Pædagogerne er gået for langt ind på lærernes matrikel

Med fare for at starte en mindre fagpolitisk krig har jeg har det med pædagoger, som jeg har det med gode naboer. Vi holder hækken, låner redskaber af hinanden og udviser gensidig respekt – men vi passer hver vores matrikel.

Den samme logik burde gælde i folkeskolen, hvor loven foreskriver, at undervisningen varetages af lærere med en læreruddannelse eller tilsvarende. Ikke fordi lærere er bedre mennesker, ikke af historiske grunde eller af tradition, men fordi undervisning er et fag. Et håndværk. En profession. Præcis som pædagogik er det.

Når BUPL i et hyrdebrev vejleder deres medlemmer om, at pædagogerne er ”de gennemgående professionelle, som arbejder med trivslen, som giver tryghed for børnene og som skaber et helhedsperspektiv på dem og deres hverdag” og ”...forebygger mistrivsel og skolevægring og sikrer de mange inklusionsindsatser, som forebygger dyrere specialindsatser på sigt”. Ja, så udfordrer de det gode naboskab til os lærere. Mildest talt.

For når de i praksis italesætter, at pædagogerne står for ”trivslen” - og dermed lærerne for ”undervisningen” – skaber de en falsk opdeling mellem trivsel og undervisning, som ikke afspejler virkeligheden i klasselokalet.

Små sejre og aha-øjeblikke

Undervisning er ikke et biprodukt af trivsel eller noget der sker ved siden af. Undervisning er trivsel. I at knække læsekoder, i at mestre de fire regnearter, i grammatik, i litteratur, i sprog, identitet, fællesskab og forståelse af verden.

Det er deri dannelsen sker. Det er deri trivslen bor. I mødet mellem lærer og elev, i relationen til klassekammerater, i læringsaktiviteterne, i de små sejre og frustrerende “aha-øjeblikke.”

Når trivslen løsriver sig fra faget, mister vi dannelsen. Skolen bliver et sted, hvor eleverne skal have det godt, men ikke nødvendigvis blive klogere. Det er et problem, for folkeskolens kerneopgave er undervisning, og undervisning kræver uddannede lærere, der mestrer didaktik, faglig formidling og pædagogisk indsigt.

Jeg har endnu til gode at møde en elev, der fik øget trivsel af at slippe for at lære at læse. Til gengæld har jeg mødt mange elever, der voksede mærkbart, da de – efter hårdt arbejde og nogle gange tårer – oplevede at bogstaver blev til adgangsbilletter til verden.

Sympatisk og billigt - men utilstrækkeligt

Pædagoger udgør en væsentlig faktor i børn og unges trivsel. Men folkeskolens kerneopgave er undervisning, og heri spiller lærerne en afgørende rolle for elevernes læring, faglige udvikling og skolegang.

Alligevel oplever jeg en udvikling, hvor pædagogers rolle i skolen udvides, formaliseres og fremhæves særligt i form af specialpædagogiske tilbud som eksempelvis mellemformer, hvor undervisningen overlades til pædagoger. Det er ikke en kritik af pædagogers indsats, men af en struktur, hvor undervisning udvandes, og ansvaret for faglighed bliver uklart.

Folkeskolen risikerer at blive et sted, hvor børn har det godt – men ikke nødvendigvis bliver klogere. Hvor vi taler mere om børn end om elever, om følelser frem for færdigheder, og hvor løsninger er aflastning fra undervisning, som svækker elevernes adgang til faglig progression.

Det ses i statistikkerne, at antallet af pædagoger i folkeskolen stiger støt og roligt, mens antallet af lærere daler lige så støt og roligt (på nær i Region Hovedstaden).

Man skelner heller ikke længere i samme grad mellem lærere og pædagoger, når der skal ansættes personale på skolerne. Jeg har set skoler, der søger en pædagog/lærer eller assistent, eller blot en med interesse for elever i udsatte positioner. Det er sympatisk, og det er billigt, men det er utilstrækkeligt.

Vi bør tage vores kerneopgave – undervisningen – alvorlig og begynde at ansætte endnu flere lærere ude på skolerne. Kun sådan styrker vi folkeskolens faglige kompas uden at miste kursen og blikket for det, eleverne er der for: At lære – også selvom det til tider er besværligt, frustrerende og anstrengende.