Jeg troede, at jeg skulle opgive mit fag. Men en tolærerordning blev min redning

Efter at have læst Morten Refskovs indlæg 'Skolens tabte lærere', fik jeg lyst til at dele lidt af min egen historie. Jeg er nemlig en af dem, der var lige ved at blive en del af statistikken – endnu en lærer, der måtte smide håndklædet i ringen og sige op.

Men jeg blev reddet på målstregen af en tolærerordning.

Jeg er snart 63 år og har været lærer siden 1988. Siden 1992 har jeg været fastansat på den samme skole i Gladsaxe. Jeg har altid været glad for mit job – med de op- og nedture, der naturligt følger med – og jeg har altid følt mig vellidt af både børn, forældre og kolleger.

Men de seneste år har jeg været ængstelig for, hvordan jeg kunne få en god og værdig afslutning på et langt og godt lærerliv. Jeg vidste, at jeg ikke kunne holde til arbejdspresset helt frem til pensionsalderen – og hvad skulle jeg så gøre?

Seks uger inden sommerferien blev jeg sygemeldt med en overbelastningsreaktion. Heldigvis er jeg nu stille og roligt startet op igen og tilbage på 80 procent. Og det er lykkedes, fordi jeg med ledelsens hjælp i år har fået nogle rammer, der gør arbejdet muligt at stå i.

Hele forskellen

Jeg har en co-teacher i min klasse i seks ud af mine ni lektioner. Derudover har jeg seks tolærertimer parallelklassen, hvor jeg planlægger, tilrettelægger og evaluerer undervisningen sammen med klassens matematiklærer.

Det har gjort hele forskellen for mig. Jeg troede ellers, at jeg måtte opgive mit fag. Men nu mærker jeg igen arbejdsglæden og troen på, at jeg kan klare jobbet. Det betyder så meget at kunne planlægge og sparre med en kollega, hvor vi kan organisere undervisningen på nye måder, så vi sammen får bedre mulighed for at nå omkring alle elever og styrke klassefællesskabet.

Samarbejdet giver overskud til at tilpasse undervisningen til klassens behov og styrke både det faglige og sociale fællesskab. Når vi er to lærere, kan vi dele eleverne op i mindre grupper og lave stationsundervisning med faglige opgaver, samarbejdslege og kreative aktiviteter. Det giver variation og gør det lettere at tilgodese elevernes forskellige behov. Samtidig får vi mere tid til relationer – tid til at lytte, lege og grine sammen med eleverne.

Arbejdsglæden vokser, når jeg mærker mere motivation og glæde i klassen. Det føles, som om vi lykkes, både fagligt og menneskeligt.

En værdig afslutning

Nu har jeg mærket på egen krop, hvad der skal til, hvis vi vil undgå at miste endnu flere lærere – både de erfarne, som har så meget at give, og de nyuddannede, som skal finde deres ben i folkeskolen. En stærkere folkeskole – kræver, at vi er to lærere i klasselokalet, som samarbejder om planlægning, undervisning og evaluering.

Det er ikke luksus. Det er en nødvendighed, hvis vi vil beholde lærerne og bevare glæden ved faget. Derfor bliver jeg også lidt nervøs ved tanken om, hvad der skal ske efter sommerferien, hvor der desværre nok ikke længere er råd til min ordning.

Hvis jeg efter sommerferien igen skal varetage undervisningen helt alene, bliver jeg nødt til at genoverveje mit arbejdsliv. For mig er det vigtigt at bevare balancen mellem arbejde, familie og helbred. Og lige så vigtigt, så ønsker jeg at få en værdig afslutning på et langt og godt lærerliv.