Jeg har saftsuseme ikke brug for endnu et dialogværktøj forklædt som digital støttepædagog

Skoleåret er knap begyndt, og jeg kan allerede konstatere, at dokumentationskravene i folkeskolen er løbet løbsk.

Med meddelelsesbogen, som er et såkaldt dialogværktøj mellem skolen og hjemmet i Aula, har jeg simpelthen mistet tålmodigheden over for grænseløst irriterende opfindelser.

Jeg har saftsuseme ikke brug for endnu et dialogværktøj forklædt som en digital støttepædagog, der skal hjælpe mig med at understøtte og kvalificere dialogen mellem skole og hjem.

I forvejen dokumenterer jeg både snævert og bredt i form af TOPI (trivselsvurdering), nationale overgangstest, årlig stave- og læseprøve, fokuspunkter, interne noter og udviklingsplaner og jeg skal komme efter dig. Dertil kommer forældremøde, og skole-hjem-maraton to gange om året. For slet ikke at tale om den daglige gang på Aula, hvor jeg er i dialog hver dag om alt lige fra konflikter i frikvarteret, til opfordringen om at binde bøger ind og vigtigheden af højtlæsning.

Meddelelsesbogen er endnu en skrivebordsøvelse, som inviterer til (for nu at bruge en folkeskolefloskel) at jeg skal bruge endnu mere tid, som jeg ikke har, på dokumentation.

Dokumentation stjæler engagement

Problemet er, at dokumentationen ikke bare stjæler tid; den stjæler energi og engagement. Når jeg har brugt tre kvarter på at formulere en standardtekst - for det bliver det med 26 elever - der beskriver deres gennemsnitlige faglige progression i dansk, er der betydeligt mindre overskud til rent faktisk at lære mine elever at læse.

Jeg føler mig efterhånden mere som en sekretær end en lærer, når jeg hver dag taster mig selv ihjel med data, som ingen med ærligt hjerte kan påstå gør mine elever klogere.

Hvis udviklingen fortsætter, bliver næste skridt vel, at jeg også skal dokumentere, at jeg har dokumenteret – og uploade en selfie while doing it for min egen og mine elevers skyld, for vi skal huske hinanden på, at der ikke er tale om mistro til min faglighed eller mit forhold til flextid. Det er for overblikkets skyld, for hvordan skal vi nogensinde kunne sikre os en faglig udvikling, progression og overlevering uden at have noteret stolpe op og stolpe ned om Jonas’ evne til at indgå i fællesskaber, til at honorere krav og til at læse både på linjerne, mellem linjerne og bagom linjerne, spørger jeg bare?

I min optik er vi gået fra faglig refleksion til bureaukratisk overproduktion, som ikke har meget til fælles med min kerneopgave som folkeskolelærer.

Hvis dokumentation virkelig var vejen til læring, burde eleverne allerede være genier. Men sandheden er, at børn lærer af undervisning, nærvær og relationer.

Når dokumentation bliver et mål i sig selv, mister folkeskolen sin sjæl.

Derfor er tiden inde til at skrue voldsomt ned for kravene og vende tilbage til ”intet nyt er godt nyt”.

Lad os stole mere på lærernes professionalisme, give os vores tid tilbage og lade os gøre det, vi er uddannet til: at undervise, inspirere og støtte vores elever i at lære og trives. Det er ikke dokumentationen, der tænder gnisten i en elevs øjne – det er en lærer, der har tid til at se eleven.

Hvis vi absolut vil have mere dokumentation, kan vi jo starte med at dokumentere, hvor mange elever der mister gode lærere til et system, der forveksler undervisning med papirnusseri.