Jeg havde den mest fantastiske lærer. Men det nåede jeg ikke at få sagt til ham

Forrige år mistede min gamle klasselærer, Morten, livet i en trafikulykke. Jeg fik aldrig fortalt ham, hvor meget han betød – og stadig betyder for mig.

For jeg ville ikke være den lærer, jeg er i dag, hvis det ikke havde været for ham, og det ville jeg ønske, at jeg fik sagt til ham, mens han var i live.

Sidste år blev jeg kåret til Årets Lærer af Anders And & Co.. En titel, jeg naturligvis er stolt af, men også en titel, der satte mig i et rampelys, jeg normalt helst undgår. Flere medier kontaktede mig for at få en kommentar, og ét spørgsmål gik særligt igen: “Var der en lærer, der har inspireret dig til at undervise, som du gør i dag?”

Svaret var nemt: 'Morten Lærer'.

Sådan kaldte vi ham nemlig, for der også var en elev i klassen, der hed Morten. Men 'Morten Lærer' var noget særligt. Han var den slags lærer, der kunne ændre livsbaner. Som så én, før man selv vidste, hvem man var. Han så os ikke bare som elever, men som mennesker med styrker og potentialer.

Morten havde en evne til at gøre undervisningen levende. Han kunne få os til at glemme, at vi var i skole. Morten var en dygtig fortæller, og som passioneret lystfisker kunne han bruge mange minutter på at beskrive en fisk, han havde fanget – med armene strakt helt ud: “Og den var sååååå stor!” Vi elskede det. Når han dramatiserede Kong Arthur og sværdet i stenen, sad vi som tryllebundne. Hans stemmeføring, hans blik, hans pauser. Alt trak os ind i fortællingen.

Men det, jeg husker mest, er hans nærvær. Han spillede fodbold med os i frikvarteret og kunne kaste bolden fra eget mål og score i den anden ende. Han kastede spyddet så langt i atletik i idræt, at det forsvandt ind i skolens skov. For os børn var han en slags superhelt.

Hvis bare jeg kan være som Morten

Men hans største styrke var relationerne. Han kendte os. Ikke kun vores navne og karakterer, men vores håb og sårbarheder. Han troede på os – og lærte os at tro på os selv. Han satte os i situationer, hvor vi kunne lykkes, og samlede os op, når vi fejlede. Han var lærer, men også et menneske, vi vidste, vi kunne stole på.

Det var Morten, der plantede idéen i mig om selv at blive lærer. Ikke med ord, men med måden han var på. Når jeg i dag står foran mine elever, bærer jeg stadig noget af ham med mig. Hans humor. Hans blik for det enkelte barn. Hans tro på, at relationer kommer før resultater.

Hvis jeg skal takke nogen for at være blevet Årets Lærer, skal det først og fremmest være ham. For han er beviset på, at én lærer kan gøre hele forskellen. At vi aldrig helt ved, hvornår noget vi gør, sætter sig fast i et barn og bliver til noget større.

Måske læser du mit indlæg og tænker på en lærer, der har betydet lige så meget for dig. Til dig vil jeg sige: Skriv eller ring til vedkommende og fortæl, hvad han eller hun har betydet for dig.

Havde jeg grebet den mulighed, da Morten stadig var i live, ville jeg have sagt:

”Hvis jeg – bare for nogle få – kan være den lærer, du var for mig, så har jeg opnået mere end nogen pris eller titel kan give mig. Tak, Morten. For alt det, du gav. For alt det, du satte i gang hos mig.”