20 elever i min klasse har set mord og selvmord online

Forleden afbrød en af mine elever undervisningen midt i vores dansktime. Han ville bare lige spørge, om jeg også havde fulgt med i sagen om Charlie Kirk. For han havde set mordvideoen, der florerede frit på nettet, og nu var han nysgerrig på, om jeg også havde set den.

Når en elev spørger om sådan noget ud i klassen, må man som lærer gribe øjeblikket og tage snakken med sine elever. Så det gjorde jeg. Det ville nemlig være en kæmpe lærerfejl at affærdige en elev, der stiller sådan et spørgsmål. Både dannelsesmæssigt og relationelt.

Så jeg spurgte løs, og eleverne fortalte og fortalte. I samtalen kom det frem, at kun fire af de 24 elever i min 8.klasse aldrig har set et mord eller selvmord online. Ikke bare det på Charlie Kirk, men også mange andre. De fortalte om at se mennesker skyde hjernen ud på sig selv, om at se mennesker blive stukket ned og om at se mennesker, der har hængt sig selv.

Bombarderende feeds

Historierne stod i kø, men jeg skal sparre jer, der læser med, for endnu flere grusomme eksempler. For at være ærlig, får jeg det faktisk fysisk dårligt ved tanken om alle historierne, og jeg må indrømme, at jeg her flere dage senere stadig er chokeret.

Desværre er jeg ikke så overrasket, for som lærer hører jeg jævnligt om ekstremt indhold, som mine elever møder online. Følger man debatten om unges onlineliv, kan man hurtigt blive alvorligt bekymret for alt fra nazisme til kvindehad, som deres feed bare bombarderer dem med.

Og bekymringen er berettiget, både for os der til dagligt arbejder med unge, men også for forældrene. I min klasse gav et stort flertal udtryk for, at de ikke havde talt med deres forældre eller andre voksne, efter de havde set et mord eller selvmord online.

Vi lærere og forældrene har naturligvis et ansvar for at tage de svære samtaler om, hvad der foregår på ungernes skærme. Vi skal interessere os for deres onlineliv, som føles så helt utroligt vigtigt for dem. Det bliver kun vigtigere og vigtigere, at skolen er et tik-tok-og-snapchat-frit helle, hvor telefonerne er låst i skabe langt væk fra eleverne.

Kæmpestort åbent benbrud

Når alt kommer til alt, kan vi lærere og forældre interessere os nok så meget for ungernes onlineliv, og vi kan tage nok så mange samtaler med dem. Men det vil altid være som at sætte et lillebitte plaster på kæmpestort åbent benbrud.

Selvom jeg tager den ene klasssesamtale efter den anden, vil eleverne stadig blive bombarderet med alt det onlinelort, for sådan er algoritmerne skruet sammen. Ja, undskyld sprogbruget. Selvom sociale medier også kan en helt masse gode ting, så bliver vores unge altså eksponeret for alt muligt, de aldrig burde se. Og jeg frygter, at mine elever får en helt forvrænget opfattelse af, hvad der er normalt og almindeligt.

For mig at se er der kun en løsning, hvis mine fremtidige elever ikke skal få det ene mord efter det andet serveret i deres feed: Techgiganterne skal tage ansvaret på sig. De skal få fjernet det ekstreme indhold med det samme, for det må simpelthen være muligt. Og de skal ændre deres algoritmer, så ekstremt indhold ikke bliver opprioriteret i de unges feed.

Det er nok et naivt ønske, og vi har da nok tabt til techgiganterne. Så jeg og mine kollegaer må fortsat finde plastrene frem til de åbne benbrud.