Jeg kæmper med børn, der er vant til at få deres mening igennem. Måske er tiden kommet til at give op?

Da jeg startede i skole i 1981, havde jeg en matematiklærer, der hed Krogh. Han havde haft sin storhedstid i skolen i 50'erne og 60’erne, hvor man måtte slå børn. Så hans lærerautoritet var hægtet op på frygt og fysisk afstraffelse (min storebror nåede at opleve det).

Da det blev forbudt at slå børn i skolen i 1967, havde Krogh et problem. Kunne han omstille sig til den ”blødsødne” pædagogik, hvor man prøvede at tale børnene til rette i stedet for at slå dem? Krogh prøvede, men indimellem blev en af mine kammerater hevet i ørene (mest drengene), så han fik ikke helt lagt det fra sig. Jeg selv var skidebange for ham, og det var ikke meget matematik, jeg fik lært. Krogh var blevet en dinosaur, en tyrannosaurus rex.

Den postmodernistiske lærer

Jeg blev uddannet som lærer i 1999 midt i den postmodernistiske æra. På seminariet havde vi pædagogik og didaktik. Jeg gik ud i skolen klædt på til de børn, der var derude. Børn af forskellig slags, men også børn, der i bund og grund havde stor respekt for læreren (måske også når de skulle have sagt noget mod det). En skole med gensidig tillid, men hvor man ikke var i tvivl om, at det var læreren, der var autoriteten. Til mit første forældremøde i 1.a blev jeg spurgt til råds af forældre, der havde udfordringer derhjemme – og der blev lyttet til mine 24-årige råd.

Nu har jeg været lærer i 26 år. 20 af dem på den samme skole. Generation Alpha har gjort sit indtog. Og jeg kæmper. Kæmper med børn, der er vant til at blive lyttet til og få deres mening igennem. Men også børn, der ikke haft haft voksne nok i dagtilbuddet og derfor er ”jævnalder-reguleret".

Børn, der selv kæmper med mentale udfordringer, som bliver udsat for sociale medier og hurtige tik toks. Hvis hjerner kører i overdrive, og som gerne følger en pludselig indskydelse. Så nogle gange vandrer de væk fra mine timer. Nogle gange kommer de slet ikke i skole. Nogle gange er de der, men deltager ikke i undervisningen. I stedet spiller de helt åbenlyst computer eller shopper på nettet. Lyver om, hvorvidt de har afleveret deres telefoner. Laver ikke lektier. Og jeg prøver.

Jeg prøver at komme dem i møde, imens jeg får mere og mere stress over det faglige, jeg ikke når. Prøver at sætte rammer op, prøver at inddrage forældre. Ofte er de støttende, forældrene, men også kritiske, vrede over mine krav, uforstående over mine handlemetoder.

Måske er min tid som lærer forbi?

Og så slår det mig. Er jeg blevet klasseværelsets dinosaur nu? Måske er min tid som lærer forbi? Måske skal der nogle helt nye og friske lærere til, nogle der kan det dér med at tale med børn, der er vant til en global verden, hvor alt går meget stærkt? Vant til – fordi de selv er – forældre, der stiller mange krav til skolen og insisterer på at være en del af deres barns skoledag. Hvem ved – måske skal den gamle tyrannosaurus gå hjem og lægge sig og lade verden gå sin naturlige gang?

Jeg har i hvert fald taget første skridt væk. Jeg er gået på nedsat tid og har for første gang i mit lærerliv ikke dansk og dermed heller ikke nogen klasselærerfunktion mere. Et kæmpe åg er løftet af mine skuldre. Nu kan dinosauren måske bruge sine kræfter på at undervise og lade sine kolleger tage sig af det psyko-sociale. Jeg vil da prøve. Og ellers er der jo andre steder at arbejde end på en folkeskole.