tid til relationerne og tid til at gå fagligt i dybden med børnene.

Derudover må det være logik for burhøns, at den tryghed, som mange børn savner, er vanskelig at give i en hverdag, hvor én lærer har ansvaret for 25-26 elever – og hvad deraf følger af særlige behov af forskellige beskaffenheder, udfordringer, særaftaler og uro. Vi må og skal have bedre normeringer. Nu. Både i folkeskolen og i høj grad også i daginstitutionerne.

Mere viden, mindre test

I takt med den øgede inklusion har der, ikke overraskende, vist sig et stadigt større behov for specialpædagogisk viden og indsigt. Men midlerne til udviklingen af denne er ikke fulgt med. Mange steder er den primært forankret i kompetencecentre, der gør et stort og vigtigt stykke arbejde, men skal vi reelt lykkes, kræver det et samlet kompetenceløft til lærerne.

Sidst, men ikke mindst, skal vi skrue ned for omfanget af test og målinger (vores børn og unge har mere end rigeligt i forvejen). Vi skal ikke gå på kompromis med det faglige, men vi skal hjælpe børnene med at finde en glæde i at lære, at være nysgerrige, innovative, kritiske, udvikle, fejle, arbejde og skabe sammen. Med andre ord vigtige kompetencer, der ikke lader sig måle.

Jeg er fuldt ud klar over, at prisen for en reel forebyggende indsats langt kommer til at overstige 30 millioner pr. år. Men vi har ikke råd til at lade være.