Hver mandag morgen kl. 07.15 handler jeg ind, og jeg håber altid, at jeg kan få handlet til alle mine seks hold på en gang, men det sker alligevel, at jeg lige må en ekstra gang i supermarkedet.
I min undervisning forsøger jeg altid at lære eleverne at være kritiske forbrugere. Men når vi madkundskabslærere handler ind skal vi åbenbart også være überkritiske – hvis økonomien da tillader det.
På en af mine ture i supermarkedet fandt jeg:
88 æg til en stykpris mellem 3,00 – 3,25 kroner. Fløde til roulade og gorgonzolasauce, hvor en halv liter kostede 28,95 kroner og pasta og ravioli, der heldigvis var billigt. Pyha.
Fløden var virkelig dyr, så jeg tog et ekstra kig på det syntetiske flødealternativ, hvor jeg kunne læse mig frem til ingredienserne: Palmeolie, modificeret stivelse, xanthangummi, methylcellulose, polysorbat 60 og farvestoffer.
Tænk at et produkt med så mange forskellige ingredienser kan være billigere end den rigtige fødevare.
Jeg valgte at købe begge produkter, så mine eleverne kom op at skændes om, hvem der kunne få fingre i den rigtige fløde, fordi ingen ville have det syntetiske halløj.
Så et eller andet må jeg som lærer have gjort rigtigt i forhold til fødevarebevidstheden.
Lav nu mad fra bunden
Min mærkesag som madkundskabslærer er, at børn skal lære at lave mad fra bunden i folkeskolen. Og det er der i hvert fald fire grunde til:
1. De skal lære, hvor maden kommer fra.
2. De skal lære håndværket bag madlavning, så de rent faktisk har muligheden for at vælge, om de selv vil lave mad eller købe færdiglavede produkter.
3. De skal kunne vise, at de kan lave mad til prøven i madkundskab.
4. Der er ernæringsmæssige fordele ved hjemmelavet mad, og de skal lære om ultraforarbejdet mads påvirkning på helbredet.
Men jeg bliver udfordret på min mærkesag, når jeg er nødsaget til at købe et produkt, som nærmest ikke har set skyggen af rigtige råvarer. Og spørgsmålet er, hvilket signal vi vil sende til eleverne.
Ultraforarbejdet mad stormer frem
Op mod 80 procent af al mad er ultraforarbejdet i USA og Storbritannien. I Danmark nærmer vi os 45 procent.
Hvis du ikke kender til begrebet og konsekvenserne heraf, anbefaler jeg på det kraftigste, at du læser bogen ’Ultraforarbejdet’ af Chris van Tulleken.
Kort fortalt så er de ultraforarbejdet varer ikke sunde for vores kroppe, men alligevel lever vi i et samfund, hvor de fylder mere og mere.
Det begynder at blive et reelt problem, når vi som lærere tvinges til at lære eleverne at anvende og spise ultraforarbejdet produkter
Christian Svane Madkundskabsrådgiver
Som madkundskabslærere står jeg over for mange konkrete udfordringer i hverdagen, og jeg oplever, at der er en ny, som for alvor trænger sig på. Jeg har tidligere skrevet om stigende fødevarepriser, og hvordan det begrænser faget. Det begynder at blive et reelt problem, når vi som lærere tvinges til at lære eleverne at anvende og spise ultraforarbejdet produkter i undervisningssammenhænge af økonomiske årsager.
Det er vist det, vi kalder et skråplan.
Jeg foreslår, at vi reducerer fødevarepriserne på de varer, folkeskolener køber, så man kan gennemføre undervisningen uden at skulle betale 30 kr. for en halv liter fløde eller 10 æg.
Det kunne også være en mulighed, at man giver et tilskud til skoler per madkundskabshold.
Det vil dog kræve en fast normering af indkøb per elev fra statens side til skolelederen, så skolelederne ikke reducerer selve madkundskabsbudgetterne, når der kommer et tilskud.
Disse forslag er selvfølgelig ikke tænkt færdige. Det har vi heldigvis kloge mennesker og embedspersoner på Borgen til, men der er behov for ændringer nu.
Vi står ved en skillevej, hvor vi skal tage stilling til, hvad vi for alvor vil lære de kommende generationer. Hvor oplever du de største udfordringer, når du handler ind til din madkundskabsundervisning?
Min mærkesag som madkundskabslærer er udfordret
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.