Skolebiblioteket er tilbage, men navnet klinger hult uden en bibliotekar

Skolebiblioteket er vendt tilbage – og tak for det. Men bibliotekaren, det essentielle bindeled mellem barn og bog, har været helt fraværende i debatten op til skolebibliotekets genopståen.

Med lovændringen, der trådte i kraft den 5. januar, er det meget indforståede navn Pædagogisk Læringscenter ændret tilbage til skolebibliotek, og der er afsat millioner til indkøb af nye bøger. Men bibliotekaren, der skal skabe rummet, gøre det indbydende, medvirke til samarbejdet med folkebiblioteket og ikke mindst formidle bøgerne, er ikke indregnet i bibliotekets virke. 

På Læringshuset valgte vi for egne midler at ansætte en fultidsbibliotekar tilbage i 2023 for at styrke elevernes læselyst samt bidrage til deres kompetencer i forbindelse med de faglige mål.

Litteraturen giver eleverne en unik mulighed for at møde andre kulturer, historisk forståelse, mennesker i andre situationer og med andre meninger end deres egne. Derfor er litteraturen et vigtigt element i elevernes dannelse, udvikling af empati, kritisk tænkning, og i sidste ende bidrager litteraturen til at gøre vores børn parate til at deltage i et samfund med ”frihed og folkestyre” jf. folkeskoleloven.

Med det blik er skolebiblioteket en central del af folkeskolens virke, men ikke uden en tilstedeværende bibliotekar.

Det er ikke nok at stille bøger til rådighed

Alle børn fortjener et møde med litteraturen, der får dem til at hige og søge efter mere af samme skuffe eller hylde, men alt for mange børn får ikke den oplevelse, og dét er en samfundsmæssig og demokratisk falliterklæring.

Den forskelsbehandling bidrager til social- og kulturel ulighed. Flere undersøgelser har de seneste par år fortalt os, at danske elever har mistet glæden ved at læse, men vi skal huske, at mange bogdroppere aldrig har stiftet bekendtskab med den gode historie, fordi de har ikke fået den fortalt eller overrakt af en voksen rollemodel. Vi taber børn fra kulturfattige familier på gulvet og bidrager til uhensigtsmæssige parallelle fællesskaber.

Flere vil mene, at forældrene også har et ansvar, men på grund af deres egne sociale- og kulturelle afsæt kan mange forældre ikke facilitere litteraturen i hjemmet. Det må være en opgave for folkeskolen.

Der skal mennesker til

Der skal mere end en retorisk justering til for at vende det såkaldte læsehad til læseglæde. Heller ikke selv om regeringen med den såkaldte boggave lige har tilført 540 millioner til fysiske bøger til skole.

Det er korrekt, at Center for Undervisningsmidler (CFU) modtager midler, men de midler går ikke til skolebibliotekets hylder, ligesom og vigtigst af alt: Hvem skal formidle den gode historie til barnet? 

Den analoge bog er på mode, men hvad med den analoge formidling? De gode intentioner – og dermed også pengene – forsvinder på deres rejse fra Christiansborg ud til den lokale folkeskole. Folketinget skal sikre, at der lokalt er ressourcer til den vigtige formidling på skolerne. Vi har ikke brug for flere halve løsninger, men helhjertede strategier.

Comeback til den fysiske bog

Lovforslaget pointerer, at skolebiblioteket skal ’yde vejledning i brugen af de fysiske bøger’, ligesom navneændringen til ’skolebibliotek’ ifølge regeringen understreger, at understøttelse af læsning i fysiske bøger er en central opgave for skolebiblioteket. Det er meget fint, men hvor skal midlerne til den vejledning komme fra?

Den rette bog til det rette barn skal overrækkes af en kompetent faglighed med flair for den relationelle formidling. Hvis dette mellemled mellem bog og læser ikke er en del af skolebibliotekets praksis, så bidrager hverken navneændring eller flere bøger til øget læseglæde – og slet ikke til lighed.