Som lærere står vi med et grundlæggende dilemma, der sjældent bliver talt om: Skal vi bruge vores tid på de elever, der har størst behov, eller hos dem, hvor den har størst effekt?
For nylig fik jeg en klage fra nogle af mine dygtigste og mest arbejdsomme elever. De var ikke vrede, men frustrerede, og budskabet var klart: “Du bruger for meget tid på dem, der alligevel ikke vil, og det går ud over os andre.”
De har desværre mere ret, end mange bryder sig om at indrømme.
Manglende engagement smitter
I musikfaget – især op mod eksamen – er sammenspil ikke bare en metode, men et vilkår.
Og sammenspil kræver fremmøde, forberedelse og respekt for fællesskabet. Når enkelte elever konsekvent ikke møder op og hverken øver eller engagerer sig, bliver det ikke kun deres eget problem, men hele gruppens. Det smitter, det forstyrrer, det sænker niveauet, og det stjæler tid.
Den officielle fortælling er, at karakteren til prøven er individuel. Men i praksis er det en sandhed med modifikationer. Forberedelsen er fælles, tiden er fælles, og energien i rummet er fælles. Når nogle ikke tager ansvar, er det de flittige, der betaler prisen.
Som lærere er vi uddannet og oplært til at løfte dem, der halter. Men her er den upopulære sandhed: Man kan ikke hjælpe elever, der aktivt fravælger at blive hjulpet.
Der er forskel på ikke at kunne og ikke at ville. Den forskel bliver ofte udvisket i skolens værdigrundlag, men eleverne mærker det tydeligt. Især dem, der møder op, øver, tager ansvar og vil videre.
Når læreren igen og igen må stoppe op for at samle de elever op, der ikke har gjort deres del, sender det et klart signal: Indsats betaler sig ikke, til gengæld får fravær og ligegyldighed opmærksomhed.
Det er gift for motivationen.
Det nødvendige wake up call
Samtidig er der et tidsperspektiv, som ofte overses. Ottende klasse er ikke endestationen. Det er et øverum.
Hvis elever får et wake up call og allerede her oplever, at manglende ansvar har konsekvenser, kan de stadig nå at rette op på det. For i niende klasse er det for sent. Her er eksamenerne reelle, presset større og konsekvenserne endelige.
Så hvad er løsningen? At “smide dem ud”, som mine elever foreslår? Det er hverken realistisk eller lovligt. Men måske er spørgsmålet stillet forkert.
For i bekendtgørelsen står der, at det er lærerens opgave at sørge for gode rammer, og at læreren kan opfordre til at danne grupper ud fra kompetencer og styrker.
Det er altså eleverne selv, som skal danne grupperne, ikke læreren. Det er ikke bare en detalje, men et princip, der placerer ansvar dér, hvor det hører hjemme: hos eleverne selv.
Alligevel har mange lærere – mig selv inklusive – haft svært ved at acceptere konsekvensen af den formulering. For når eleverne selv vælger grupper, vil nogen blive valgt fra. Og det strider mod vores professionelle refleks om inklusion, beskyttelse og omsorg.
De flittige betaler prisen
Hvis elever gentagne gange ikke møder op, ikke øver og ikke tager ansvar, er det så urimeligt, at deres klassekammerater fravælger dem? Eller er det snarere et ærligt spejl af deres egen indsats – eller mangel på samme?
Når vi som lærere blander grupperne for at redde nogen, hvem redder vi så egentlig, og hvem betaler prisen? Ofte er det de elever, som allerede tager ansvar, der straffes.
Så vi står tilbage med et altoverskyggende spørgsmål – ikke kun for musiklærere, men for skolen som helhed:
Skal vi fortsat beskytte elever mod konsekvenserne af deres egne valg, eller skal vi acceptere, at når elever selv laver grupper, så ender nogle – helt logisk – sammen med dem, der minder mest om dem selv?
Musiklærer: De flittige betaler prisen for dem, der ikke vil undervisningen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.