Jeg har ikke brug for tolærerordninger. Jeg har brug for mindre klasser

Der bliver talt meget om tolærerordninger for tiden. Ofte bliver de udråbt som løsningen, der skal frelse folkeskolen, skabe ro, løfte fagligheden og løse inklusionen på én gang.

Men jeg er ikke enig. For de pæne ord om tolærerordninger, viser sig sjældent at fungere i klasselokalerne. Mens politikere taler om kvalitet og nærvær, kæmper vi i virkeligheden med at få hverdagen til at hænge sammen på skolerne.

Her er en tolærerordning nemlig sjældent to fuldtidslærere. Oftest er det et kludetæppe af delt ressourcetid, pædagoger til deling, støttetimer eller “ekstra hænder”, der kun er til stede i udvalgte timer. Og ved sygdom bliver den ekstra lærer som regel ikke dækket, fordi man så kan spare på vikarbudgettet. Hvis der endelig er tale om en reel tolærerordning – og ikke bare en to-voksen-ordning – så bliver det først for alvor dyrt.

Derudover taler vi sjældent om alt det arbejde, der følger med tolærerordninger. Det bliver et samarbejdshelvede med dobbelt planlægning, dobbelt forberedelse og dobbelt koordinering. Der skal aftales, hvornår man underviser, hvem der fører an, hvordan man deler eleverne, og hvad der skal ske, hvis den ene ikke er der.

Der skal koordineres, planlægges og afstemmes i ét væk – og der er sjældent øremærket tid til at forberede timerne sammen. I teorien lyder det som fælles ansvar, men i praksis er det ofte bare ekstra administrativt arbejde.

Små, trygge fællesskaber

Hvis kommunerne virkelig har råd til tolærerordninger, kunne de i stedet bruge de samme penge på mindre klasser. For to lærere til 28 elever svarer jo i praksis til 14 elever per lærer. Og hvis man fra politisk side mener, at én lærer kan rumme 28 elever, så må det jo også betyde, at to lærere kan rumme 56. Det er nok sat lidt på spidsen, men det er sådan, logikken hænger sammen.

Jeg beder ikke om to lærere til 28 elever, jeg beder om én lærer til 16–18 elever. Så min model bruger faktisk færre lærere per elev, end tolærerordningen gør. Og ærligt talt, hvis jeg fik en tolærerordning, ville jeg alligevel bare dele min klasse i to mindre hold. For det er dér, man virkelig ser forskellen: I de små fællesskaber, hvor alle bliver set, og hvor støjen ikke overtager.

Børn skal naturligvis grine, snakke og arbejde sammen. Men der er forskel på sund arbejdsstøj og forstyrrende larm. Når der sidder 28 elever i et lokale, så bliver selv den gode støj for meget. Uanset antallet af lærere, bliver lydniveauet for højt i store klasser, og det går ud over både roen, koncentrationen og relationerne.

Jeg tror på mindre stamklasser. På små, trygge fællesskaber, hvor eleverne bliver set, og hvor vi kan arbejde i ro og med overskud. Det giver mening at have en klasse, der er lille og overskuelig til hverdag, og så kan vi lægge flere klasser sammen til idræt, ture og fælles projekter.

Sådan kan eleverne både få ro til fordybelse og blive en del af et større fællesskab, når det giver mening. For de fleste elever – især dem, der skal inkluderes – fungerer det bedst på den måde. De trives bedre i små grupper, hvor de bliver set og hørt, og hvor rammen er genkendelig og tryg. Når man har ro i det lille fællesskab, har man overskud til at åbne sig mod det større.

Så kære politikere: Jeg har ikke brug for flere tolærerordninger. Jeg har brug for mindre klasser.