Nye fraværsindsatser risikerer at forværre fravær

Omfanget af langvarigt skolefravær blandt skoleelever er næsten fordoblet på ti år.

Cirka 20 procent af de børn, der går i folkeskolen, har mere end ti procent fravær på et år, og i skoleåret 2023/2024 havde 10.567 elever mere end tre måneders fravær.

Skolefraværet er ikke kun stigende i Danmark, vi ser samme tendens i de lande, vi normalt sammenligner os med.

Det så man blandt andet manifesteret før jul på et politisk samråd om skolefravær foranlediget af den meget omtalte dokumentar på DR med titlen ”Skolens tabte børn”. Dele af oppositionen havde indkaldt til samrådet. Der lød det til, at man, som et resultat af pågående forhandlinger, vil opliste en række initiativer som løsninger. Helt typisk med følgende mulige indhold:

1. Bedre og mere registrering af fravær.
2. Etablering af et videnscenter om skolefravær i Holbæk.
3. Tidlig indsats (læs: mere behandling tidligere). Flere elever skal tidligere ind i nogle forløb, så man forestiller sig altså, at en almindelig folkeskole på en måde i fremtiden rummer adskillige særlige behandlingsforløb.

Man søger at løse problemer hurtigt. Men der er en risiko for, at løsningerne forstærker problemerne, hvis man ikke tager sig tid til at forstå fraværets kompleksitet.

Aktiv skolekultur

For mange år siden gennemførte jeg med gode kolleger et stort forskningsprojekt om frafald og fravær på erhvervsskoler. Selvom ungdomsuddannelser ikke kan sammenlignes 1:1 med folkeskolen, er der en række klare paralleller til den nuværende situation.

I forskningsprojektet var vi blandt andet inspireret af en australsk forskningsartikel, der slog fast, at skoler, som gør en dyd ud af at notere og sanktionere fravær, ikke nødvendigvis får mindre fravær og frafald.

Det virker heller ikke at lade stå til. Derimod forekom det mest virksomt at tilgå problemet med en såkaldt aktiv skolekultur, hvor ledelse og lærere gik i dialog med eleverne og rent faktisk søgte at forstå problematikken i de konkrete situationer med fravær.

Man arbejdede primært med hele skolens praksis og søgte at forstå og inddrage alle parter. Det kunne man også kalde det lange seje træk. Eller det pædagogiske træk. Udfordringen med det er, at det er svært at beskrive som isolerede indsatser. Det kræver en langsigtet og dyb investering i skolen, og skolerne skal have mulighed for at handle rettidigt dér, hvor problemerne er.

Jeg kan frygte, at den sanktions- og behandlingslogik, der lige nu kaldes frem, kommer til at forstærke problematikken med fravær.

Fraværsindsatserne, som de blev listet op på det politiske samråd, indebærer med andre ord en risiko for at forstærke fraværet. Selv om fraværsregistrering kan ses som en måde at få en mere nuanceret viden om typerne af fravær på, kan de forstærke problemerne, hvis de alene fører til yderligere sanktionering og kontrol af de elever, der ikke kommer.

Tidlig indsats risikerer også at blive fortolket som tidligere primært individuelt orienteret behandling, og man risikerer herved at fokusere mindre på den pædagogiske dagligdag og de handlemuligheder, der er der.

Mere fokus på pædagogik

En mulig løsning på det uønskede fravær kan ligge i at få øje på det, der skaber et aktivt og positivt engagement i skolen. I forskningsprojektet om frafald tog vi fat i engagementsbegrebet, fordi international forskning viser, at frafald og fravær ikke kan forstås som en enkeltstående hændelse, men må betragtes som en proces, hvor der udvikles et såkaldt disengagement, som ofte kan knyttes til tidligere skoleoplevelser.

Manglende engagement kan forstås som en akkumulerende proces, hvor det at vælge at falde fra er resultatet af en lang proces (ofte bestående af skolemæssige nederlag). Den proces tematiseres begrebsmæssigt på forskellige måder, enten som et fald i engagementet eller som en følge af tilbagetrækning fra skolen.

Empirisk er der god støtte til en forståelse af, at fravær ikke er en momental og pludselig beslutning, men derimod en konsekvens af en række ofte negative skolemæssige erfaringer, som har hobet sig op gradvist over en længere periode.

En række negative erfaringer og resultater i skolemæssig sammenhæng gør, at eleven begynder at tvivle på egne evner, og dermed svækkes tilhørsforholdet til skoleinstitutionen. Omvendt vil positive oplevelser, som opmuntrer til deltagelse, mindske risikoen for fravær.

Hvis fravær ikke tænkes som en proces i den pædagogiske hverdag, men alene som et problem, der skal løses eller fjernes gennem individuelle indsatser, får vi ikke bugt med uhensigtsmæssigt fravær.

Skolerne skal have mulighed for at bryde negative cirkler hurtigt i et godt samarbejde med forældrene. Og så skal der være langt mere fokus på pædagogikken og på at etablere stabilitet, ro og klare strukturer i skolen, hvilket omfatter ledelsesmæssig opbakning, pædagogisk klasseledelse og klare, tillidsbaserede samarbejdsrelationer.

Referencer:

Nielsen, K. & Tanggaard, L. (2025). Pædagogisk psykologi for lærerstuderende – en grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur. 

Helms Jørgensen, C., Koudahl, P., Nielsen, K., & Tanggaard, L. (2012). Frafald og engagement.

Smyth, J. and Hattam, R. (2002), Early School Leaving and the Cultural Geography of High Schools [1]. British Educational Research Journal, 28: 375-397.