Lærernes længsel tilbage til den opdelte skole er et voldsomt advarselstegn

Skal vi genindføre niveaudeling i folkeskolen?

Det mener i skrivende stund ikke mindre end 84 procent i en hurtigt opsat afstemning på folkeskolen.dk desangående, foranlediget af en større undersøgelse blandt svenske lærere med samme resultat.

Selv om der blot er tale om en stikprøve og et øjebliksbillede, er det ikke svært at forstå, hvorfor så mange lærere lander på dette svar. Sådan må det gå, når mange lærere oplever, at deres arbejde reelt umuliggøres i det, de oplever som mere eller mindre u-underviselige klasser.

Et kaotisk mylder af allehånde akutte, umættelige behov og konstante, ustoppelige konflikter med og blandt eleverne slår benene væk under lærerne, som hermed kaster håndklædet i ringen: Hjææælp! Vi magter det ikke mere.

Men det er faktisk temmelig rystende. 

En ægte dystopi

De ældste af os husker stadigvæk den delte skole. Den blev gradvis afskaffet fra midten af 1950’erne, men den sidste rest forsvandt først i 1993, hvorved enhedsskolen blev endeligt indført. Det, der foregik i den delte skole, var ren og skær rutinemæssig social sortering. Børn fra samfundets øverste midte og opefter kom i boglig, og den nederste halvdel kom i almen, så enkelt var det – med ganske få, statistisk ubetydelige undtagelser. Min egen far var maler, så jeg kom kun i realen på prøve, fordi mine forældre tog kampen op. 

At en genindførelse af niveaudelingen vil resultere i social sortering, i dag med stærk etnisk slagside, er reelt ikke til diskussion. Uanset hvor meget man vil søge at undgå det.

Man løser ét problem, men får et meget større problem retur. Følgerne for hele vores samfund vil være uoverskuelige. En mur vil rejse sig mellem samfundsgrupperne. Eliten vil stikke helt af, og i bunden vil forskellige afarter af mindrebemidlede kæmpe om krummerne fra de riges bord. Vi ser det så småt tage form allerede. En ægte dystopi.

En spruttende trykkoger

Guderne skal vide, at enhedsskolen ikke fungerer, som den skal. Der er mildt sagt plads til forbedring, og mon ikke det er ved at gå op for de fleste af os, hvor meget det haster? Får vi ikke bedre styr på folkeskolens enorme problemer, falder den formentlig sammen.

Vi lukkede den sorte skole, plejer vi at sige. Men er det nu helt sandt? Øretæverne, de socialt blinde, magtmisbrugende lærere og det absurde terperi forsvandt, javist, og Gud være lovet for det. Men tvangen er her stadig. Rotteræset trives i bedste velgående, det har bare skiftet karakter. Og mange af børnene keder sig stadig bravt i skolen. Nu i et af verdens længste skoleforløb.

Vi gjorde op med den triste, sorte pligtskole, men vi har aldrig fået indført den glade, spraglede lystskole.

Lærernes forståelige længsel tilbage til den delte skole er en advarsel, der vil noget. Jeg vil ikke male fanden på væggen, men bare så vi ved, hvor vi har ham: Når selv lærerne ikke gider være med mere, har samfundet et alvorligt problem.

En gladere skole med større frihed til lærere og elever er ikke et luksuskrav, men en forudsætning for folkeskolens overlevelse. Folkeskolen skulle være en smeltedigel, men den er blevet en spruttende trykkoger. Tag trykket af, nu!