Der er intet på omsorgskontoen til elever med almindelige problemer

Forestil dig en klasse med 26 elever. To af dem har skolevægring, så 24. To af dem har timer i specialcentret, så er der 22 elever tilbage. Og nå ja, én i klassen er flygtning, der ikke forstår dansk endnu.

Altså 21 elever, hvoraf to-tre dem i øvrigt har ekstraordinært svært ved at koncentrere sig og på sigt nok skal udredes. Så lad os for nemheds skyld sige, en klasse med 19 børn, der skulle være det, man på nudansk vil kalde for neurotypiske.

Læreren har 26 ugentlige undervisningstimer og har den store udfordring, at hun bruger virkelig meget tid på at tage sig af udfordringerne for de børn, der har diagnoser, skolevægring, danskproblemer og trivselsproblemer.

Når timerne så er ovre, går hendes tid med at skrive skoleudtalelser, holde møder med alle mulige mennesker: naturligvis forældre, PPR og ledere. Men derudover med møder i familiehuset, og en jævnlig kontakt med private psykiatere, psykologer og Børnepsykiatrisk Center.

Arbejdet med de inkluderede elever tager således rigtig, rigtig meget af hendes tid, både i og udenfor klasselokalet. Ja, nogle gange føles det faktisk, som om det fylder alt. Derudover optager de nærmest al hendes mentale overskud.

Når hun har haft samtaler, møder og taget sig af denne gruppe børn samt undervist, er hun færdig. Sådan helt færdig. Der er simpelthen ikke mere omsorg på kontoen.

Hjerteskærende

Men i en stille stund kigger hun op og får øje på den elev, der sendte en besked om, at forældrene skændes hele tiden. Eller den elev, der er blevet alt, alt for tynd og render til fester hele tiden. Eller den elev, der har gemt sine manglende danskkundskaber bag en hård facade. Eller den elev, der kommer i konflikt med de andre piger hele tiden.

Det er dem, hun ikke har mere på omsorgskontoen for. Desværre.

Nu kommer inklusionsbølge to så (meget passende at det lyder som en tsunami). Det betyder, at hun skal inkludere endnu flere børn, der under anstændige omstændigheder ville være på en specialskole.

Læreren forudser mere af det, hun allerede oplever: At de såkaldt neurotypiske børn med ”almindelige” problemer, som beskrevet ovenfor, rykker endnu længere ned på listen over børn, hun skal drage omsorg for.

Det er hjerteskærende, for hun går allerede nu dagligt hjem med en følelse af utilstrækkelighed, og hun tænker døgnet rundt på de børn, hun ikke nåede at tale med i dag på grund af tidsmangel - men især på grund af underskud på omsorgskontoen.

Inklusionstsunamien

Men hvorfor skulle deres behov være mindre alvorlige end de inkluderede elevers behov? Bare fordi man ikke render rundt i klassen, har udadreagerende adfærd, græder hele tiden eller har forældre, der ”kimer” lærerne ned på Aula (for det virker at brokke sig som forældre) skal man så ikke have samme omsorg og voksenopmærksomhed som ens inkluderede klassekammerater?

Det er jo ikke, fordi læreren ikke ønsker det allerbedste for sine inkluderede elever. Det gør hun og alle hendes kolleger, og det er jo derfor, de bruger al den tid på dem og dermed laver overtræk på omsorgskontoen. Men det er simpelthen ikke godt nok, hvis en ny inklusionstsunami ude på skolerne giver endnu mindre tid og overskud til alle de elever, som også har brug for lærerens omsorg.

Kære alle I politikere, der begejstret taler om igen at inkludere tæt på alle børn i normalklasserne: Hvordan skal lærerne kunne det under de forhold, systemet allerede i dag er så uanstændige at udsætte børnene for i folkeskolen?